Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. Jørgensen

Oprindelig forfatter HansR
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C. Jørgensen, Christian Peter Julius Jørgensen, 8.8.1851-22.10.1916, filolog, arkæolog. Født på Fr.borg slot, død i Hellerup, begravet i Søllerød. J. kom 1864 til Kbh. og blev 1869 student fra Metropolitanskolen. Han tog filologisk-historisk embedseksamen 1876 og virkede derefter som lærer ved privatskoler, fra 1883 ved Metropolitanskolen hvor han blev adjunkt 1886. S.å. tiltrådte han en længere rejse til Italien og Grækenland hvor han både foretog håndskriftstudier og studerede kunst. Efter hjemkomsten erhvervede han den filosofiske doktorgrad med afhandlingen Kvindefigurer i den archaiske græske Kunst, 1888. S.å. begyndte han at arbejde i Den kongelige mønt- og medaillesamling hvor han 1899 fik ansættelse som museumsinspektør idet han opgav adjunktstillingen. På museet arbejdede han hovedsagelig med katalogisering af græske mønter. J. nød i sin ungdom stor anseelse blandt sine jævnaldrende hvad der bl.a. gav sig udslag deri at han 1875 blev valgt til formand for det philologisk-historiske samfund. Men de store forventninger man havde stillet til hans fremtid som videnskabsmand blev ikke opfyldt. Ud over doktordisputatsen har han ikke produceret noget større videnskabeligt arbejde. Men som formand for det nævnte samfund gennem 40 år har han haft stor betydning for yngre filologer hvem han forstod at samle til jævnlige foredragsmøder, og hvis arbejder han hjalp frem for offentligheden. Han besørgede 1879 udgivelsen af samfundets "Mindeskrift" og 1887 af dets "Mindre Afhandlinger", og 1891–1915 udgav han 25 bind af Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning. Han besørgede desuden nyudgaver af Madvigs udgave aftaler af Cicero (1899) og omarbejdede Madvigs latinske sproglære (1907). Endelig udgav han Jul. Langes Billedkunstens Fremstilling af Menneskeskikkelsen i den græske Kunsts første Storhedstid. 1898 og L. Fengers Le temple étrusco-latin, 1909. Ved det 4. nordiske filologmøde i Kbh. 1892 fungerede han som generalsekretær, og bagefter udgav han mødets forhandlinger (1893).

Familie

Forældre: kgl. livskytte, senere kammerfourer og kammerråd Christian Herman J. (1815–83) og Juliane Kirstine Augusta Hansen (1820–83). Ugift.

Udnævnelser

R. 1912.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Sigurd Wandel, 1910 (Den kgl. mønt- og medaillesamling), studie dertil. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1888 219f og i Kort udsigt over det philol.-hist. samf.s virksomhed 1914–16, 1918 224–29. – Hans Ræder i Nord. t. for filologi 4.r.V, 1917 185f. E. Spang-Hanssen i Årsskr. for Metropolitanersamf. X, s.å. 5–7. Thor Lange: Mangesteds fra, 1918 122–31. J. L. Heiberg m. fl. i Kort udsigt over det philol.-hist. samf.s virksomhed 1914–16, 1918 230–52 (heri bibliografi). E. Spang-Hanssen: Det filol.-hist. samf. 1854–1954, 1954. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Ræder: C. Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 4. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292372