Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Bussæus

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Andreas Bussæus, 31.3.1679-4.1.1735, filolog, historiker, jurist. Født vistnok i Lofoten, død i Helsingør, begravet sst. (Skt. Olai k.). B. blev student 1696 fra Bergen og tog n.å. den filosofiske baccalaurgrad. Efter at have taget teologisk attestats dyrkede han filologiske og historiske studier, men kastede sig derefter over juraen, blev 1710 højesteretsadvokat og 1718 borgmester i Helsingør hvor han synes at have virket med dygtighed. Han samlede bøger og manuskripter, men af hans eget mangesidige forfatterskab nåede kun en dél at blive trykt. Han oversatte Årngrim Jonssons Grønlandia til dansk 1732 og besørgede den første fuldstændige udgave af Are Frodes Islendingabok, 1733, med latinsk oversættelse og noter, men ikke engang for samtidens kritik kunne denne udgave bestå. Efter hans død udkom hans Frederik IVs dagr.egister (dansk oversættelse 1770, den tyske original 1773) der trods mangler dog har visse oplysninger af værdi.

Familie

Forældre: foged i Lofoten, senere viceamtmand i Nordland Peder Andersen Buss (død 1686) og Dorothea Michelsdatter Storm (død tidligst 1735, gift 2. gang 1689 med viceamtmand i Nordland Joachim Bredal, ca. 1655-1708). Gift sept. 1712 med Mette Frandsdatter Wederborn, begr. 21.4.1738 i Helsingør (Skt. Olai).

Bibliografi

Danische Bibliothec II, 1738 425-44. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 5.r. V, 1909-11 584-89. Laur. Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden II, 1929 282 284 300 403.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: Andreas Bussæus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287971