Anders Bjerrum

Anders Bjerrum, Anders Poulsen Bjerrum, 12.3.1903-7.1.1984, filolog. Født i Gånsager, Vodder sg., Tønder amt, død i Ordrup, begravet i Vodder. B. blev student (Døckers kursus) 1924 og cand. mag. fra Kbh.s univ. 1930 med fagene dansk og tysk. Hans interesser efter embedseksamen koncentreredes om sprogforskningen med udgangspunkt i hans hjemegns, Vestslesvigs, dialekt og stednavne. Tidligt modtog han væsentlige impulser fra københavner-skolens (Louis Hjelmslevs) strukturalistiske sprogbetragtning. Hans disputats fra 1944, Fjoldemaalets Lydsystem hvis objekt er den nu uddøde danske dialekt i Fjolde i Sydslesvig er en af de tidligste af denne skole inspirerede beskrivelser af en dialekts system af sprogligt relevante enheder (fonemer). Sammen med Marie Bjerrum har B. 1974 udgivet en Ordbog over Fjoldemålet I-II der også på grund af sin leksikografiske metode er af den største interesse. B. var fra 1928 knyttet til Stednavneudvalgets kontor, nu Institut for navneforskning i København og var ansat ved dette institut, fra 1953 som leder indtil han 1964 udnævntes til professor i dansk sprog ved Kbh.s univ. Som stednavneforsker har han markeret sig som forfatter af store dele af Danmarks Stednavne III-XII med etymologisk sikre tolkninger af navne i Nordslesvig, Øst- og Midtjylland, på Lolland og på Bornholm. Et vigtigt eksempel på anvendt stednavneforskning er hans undersøgelser af hvorledes grænsen mellem dansk og tysk sprog i Sydslesvig har forrykket sig fra middelalderen til 1700-tallet (Vort Sprogs gamle Sydgrænse, i Sønderjyske Aarbøger 1944, Den dansktyske sproggrænse i middelalderen, i Namn och Bygd, 1962).

B. er en af de få der har foretaget strukturalistiske analyser også af ældre tekster. De vigtigste bidrag er to grammatikker over sproget i hovedhåndskrifterne af de gammeldanske landskabslove, Grammatik over Skånske Lov, 1954, Grammatik over De sjællandske Love, 1967, samt afhandlingen Johannes Jutæ og Valdemars Jordebog (i Ti Afhandlinger, 1960). Hovedprincippet bag disse analyser er at beskrivelsens genstand er teksternes skriftsprog således som det struktureres i ortografien, medens B. i klar opposition til en tidligere tradition ikke ønsker at opstille påstande om et bagved liggende talesprog. Et hovedformål med grammatikkerne er det pædagogiske: at vise den strukturalistiske teoris anvendelighed til beskrivelse af ældre tekster. I afhandlingen om Johannes Jutæ kan B. ved at beskrive ortografien i Johannes Jutæs forskellige tekster skelne mellem skriverens egen norm og teksternes forlæg og kan derved give vigtige bidrag til belysning af det ældre sjællandske skriftsprog.