Aage Hansen

Aage Hansen, Aage Kristian Hansen, 3.9.1894-15.3.1983, nordisk filolog. Født i Kolding, død i Jægersborg, urne på Mariebjerg kgd. H. blev student fra Kolding 1912, cand. mag. i dansk, tysk og engelsk 1918 og dr. phil. 1927. Kort efter sin embedseksamen blev han medarbejder ved Ordbog over det danske Sprog, og han blev som redaktør (1920-56) en af ordbogens bærende kræfter. Endnu før ordbogens afslutning påbegyndte han et andet – mindre, men dog også stort – ordbogsarbejde, nemlig Holbergordbogen som han ledede, indtil manuskriptet 1978 var færdigt. Desuden har han været lærer ved Købmandsskolen 1918-27, undervisningsassistent i nydansk grammatik ved Kbh.s universitet 1930-36 og i forskellige tidsrum lærer i dansk sprog ved Danmarks lærerhøjskole (til 1967), og 1953-57 holdt han gæsteforelæsninger og øvelser ved Århus universitet. Han var censor ved skoleembedseksamen i dansk 1936-65. I en udstrækning som ingen anden har H. i sit meget omfattende forfatterskab beskæftiget sig med det nyere og nyeste danske sprog. I Ordbog over det danske Sprog har han redigeret over 10.000 spalter, svarende til godt og vel syv af ordbogens bind. Men sideløbende med dette krævende arbejde og senere arbejdet med Holbergordbogen har han ydet vægtige bidrag til beskrivelsen af snart sagt alle områder af nydansk.

I disputatsen Bestemt og ubestemt substantiv, 1927, behandlede han en enkelt bøjningskategori i historisk perspektiv men med udgangs- og slutpunkt i nutidigt sprog. De grammatiske studier fortsatte han i Sætningen og dens led i moderne dansk, 1933, der rummer interessante nyheder mht. syntaktisk analyse, og i Indledning til nydansk grammatik, 1938, hvori moderne sprogteoretiske synspunkter for første gang indføres i dansk grammatik. Slutstenen på denne del af forfatterskabet udgør Moderne dansk I-III, 1967, et hovedværk i dansk grammatisk litteratur, uudtømmeligt rigt på originale iagttagelser, men tynget af en svært tilgængelig terminologi og desværre noget uoverskueligt, fordi systematikken ikke er lysende klar og hverken det typografiske arrangement eller det afsluttende register giver brugeren tilstrækkelig vejledning. Inden for udtrykssystemet har han med Stødet i dansk, 1943, leveret en indtrængende undersøgelse af det danske stød, ikke – som hos forgængerne – med vægten på stødet som historisk fænomen, men med henblik på dets forekomst og funktion i det moderne sprog; og i Udtalen i moderne dansk, 1956 (2. opl. 1968) har han dels gjort rede for principperne for udtaleangivelse i Ordbog over det danske Sprog, dels ajourført og suppleret ordbogens oplysninger ved en redegørelse for stedfundne forskydninger og mærkbare tendenser i nyere rigsmål. Sprogrigtighedsproblemer har han i liberal ånd behandlet i Vort vanskelige sprog, 1961 (2. udg. 1965), i mindre skrifter som Pausekommaet, 1957, og Om moderne dansk retskrivning, 1969, har han fremsat forslag om reformer inden for henholdsvis tegnsætning Og retskrivning, og i fortsættelse af en serie radioudsendelser har han udgivet en vejledning til pædagogisk arbejde med sproglig tekstforståelse, Sprog i sproget, 1964. For de mange arbejder der direkte behandler det moderne sprog bør det dog ikke glemmes at han også har beskæftiget sig med lydhistoriske spørgsmål, først i en række tidsskriftafhandlinger, senere i Den lydlige udvikling i dansk I-II, 1962-71, der skiller sig fra de tilsvarende dele af Johs. Brøndum-Nielsens Gammeldansk Grammatik ved at koncentrere sig om rigsmålslinien og ved at følge udviklingen op til nutiden. Hertil kommer forskellige udgiverarbejder, navnlig udgaver af ordsprog, som han er en fin kender af: Peder Laales Ordsprog, 1929, Peder Laales Gammeldanske Ordsprog, ny udg. 1966, og Peder Syvs Danske Ordsprog, 1944. Endelig bør det nævnes, at han var redaktør af tidsskriftet Danske Studier i perioden 1952-72. Som sine læremestre har H. selv udpeget Otto Jespersen og Louis Hjelmslev; han synes stærkest præget af den førstnævnte, men har i øvrigt helt sit eget ansigt. I teoretisk henseende har han dokumenteret evne til fornyelse, men systemer og teoribygninger er ingen hovedsag for ham, måske bl.a. fordi han ved sin fordomsfri iagttagelse af sproget som det faktisk tales og skrives, har afdækket meget der går på tværs afstive teorier: lydhør over for sprogets fineste nuancer og utrættelig i sin samlerflid har han set og bogført meget, som ingen før han har inddraget i beskrivelsen af dansk. Hans skriftlige form, der undertiden krydres af et særpræget lune, er langt fra den gængse akademiske, en uhøjtidelig jævnprosa som ikke helt sjældent viser sig at være et smidigt redskab ved meget tilgængelig fremstilling af indviklede forhold, men som rigtignok også kan blive lovlig fordringsløs. – H. blev indvalgt i Videnskabernes selskab 1958. På sin 70 års dag hædredes han med festskriftet Danica. Studier i dansk sprog, 1964. 1968 fik han tildelt en medalje fra Selskabet til de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse og en hædersgave fra Gads fond.