Hvide

Hvide, Uradel. Ingen anden dansk middelalderslægt har givet anledning til så megen sagndannelse og litterær behandling som den i kongeslægten indgiftede sjællandske stormandsslægt vi betegner med slægtsnavnet Hvide efter Skjalm Hvide. Dens medlemmer forekommer hyppigst uden tilnavn, men nogle anvender dog navne som Bang, Galen og Litle. Såvel navneskik som våbenvarianter – grundelementet er et fem gange tværdelt skjold – vanskeliggør en sikker skelnen mellem mands- og kvindelinjer, og selv om den berømte Sorø-skjoldefrises genealogiske værdi er problematisk, så er den dog et udtryk for, at højmiddelalderens opfattelse af agnatiske og cognatiske linjer var en anden end den som senere sejrede.

Tavle I. Af Skjalm Hvides fire sønner havde kun Ebbe Skjalmsen mandlig efterslægt som fortsatte til midten af 1300-tallet. Stig Jurisen som kendes fra kong Valdemar Atterdags tid må anses for at være slægtens sidste mand. I øvrigt er Ebbe Skjalmsens efterslægt, såvel Sunesønnerne (mandslinje) som Erlandssønnerne (kvindelinje) her behandlet som en særlig slægt Galen.

Tavle II. Den yngre Hvide-slægt med den syvoddede stjerne som våbenmærke har nok oprindelse tilfælles med andre jyske slægter som Gyldenstierne og Pors. Dens stamfar, den berømte marsk Stig (Andersen Hvide) antages gennem kvindelinjer at være i slægt med Skjalm Hvide, uden at dette dog kan påvises for ham selv, men derimod for hans hustruer. Denne slægt antog under Frederik I slægtsnavnet Hvide, men uddøde i mandslinjen med Otte Stigsen Hvide (død 1567), der var aktiv i krigsbegivenhederne både under Christian II og Christian III.