Henny Harald Hansen, 18.4.1900-12.10.1993, etnograf, forfatter, museumsinspektør. H. var elev på kunstakademiets malerskole 1918-20 og lærer ved Tegne- og kunstindustriskolen for kvinder 1928-30. Hun blev 1942 nysproglig student fra Akademisk kursus og 1951 Danmarks første kvindelige magister i etnografi. Allerede 1944 blev hun knyttet til Nationalmuseets etnografiske samling som videnskabelig medarbejder, fra 1967 som museumsinspektør – en stilling hun beklædte til 1970 da hun faldt for aldersgrænsen. H.s første store videnskabelige opgave blev et systematisk studium af det meget store dragtmateriale der var blevet hjembragt fra de to første central-asiatiske ekspeditioner under Henning Haslund-Christensen. I værket Mongol costumes, 1950 giver hun en klar analyse af de mongolske dragters udviklingshistorie baseret på snit og indfører en ny terminologi til nøjagtig beskrivelse af de forskellige dragtformer. Flere dragtstudier fulgte efter, bl.a. det populære værk Klædedragtens kavalkade, 1954 der senere er blevet oversat til mere end en halv snes sprog, og Some costumes of Highland Burma, Göteborg 1960. Gennem disse og andre publikationer samt dragtudstillinger på Nationalmuseet befæstedes H.s ry som førende dragtekspert inden for etnografien og den almene kulturhistoriske dragtforskning. Men også som feltforsker inden for det nærorientalske islamiske kulturområde hvortil hun foretog adskillige forskningsrejser blev H. banebrydende. 1957 deltog hun i Den danske Dokan-ekspedition til Iraq, 1960 i Den danske Bahrain-ekspedition og 1963 i Den danske Luristan-ekspedition til Iran. Fondsmidler og legater (bl.a. 1961 Tagea Brandts rejselegat) satte hende i stand til også at foretage studieophold i Jugoslavien, 1952 og 1963, Tyrkiet, 1963 og Ægypten, 1966–67. Hendes forskning inden for det islamiske kulturområde omfattede ikke blot erhverv og materiel kultur, men koncentreredes stærkt om den islamiske kvindes hele livscyklus og hendes stilling i familie, samfund og religion. Dette meget vigtige område inden for den islamiske kultur havde indtil da været yderst mangelfuldt oplyst fordi kun en kvindelig forsker ville kunne få adgang til kvindernes verden. Det lykkedes for H., og resultatet af hendes undersøgelser blev publiceret i de to store monografier 77ie Kurdish woman's life, 1961 og lnvestigations in a Shi'a village in Bahrain, 1968 foruden gennem en lang række artikler og bøger i Danmark og udlandet. Fra hendes meget omfattende forfatterskab også fra de senere år kan nævnes Clitoridectomy: Female circumcision in Egypt i Folk, 1972-73, Alverdens klædedragter i farver: en dragtgeografi, 1976, Politikens dragtleksikon, 1978 og Tøj, der er anderledes, 1979.

For sin forskningsmæssige indsats tildeltes hun 1979 Kbh.s univ.s æresdoktorgrad.

Familie

Henny Harald Hansen blev født i København; begravet på Solbjerg parkkirkegård, Frederiksberg.

Forældre: cand.jur., fuldmægtig, senere kontorchef i Kbh.s skattevæsen Vilhelm Antonius Plenge (1865-1934) og Ingeborg Langhoff, f. Riise (1867-1958). Gift 13.1.1923 i Kbh. med maler Harald H. (1890-1967, gift 1. gang 1917 med Gytha Prior, 1893-1953, gift 3. gang 1945 med Susanna Baumann, født 1914), s. af snedkermester Peder H. (1856-1929) og Fanny Olsen (1860-1940). Ægteskabet opløst 1944.

Ikonografi

Mal. af Harald Hansen, 1926-27, 1931 m.fl. Foto.

Bibliografi

Interview i Berl.tid. 13.4.1975. Lise Rishøj Pedersen i Folk 21-22, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig