Carl Petersen, Johan Carl Christian Petersen, 28.6.1813-24.6.1880, polarfarer. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). P. gik oprindelig til søs og deltog bl.a. i en rejse til Island, men uddannedes derefter til bødker og blev 1833 ansat som bødkersvend i Godhavn på Grønland. Ved en kongesalut blev hans højre hånd kvæstet, så at han var nødt til at opgive sit håndværk. En tid var han formand i Godhavn, hvorpå han 1838 udnævntes til udstedsbestyrer på Kronprinsens Eiland. Allerede n.å. blev han igen formand i Godhavn, og 1840 forflyttedes han til Upernavik, hvor han senere blev udstedsbestyrer. Hans ægteskab med en grønlænder bragte ham i nær forbindelse med den indfødte befolkning, med hvis liv og sprog han blev nøje fortrolig. Ikke blot blev han en dygtig sømand i de isfyldte farvande, men tillige en fremragende hundekusk og jæger med en højt udviklet iagttagelsesevne. Disse egenskaber var grunden til, at forskellige engelske og amerikanske ekspeditionsledere fik øje på ham, så at han efterhånden blev en skattet hjælper på flere af de ekspeditioner som ved midten af forrige århundrede eftersøgte den forulykkede John Franklin og hans folk. 1850-51 ledsagede han Penny til Wellingtonkanalen mellem Devon og Cornwallis Island, og 1853-55 fulgte han dr. Elisha Kent Kane på dennes færd gennem Smith Sund helt op til Inglefield Land. Efter hjemkomsten herfra gjorde han i' sommeren 1856 tjeneste som "kendt mand" på et af Den kgl. grønlandske handels skibe, som imidlertid af omstændighederne blev tvunget til at overvintre ved Frederikshåb, og kun få dage efter at han næste sommer var vendt tilbage til Kbh., blev han tolk på Francis Leopold Mac Clintocks ekspedition der strakte sig over årene 1857-59 og som førte til fuld klarlæggelse af Franklins skæbne. Disse rejser, på hvilke P. gjorde fortræffelig fyldest, har han selv skildret i to bøger, Erindringer fra Polarlandene 1850-55, 1857 og Den sidste Franklin-Expedition med "Fox", 1860. 1874 tog han sin afsked fra tjenesten på Grønland og udnævntes til fyrmester på Hjelm. I sit sidste leveår fik han en engelsk pension som tak for sine ydelser.

Familie

Forældre: annektert Mads Pedersen og Anne Margrethe Nielsdatter. Gift 24.9.1838 i Godhavn med Ida Berthe Seyer, født 14.6.1807 i Godhavn, død 11.11.1874 på Hjelm (Garn.), d. af matros Niels S. og grønlænderen Mette.

Udnævnelser

DM. 1859.

Ikonografi

Stik af A. Weger, 1860. Litografi i samme type 1882. Træsnit af H. P. Hansen, 1881. Foto.

Bibliografi

O. Irminger i Geografisk t. IV, 1880 82.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig