Hans Fugl, Hans (Juan) Christensen Fugl, 24.10.1811-25.1.1900, nybygger. Født i Horslunde, død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). F., hvis hjem hørte under grevskabet Christianssæde, gik i landsbyskolen og fik efter konfirmationen plads som kusk og tjener hos biskop Rasmus Møller i Maribo. Denne hjalp den begavede og energiske unge mand på Snedsted seminarium, hvorfra han tog lærereksamen 1837. Efter nogle år som huslærer blev han ansat ved Stege borgerskole. Tilskyndet af nogle rejseskildringer i Berlingske Tidende drog han 1844 til Argentina med planer om at grundlægge en koloni for danske. Han begyndte som jordbruger uden for hovedstaden Buenos Aires og mælkeleverandør til byen. 1848 flyttede han til Tandil, en lille by godt 300 km syd for Buenos Aires der var vokset op omkring et fort mod indianerne, grundlagt 1823. I denne smukke og frugtbare egn, omgivet af lave granitbjerge, øvede F. sin manddomsgerning. Han indførte hvededyrkningen her, byggede vandmølle og et bageri og tjente sig i løbet af en snes år en lille formue. Som en af de få nybyggere med uddannelse blev han valgt ind i bystyret, tog sig især af skolevæsenet og deltog i arbejdet med at få rejst en katolsk sognekirke. 1858 foretog han en rejse til Danmark, hvor han giftede sig, og på tilbagerejsen n.å. fulgte en flok unge med ham og hustruen til Tandil. Dette blev begyndelsen til en fortsat udvandring af danske, især fra de sydlige øer, til Tandil og omegn. 1866 stiftedes på F.s initiativ Det protestantiske selskab (Sociedad de Protestantes) der omfattede skandinaver, tyskere og englændere. Senere gled tyskere og englændere ud og foreningen fortsatte som Den danske protestantiske menighed. Den fik egen kirkegård, byggede dansk skole, fik 1876 dansk præst og byggede n.å. den første danske kirke i Sydamerika. Den danske menighed i Tandil har nu kirke, præstebolig og gode skolebygninger. Syd for Tandil i Necochea og Tres Arroyos voksede der efterhånden danske menigheder op med kirke, skoler og en højskole (nu efterskole). F.s vovemod og dygtighed og hans stærke åndelige sans har sat sit præg på den kulturelle, udvikling blandt danske i provinsen Buenos Aires. Kun få steder i udlandet er der gennem årene ofret så meget på at bevare dansk sprog og åndsliv som i disse egne. F. oprioldt sig i Danmark 1871-73 og var igen i Tandil 1873-75 hvor han gjorde en indsats under en revolutionær bevægelse. Fra 1875 til sin død boede han i Kbh.

Familie

Forældre: træskomand og husmand Christen F. (1767-1833) og Mette Olesdatter Godtfred (ca. 1771-1841). -25.6.1859 i Birket med Anna Dorthea Hansen, født 31.5.1836 i Store Linnet, Birket sg., død 12.3.1920 i Kbh., d. af gårdejer Hans Larsen Saugskær (1793-1873) og Ane Kirstine Fugl (1796-1880).

Ikonografi

Statue ca. 1964 af C. A. Allende. Foto.

Bibliografi

H. F.: Abriendo surcos. Memorias de Juan Fugl, Buenos Aires 1959 (selvbiografi). – Lars Bækhøj: Juan Fugls liv (på grundlag af hans egne erindr.). Tandil 1914. Særtryk af Dansk skoleforen. for Argentinas årsskr. 1912-14. T. Nissen: De mange fold, 1943. – Papirer, bl. a. erindr, i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig