Peder Olsen Walløe, 1716-27.4.1793, opdagelsesrejsende. Født antagelig i Kbh, død sst., begravet sst. Efter afsluttet skolegang blev W. uddannet som bødker. Som 20-årig blev han antaget af Jacob Severin til grønlandsskibene. Fra 1740 var han i to år bødker ved kolonien Christianshåb hvor han 1743 blev handelsassistent. Der var dog ingen muligheder for ham til at blive handelsleder. Da Jacob Severin 1748 var ved at blive træt af grønlandshandelen søgte W. om og fik tilladelse til at blive "frihandler". Han slog sig ned ved Godthåb, men havde i længden ikke synderligt held med sig. Da Det kgl.octr.almindelige Handels-Compagnie overtog grønlandshandelen ville direktionen gerne af med W.s frihandleri. Derfor foreslog man sammen med missionskollegiet at W. foretog en ekspedition for at finde den tabte norrøne Østerbygd på Grønlands østkyst hvor den måtte befinde sig efter datidens mening. W. havde selv forslagsvis udbygget A. T. Vidalins og Hans Egedes idé om at søge om på østkysten syd om landet og ved hjælp af konebåde. 6.8.1751 tog W. af sted med en sådan skindbåd, bemandet med fire matroser og to grønlandske roersker. Første etape var egnen omkring Julianehåb hvor der på det tidspunkt ikke var anlagt nogen koloni hvad W. foreslog at man skulle gøre. Efter rekognoscering i egnen, hvor han så flere af de norrøne tomter, drog han 1752 sydpå og som planlagt rundt om landet og lidt op ad kysten hvor han slog telt. Af lokale grønlændere havde han fået underretning om forholdene på sydøstkysten og dens beboere. Derefter tog han videre nordpå langs østkysten hvor han passerede Lindenovs fjord under svære isvanskeligheder. Her standsede isen ham ganske, og de medfølgende ville ikke med længere fordi grønlænderne erklærede det for umuligt at forcere isen i konebåd og kajak. 8.8.1752 måtte W. derfor gøre venderejse. Den gik gennem Prins Christians sund som den korteste vej. Efter overvintring et godt stykke oppe langs sydvestkysten nåede han 25.6.1753 Frederikshåb. Derfra rejste han hjem med det negative resultat af sin dristige færd. Østerbygden havde han ikke fundet, lidet anende at han to gange havde overvintret midt i den. Da han kom til Kbh. var der ingen der havde brug for ham, heller ikke i grønlandshandelen. Derfor flyttede han til Bornholm hvor han i Rønne blev skibsfører og senere købmand – og således ganske glemt. 1765 gjorde han opmærksom på sin eksistens ved at ansøge om embedet som by- og herredsskriver i Rønne, men forgæves. John Erichsen omtalte 1777 W.s ekspedition, men vidste ikke hvor personen bag denne ekspedition var at finde. Da hans hustru imidlertid døde flyttede W. til København hvor han en tid var pakhusopsynsmand. En lille pension han derefter ansøgte om fik han ikke hvorimod landhusholdningsselskabet tildelte ham et par kontante præmier, vel for hvad han skrev. 1787 havde Poul Egede skaffet den gamle mand plads på Vartov, og s.å. udgav O. Fabricius uddrag af W.s dagbøger i "Samleren" I. 1788 udarbejdede W. manuskriptet vedr. sine "Efterretninger om det gamle Grønland og den bedst mulige og mindst bekostelige Maade at indsejle det" hvor han henviste til sin egen metode med konebåd i 1751-53. Derved fik W. betydning for W. A. Graahs rejser 1828-30 og "Konebåds-ekspeditionen" under G. Holm og V. Garde 1883-85.

Familie

Forældre: antagelig skipper og husejer i Adelgade Ole Johnsen W. Gift 9.2.1759 i Rønne med Elisabeth Bohn, født 1723 i Rønne, begr. 21.10.1786 sst. (gift 1. gang 1750 med skipper Valerius Hansen, 1701-58), d. af købmand og kæmner Herman Klausen B. (1682-1755) og Elsebet Rasch (1677-1756).

Bibliografi

Samleren I, 1787 97-103 113-20 169-74 179-92 197-208 228-37 247-56 264-72 274-87 (P. O. W.s dagbøger). P. O. W.s dagbøger fra hans rejser i Grønland, udg. L. Bobé, 1927 = Det grønlandske selsk.s skr. V. – Grønlands hist. mindesmærker III, 1845 (fot. optr. 1976) 730 741-50. Finn Gad: Grønlands hist. II–III, 1969-76. – Manus i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig