Anders Olsen

Anders Olsen, ca. 1718-11.12.1786, Grønlandspioner. Født på øen Senja i Nordnorge, død i Igaliko, begravet sst. O. havde sandsynligvis fået nogen skoleuddannelse idet han antagelig har været ansat under Finnmarkshandelen. I hvert fald må han have kunnet både læse, skrive og regne nogenlunde da han 1742 blev antaget af "Grønlands Patron", Jacob Severin der stadig havde en vis andel i Finnmarkshandelen. På hans vegne havde Niels Rasch udpeget seks "Nordlandskarle", hvoriblandt O. og hans bror Hans var, og de blev begge placeret ved Godthåb. Her kom begge brødrene under herrnhutisk påvirkning, O. så vidt at han var på nippet til at slutte sig til denne menighed og rejse fra Grønland. Han fandt en trofast ven i kateketen Bertel Laersen der også hældede til herrnhuternes menighed. Muligvis har de stivet hinanden af og afstod fra skiftet hvilket måske hænger sammen med at de begge havde gjort sig uundværlige i deres henholdsvise tjenester. O. blev på grund af sin alsidige arbejdskraft efterhånden antaget som assistent. 1750 formåede købmand P. J. Moltzau ham til at forblive som assistent da Det kgl. octroyerede Handels-Compagni overtog handelen på Grønland. To år efter nedsatte han sig dog sammen med broderen som "frihandler" med kompagniets tilladelse, men fik tillige som opgave at rekognoscere med henblik på kolonianlæggelse nordpå.

1753 turde O. ikke fortsætte sin frihandel og indtrådte igen i handelens tjeneste som assistent. Samtidig foreslog han oprettelse af en handelsplads ved Fiskenæsset syd for Godthåb. 1754 fik han ordre til som overassistent at foretage dette anlæg. Allerede året efter blev han, delvis på eget initiativ, beordret nordpå for som købmand at anlægge en koloni ved Kangâmiut, kaldet Sukkertoppen. 1757 fik han sin gamle ven Bertel Laersen dertil som kateket. Indtil 1765 bestyrede O. denne koloni. Hans mådelige færdigheder i regnskabsføring bragte ham i et aldrig afviklet gældsforhold til kompagniet. Dette havde desuagtet fortsat tillid til ham. På grund af gælden havde direktionen måske en vis klemme på ham og udnyttede ham måske også derefter. Sagtmodig fandt han sig deri, vel også fordi opgaverne han fik tildelt appellerede til hans virketrang. 1765-67 blev han beordret til at drive et forsøg med garnfangst af hvidfisk i Holsteinsborg distrikt hvor et sund bag den ø hvor forsøget foregik stadig bærer hans navn. Fra 1767 til 1773 var han atter tilbage som købmand i Sukkertoppen (Kangâmiut). Imidlertid havde han foreslået anlæggelse af en koloni syd for Frederikshåb. Den kgl. grønl. Handels direktion tog ham på ordet, og O. forlod for stedse sit elskede Sukkertoppen. 1774 foretog han med udgangspunkt i Frederikshåb en lang rekognosceringsrejse sydpå helt til Kap Farvel og udpegede det sted hvor kolonien Julianehåb 1776 blev oprettet. O. bestyrede den til 1780 og foretog herunder endnu en rekognosceringsrejse sydpå. Hans stadige ukyndighed i regnskabsføring spillede ham endnu et puds. Han kom i for stor underbalance og måtte tage sin afsked. Den nu 62-årige søgte at slå sig igennem med den ham tilståede pension og ved fra 1782 at drive fåreavl, efter traditionen et stykke inde i Julianehåbs fjord. Efter alt at dømme havde O. på det tidspunkt ingen køer, og godt det samme, for nu (stadig efter traditionen) brændte hans nyanlagte sted. 1783 tog O. og hans ældste søn på endnu en rekognosceringsrejse, syd om Kap Farvel, og de nåede 135 km nordpå langs østkysten, men måtte vende hjem inden Prins Christians sund lagde til med is. Samme år havde han og hans familie bygget gård ved Igaliko, det gamle bispesæde Garðar, for at drive fåreavl der. 1784 fik han formeligt hjemmelsbrev på stedet, men ellers ingen som helst støtte fra direktionen, derimod et påbud om ikke under nogen omstændigheder at ligge kolonien til byrde. På den måde blev O. den første selvejende bonde i Grønland i nyere tid; men fattigt var det. Familien fortsatte traditionen han havde skabt. Den yngste søn Johannes Andersen overtog gården; det er muligt at det først var ham der udvidede bedriften med køer.

O. var personligt af et blidt, sagtmodigt gemyt, men af en stærk moralsk, pligtopfyldende, alvorlig og opofrende karakter. Han kendte sine evners begrænsning, men udnyttede dem med en vis stædighed til deres yderste grænser, fysisk stærk, sund og kraftig. Han havde en praktisk betonet fantasi og en ikke almindelig iagttagelsesevne. Hans dybt religiøse sind parret med hans følsomme gemyt førte ham nær herrnhuterne, men han sluttede sig aldrig til deres menighed. Respekten for statens kirke lå dybt i ham, måske også frygten for at miste myndighedernes bevågenhed. Han var ikke uden evne til at berette og beskrive. Indberetningerne og brevene fra hans hånd er vel absolut saglige og knappe, men afslører ofte både hans gode iagttagelsesevne, hans umiddelbare, medfølende sind og den nære tilknytning til den grønlandske del af befolkningen.