Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Jørgensen

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jørgen Jørgensen, Jørgen Peder Laurids Jørgensen, 19.5.1888-15.12.1974, undervisningsminister, landmand. Født i Kornerup ved Roskilde, død på Roskilde amtssygehus, begravet i Allerslev. Efter folkeskolen lærte J. landbrug, fortrinsvis hos sin ansete far på Bispegården i Lejre hvor slægten havde siddet siden 1789. J.s bedsteforældre var blandt dem der bragte den grundtvigske vækkelse til egnen. Hans forældre deltog aktivt i sognets liv ud fra en folkelig, social og kristen holdning der gik i arv til J. Moderen havde været elev på Vallekilde højskole hos Ernst Trier, faderen på Grundtvigs højskole Marielyst mens Grundtvig endnu levede. J. var Vallekilde-elev 1906–07 hos forstander Povl Hansen der vakte hans interesse for de Kold'ske friskoletanker. Hans kirkesyn prægedes af Vallekilde valgmenighed, og Vallekilde blev i det hele noget væsentligt i J.s liv, ikke mindst da åndsfrænden og vennen Uffe Grosen senere blev dens forstander. Teoretisk landbrugsuddannelse fik J. hos forstander J. Brink Lassen på Tune landbrugsskole 1910–11 og sammen med ungdomsvennen Svend Gyldenkærne arbejdede han 1913 ved landbruget i Skotland og Tyskland og fik på hjemrejsen indblik i danskhedens forhold i Nordslesvig hvor hans senere hustru Ester Frandsen tjente hos en søster til H. P. Hanssen-Nørremølle. Ester Frandsen var som J. opvokset i et grundtvigsk præget miljø. Fra 1917 drev de Hule mølle og overtog 1923 Bispegården hvor de mange impulser fra ungdomsårene samledes i et virksomt liv, gårdens drift, ikke mindst avl af Frederiksborg-hingste, deltagelse i kommunalt arbejde, møder i friskole og forsamlingshus, hjemmeundervisning af børnene, diskussioner med gårdens piger og karle og gæster, alle omkring langbordet med J. for bordenden, optagethed af politiske og åndelige brydninger, alt anskuet ud fra et grundtvigsk-folkeligt livssyn hvis ydre tegn blev oprettelsen af Osted valgmenighed 1924 hvis formand J. var til 1930. Vallekilde var forbilledet. "Kirkegangen passet ind i travle menneskers hverdagsliv, ikke opstyltet kirkelighed til søndagsbrug, men en naturlig trang til at leve et sandt og ærligt kristent liv" som J. udtrykte det. 1919–21 var J. formand for Roskilde højskoleforening og i samarbejde med forstander Thomas Bredsdorff, Roskilde højskole, arrangør af store folkemøder i Herthadalen. 1921–29 var han formand for Osted-Allerslev sogneråd og 1925–28 for Roskilde amts sognerådsforening samt medlem af Roskilde amtsråd 1928–38. Nogle år sad han desuden i bestyrelsen for amtets landboforening.

Som ung nærede J. en drøm om forening af venstre og det radikale venstre. Sammen med redaktør Erik Svarre, Køge, oprettede han 1916 Uafhængig venstreungdoms forening der trivedes indtil det store opgør mellem de to partier 1920. Da meldte J. sig ind i det radikale venstre i protest mod kritikken af H. P. Hanssen og i harme over det spil der før og under påskekrisen blev drevet for at omgå folkenes selvbestemmelsesret i grænsepolitikken. J. var 1924 og 1926 de radikales kandidat i Køgekredsen og indvalgtes 1929 i folketinget af Frederiksværkkredsen. Hans indsigt i landbrugsforhold og kommunale sager blev hurtigt taget i anvendelse af hans parti. Han var ordfører for en række kommunale love, sad i landbokommissionen af 1931 og deltog i det snævre udvalg der færdiggjorde socialreformen. 1934 valgtes han til formand for den radikale folketingsgruppe, men fratrådte året efter da 1935-valget bragte ham ind på den plads, hvor han skulle gøre sin betydeligste indsats. Efter Niels Frederiksen opstilledes han 1935 i Lejrekredsen, senere også i Roskildekredsen, og repræsenterede sin hjemegn i folketinget til 1960. Da regeringen efter justitsminister C. Th. Zahles udtræden p. gr. af alder skulle have en ny radikal minister tilbød statsminister Stauning J. at blive kirkeminister. Det ministerium fandt J. for ubetydeligt. Han kendte sit værd og sagde nej til at indtræde i regeringen medmindre han blev undervisningsminister. Det blev han. Stauning så i ham ikke blot en dygtig politiker, men også et for den radikal-socialdemokratiske regering vigtigt forbindelsesled til brede folkelige kredse på landet. J. var allerede da kendt som taler ved mange møder om kirke- og skolepolitiske forhold og vandt umiddelbart sine medborgeres tillid. I de første par år som minister arbejdede han på møder landet rundt for at vinde forståelse for den folkeskolereform han fik gennemført 1937, og som bragte landsbyskolen på linje med købstadskolen i timetal og fagkreds og indførte den frie mellemskole ved siden af eksamensmellemskolen.

Nu begyndte opførelsen af centralskoler på landet, dog hæmmet af verdenskrigen et par år senere. J. anerkendte fuldt ud den akademiske dannelses betydning på en række samfundsområder, men afgørende for ham var det at skabe bedre uddannelse for de mange elever der skulle videreføre og udbygge erhvervene. Det synspunkt sammen med ønsket om at skabe rigere muligheder for individuel menneskelig udfoldelse lå bag den anden store reform i hans ministertid: ungdomsskole for de ufaglærte, forbedrede vilkår for højskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler og en stærkt udvidet adgang for kommuner og private organisationer til at etablere aftenskoleundervisning. Det folkelige oplysningsarbejde gennem oplysningsforbund fik dermed et kraftigt skub fremad. Alle disse love gennemførtes 1941–42 og skærpede nok besættelsesmagtens agtpågivenhed over for J. Kort efter den tyske besættelse 9.4.1940 tog J. initiativet til drøftelser der resulterede i De ældres råd som organiserede mødevirksomhed med tillidsmænd i alle amter for at styrke det folkelige sammenhold, og som også var en støtte for Dansk ungdomssamvirke. Besættelsesmagtens uvilje mod J. kom frem nov. 1942 da den forlangte at han ved dannelsen af regeringen Scavenius skulle fjernes fra undervisningsministeriet. J. ville da gå af som minister, men bøjede sig for sit partis ønske om at han skulle forblive som indenrigsminister. På den post fungerede han indtil 29.8.1943. Det var ham en bitter skuffelse at modstandsbevægelsen modsatte sig at han og andre ministre fra Scavenius-regeringen indtrådte i befrielsesregeringen maj 1945. Han mødte her en ufordragelighed der var hans varme, åbne og bredt favnende personlighed fremmed.

Annonce

1945–57 var J. formand for den radikale folketingsgruppe og stod sammen med Bertel Dahlgaard ubestridt som partiets leder med betydelig indflydelse på al væsentlig lovgivning. Han sad i forfatningskommissionen sammen med Bertel Dahlgaard og de to sikrede med deres partis stemmer at regeringen Erik Eriksen-Ole Bjørn Kraft sad så længe at grundloven af 1953 bragtes sikkert i havn. I årene derefter kom der flere gange tilbud fra Hans Hedtoft og H. C. Hansen til de radikale om at genoptage tredivernes radikal-socialdemokratiske regeringssamarbejde. J. var, bl.a. ud fra ønsket om at videreføre skolelovgivningen, tilbøjelig til at modtage tilbudet, men fik ikke partiet med sig. Det havde han heller ikke fået da der nov. 1945 kom tilbud fra Knud Kristensen om at indtræde i hans venstreregering, og J.s ungdomsdrøm om sammenslutning af venstre og radikale brast definitivt da Knud Kristensen gik ind i sin aktivistiske Sydslesvigpolitik 1946–47, og da Erik Eriksen dannede regering med de konservative 1950. Der lå i J.s folkelige grundtvigianisme og sociale syn, der gjorde et samarbejde med socialdemokratiet naturligt for ham, en binding der udelukkede konservativ regeringsdeltagelse. Det ændredes først i 1960erne da socialdemokratiet ved det nære samarbejde med SF 1966–68 brød det gamle samarbejdsmønster mellem socialdemokrater og radikale. J. støttede da fuldt ud dannelsen af RKV-regeringen under Hilmar Baunsgaard. -Når J. fandt det nødvendigt at besvare Knud Kristensens Sydslesvigpolitik med en mistillidsdagsorden der styrtede venstreregeringen skyldtes det hans dybe respekt for nationalitetsprincippet. Grænsen var lagt fast 1920 efter befolkningens eget ønske ved folkeafstemning. Den afgørelse kunne ikke ændres fordi der rejstes en stemningsbølge som kunne og sandsynligvis ville genskabe det gamle dansk-tyske spændingsforhold i grænselandet. Af samme grund gik J. stærkt imod ophævelsen 1946 af den frisindede skolelovgivning for det tyske mindretal i Sønderjylland. Han anså ophævelsen for hævnbestemt og kortsynet – ikke mindst fordi han ønskede en tilsvarende frisindet ordning for det danske mindretal i Sydslesvig som han i de følgende år arbejdede for at hjælpe og sikre bedst muligt. Det var også respekten for nationalitetsprincippet der 1938 lod J. ophæve bestemmelsen om dansk undervisningssprog på Færøerne, og ligeledes 1961 da han fik afsluttet en gammel dansk-islandsk strid med loven om tilbageføring til Island af de islandske håndskrifter i den arnamagnæanske samling og i Kgl. bibl. i Kbh. Det nagede ham at der skulle gå ti år med søgsmål om lovens gyldighed, men han tvivlede aldrig på lovens holdbarhed, og det var ham en stor glæde som 83-årig at være den islandske regerings hædersgæst ved overdragelsen af Flatøbogen og Ældre Edda til Islands universitet 1971.

J.s anden periode som undervisningsminister lå i årene 1957–61 i trekantregeringen under H. C. Hansen og det første år af den radikal-socialdemokratiske regering Viggo Kampmann. Hans hovedmål var en videreførelse af skolelovgivningen fra 1937. Den forberedte han i udvalg i sit eget parti, i Askovudvalget af grundtvigsk prægede venstremænd, radikale og socialdemokrater og i en omfattende mødevirksomhed. Ethvert skel mellem landsbyskole og købstadskole skulle slettes, eksamensmellemskole og fri mellem afskaffes og folkeskolens syvårige undervisning foregå i en udelt skole med valgmuligheder for både bogligt og praktisk interesserede elever. Helt efter J.s ønske blev folkeskoleloven af 1958 ikke. Den udelte skole kunne gennemføres som forsøg, men J.s forudseenhed viste sig snart. Forsøgene blev det almindelige og ti år senere var den udelte skole reelt gennemført af lærere, forældre og kommuner i samarbejde. Det frivillige oplysnings- og fritidsarbejde fremmedes ved den store ungdoms- og aftenskolelov 1961, og s.å. tilførtes der Ungdommens uddannelsesfond så store midler at der virkelig kunne blive tale om hjælp til unge trængende under uddannelse. J.s indflydelse rakte imidlertid langt ud over undervisningsministeriets område. Som minister fulgte han alle vigtige sager i regeringen, og som gruppeformand deltog han i alle vigtigere forhandlinger i tinget. Han formidlede gerne samarbejde og så det som en væsentlig parlamentarisk opgave at sikre et bredt flertal bag væsentlige reformer, men han kunne også være stejl, når det gjaldt principper hvor han ikke kunne gå på kompromis. Da blev hans ellers milde øjne hvasse og stemmen hård. Han havde stærk tillid til sine anskuelsers rigtighed. For ham var ideerne bag de folkelige og politiske bevægelser fra midten af 1800-tallet levende realitet. Da han i det sidste år som minister opnåede de nordiske landes tilslutning til oprettelse af Nordens folkelige akademi i Kungälv ved Göteborg virkeliggjorde han tanken i Grundtvigs skrift fra 1838 Skolen i Soer. Men han så mindst lige så meget frem i tiden, ofte længere end de fleste andre. Hans skolelove er vidnesbyrd derom. Han var ikke bundet af problemerne i et nu svundet bondesamfund, men så i industrisamfundet en mellemstands problemer der trængte sig på til løsning, og han der havde lagt så stor en indsats i nordisk samarbejde var ikke i tvivl om at Danmark også havde en opgave i europæisk samarbejde i EF. - En søn er departementschef i finansernes centralstyrelse, 1973–75 formand for Det centrale uddannelsesråd, Erling Jørgensen, født 13.1.1931, dødt 15.12.1990, cand. polit. 1956.

Familie

Forældre: gårdmand Niels J. (1856–1935) og Johanne Svendsen (1858–1941). Gift 5.6.1917 i Osted med Ester Frandsen, født 19.3.1893 i Osager, død 14.7.1976 i Allerslev, d. af gårdejer Jens Peter F. (1864–1937) og Kristiane Mortensen (1867–1927). – Far til Eigil J.

Ikonografi

Mal. af Magdalene Hammerich, 1942. Afbildet på mal. af forfatningskommissionen af 1949, malet af Johs. Nielsen, 1953 (folketinget). Tegn. af Hans Bendix, 1960 (Kgl. bibl.). Mal. af Henry Heerup, 1963 (folketinget). Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen, 1974 (Amalienborg). Mal. af Ole Søndergaard. Livsmaske. Foto. – Mindesten af Ulf Rasmussen skænket af Islands regering, rejst ved Osted fri- og efterskole 1977.

Bibliografi

J. J.: Erindr., ved Harald Westergård Andersen, 1970. - Gunnar Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 53–56. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre, 1955. Henning Bregnsbo: Kampen om skolelovene af 1958, 1971. Sv. Thorsen: Folketinget i nærbillede, 1974. Helge Larsen i Politiken 16.12.1974. Poul Møller i Berl. tid. s.d. Bent A. Koch og Jens Ravn Olesen i Kristeligt dagbl. s.d. Roar Skovmand og Jens Rosenkjær sst. 17.12. s.å. Roskilde tid. 16.12.1974. Dagbladet s.d. Helge Larsen i Årbog for da. skolehist. 1978 116–33. Det radikale venstre i medvind og modvind 1955–80, red. Helge Larsen, 1980. De danske ministerier 1929-53, ved Tage Kaarsted, 1977. Formidler og virkeliggører, red. Jørgen Thorsgaard, 1977. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Jørgen Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292395