Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Guldberg

Oprindelige forfattere MeHa og HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ove Guldberg, 2.12.1918-28.2.2008, udenrigsminister. Født i Nysted, begravet på Østre kirkegård, Roskilde. G. blev student fra Roskilde katedralskole 1937, cand.polyt. 1942 og cand.jur. fra Kbh.s universitet 1949. Han var ansat som ingeniør ved Vejle kommune 1942, i firmaet K. Hindhede 1943, ved Kbh.s kommune, stadsingeniørens direktorat, 1944–46 og ved fiskeriministeriets forsøgslaboratorium 1946-47. Som medlem af hovedbestyrelsen for Dansk ingeniørforening 1946-48 indledte han et mangeårigt arbejde for ingeniørstanden. Han var dens sekretær 1948-52, derefter dens direktør 1952-65 i hvilken periode han bidrog væsentligt til den kontraktansættelse af ingeniører i statens tjeneste som efterhånden overførtes til andre områder af statstjenesten. 1956 blev han også sekretær for foreningen af rådgivende ingeniører og dens direktør 1965-68. Desuden var han 1957-68 direktør for A/S Dansk ingeniørforenings hus hvis planlægning og gennemførelse han deltog aktivt i. Også det internationale samarbejde mellem ingeniører var han deltager i som sekretær for Conference of Representatives from the Engineering Societies of Western Europe and the United States of America. Ud over disse mange hverv i tilknytning til ingeniørernes arbejdsområde var han præsident for civilforsvarsforbundet og medlem af civilforsvarsrådet 1962-65 og sad i bestyrelsen for A/S Kryolit mine- og handelsselskab 1962-68. – G. begyndte sin politiske virksomhed som kandidat for det konservative folkeparti i Ribe amt 1947, men gik senere over til venstre. 1963 opstilledes han af dette parti i Odsherredkredsen der valgte ham til folketinget 1964-77. Han var minister for offentlige arbejder i RKV-regeringen 2.2.1968-11.10.1971 og gennemførte i forbindelse med kommunalreformen nyordning af vejstyrelsen med stats-, amts- og kommunale veje, reduktion af statsrefusionen til kommunale vejudgifter og bloktilskud. Endvidere vedtoges anlæg af ny motorvejsbro over Storstrømmen (Farølinjen), videreførelse af motorvejsanlæg på Sjælland og i Jylland, udvidelse af Kastrup lufthavn, lufthavnen ved Tune og planlægning af storlufthavn på Saltholm. Sin liberale og teknologiske indstilling viste G. som ivrig fortaler for faste priser og tidsfrister i offentlige licitationer og gennem rationalisering med mandskabsbesparelse, navnlig inden for statsbanerne, og fremme af containertransport. I regeringen Poul Hartling 19.12. 1973-13.2.1975 var G. udenrigsminister og gik som ubetinget tilhænger af EF ind i de mange opgaver der skulle løses efter Danmarks tiltræden af organisationen. Efter sin afgang som udenrigsminister var han 1973-77 medlem af Europaparlamentet og deltog i meget udvalgsarbejde i Strasbourg, Luxembourg og Bruxelles. I 1976 blev han hovedpersonen i den såkaldte frikortsag. Det kom frem, at G. havde fået rejserefusion fra Europaparlamentet, imidlertid havde han fløjet gratis i egenskab af sin rolle som bestyrelsesmedlem i SAS-koncernen. I 1987 forlod han Danmark og bosatte sig i hhv. Irland og Spanien. Han førte flere retssager mod Danmark, bl.a. om udlandsdanskere valgret. G. vendte tilbage til Danmark i 2003. I Det uregerlige Danmark, 1979 skildrede G. 1970ernes politik.

Familie

F: dommerfuldmægtig Frede G. (1890-1932, gift 2. gang 1921 med Marie Louise Grandjean, 1891-1972) og cand.jur. Else Richter (1891-1920). Gift 16.5.1942 i Roskilde med Else Margrethe Christiansen, født 31.1.1921 i Slagelse, død 8.9.2005, d. af lærer Vilhelm C. (1885-1960) og Kirsten Pedersen (født 1890).

Udnævnelser

R. 1962. K. 1969. K.1 1975.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Helge Larsen: Ove Guldberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290321