Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Christmas Møller

Oprindelig forfatter TKaa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

John Christmas Møller, Guido Leo John Christmas Møller, 3.4.1894-13.4.1948, udenrigsminister. John Christmas Møller blev student 1911 fra Rungsted, cand.jur. 1922. Allerede i gymnasiet blev han politisk vakt. Han var meget nationalt indstillet og for et stærkt forsvar, men dette betød dog ikke en kritikløs tilslutning til højres politik med dens estrupske efterklange. I samarbejde med den seks år ældre Aage Kidde hvis påvirkning John Christmas Møller for sit eget vedkommende tilskrev en afgørende betydning oparbejdede han den konservative ungdomsorganisation (formand 1916-18 og 1919-22), der forfatningspolitisk reagerede over for de privilegier for besiddelsen som højres rigsdagsgruppe til det sidste fastholdt. Det var derfor i overensstemmelse med John Christmas Møllers og ungdomsorganisationens standpunkter at højre 1915 under navn af det konservative folkeparti drog den nye forfatnings konsekvenser og stillede sig ind på den almindelige valgrets grund. Hans arbejde inden for ungdomsorganisationen førte til at han ved valgene 1920 var opstillet som partiets kandidat i Kertemindekredsen og den ene af Odense-kredsene, og ved septembervalget opnåede han valg. 1923 blev han partiets forretningsfører. Som sådan udførte han energisk og gennemtænkt organisations- og agitationsarbejde. Han var gennem årene partiets mest benyttede taler ved møder ude i landet. 1924 valgtes han ind i folketingsgruppens bestyrelse; men først efter at han 1927 blev gruppens næstformand trådte han frem i første række på rigsdagen. 1928 afløste han Victor Pürschel som folketingsgruppens formand. 1931 blev han formand for den samlede rigsdagsgruppe, og endelig valgtes han på repræsentantskabsmødet 1932 til partiets formand. Al magt var således samlet hos ham. Hans flid, pågåenhed og evne til at samle støtte, i forbindelse med mangel på rivaler af format havde ført ham så langt.

Igennem 1920erne pinte det John Christmas Møller at venstre tog føringen med ringe hensyntagen til det konservative folkeparti. Skønt han tilbød ministeriet Madsen-Mygdal samarbejde på lige fod blev dette afvist. I 1929 så John Christmas Møller. ingen anden mulighed for at komme ud af venstres skygge end at forårsage ministeriet Madsen-Mygdals fald på en i sig selv beskeden uenighed om forsvarsbudgettet. Det hævdedes at "Piccoloen", som Christmas Møller med sit gaminagtige ansigt blev kaldt, tabte terrinen. Alt tyder dog på at hans handling (det konservative folkeparti undlod at stemme for finansloven) var nøje gennemtænkt omend mange af hans partifæller i rigsdagsgruppen og uden for ikke erkendte hvad hans taktik indebar. Valget 1929 indebar et mandattab på seks for det konservative folkeparti, men det var markeret at venstre ikke kunne negligere de konservative. På den anden side drog John Christmas Møller den lære at forsvarssagen alene ikke var tilstrækkelig til at bære det konservative folkeparti oppe.

Igennem 1930erne søgte John Christmas Møller fortsat at placere sit parti såvel parlamentarisk som i forhold til vælgerne. Oktober 1931 drev han således igennem at de konservative støttede SR-regeringens kriseforslag om hjælp til landbruget og de arbejdsløse. I sig selv var foranstaltningerne lidet omfattende, men de havde symbolværdi: når venstre ikke ville acceptere det konservative folkeparti som en jævnbyrdig partner måtte det skubbes til side. Det var derfor en stor skuffelse for John Christmas Møller at SR-regeringen i 1933 indgik Kanslergadeforliget med venstre med udelukkelse af det konservative folkeparti. Over for autoritære forestillinger og fremtrædelsesformer sydfra var han hele tiden afvisende. Han var for den demokratiske konservatisme. I 1930erne gik alle hans politiske bestræbelser ud på at få sit parti, hvis ubestridte leder han nu var, ud af den parlamentariske skammekrog. Da socialdemokratiet og det radikale venstre ved landstingsvalget 1936 også fik flertal i dette ting tilråbte han 16.11.1937 Stauning: "Hvad dælen nøler I efter?" John Christmas Møller mente at hermed var landstingets rolle som konservativ magtfaktor udspillet, og det gjaldt derfor nu om at holde socialdemokratiet og det radikale venstre fast på deres gamle standpunkt om at landstinget burde afskaffes. I stedet burde andre konservative garantier opstilles. Da venstre gik imod at ændre 1915-grundloven så John Christmas Møller en mulighed for at komme i en dialog med socialdemokratiet idet han også hermed håbede at kunne gavne forsvarssagen. John Christmas Møller kom under kraftig kritik fra konservative som Pürschel og Holger Andersen der repræsenterede de kredse i partiet som ikke ønskede nogen forfatningsændring. Støttet af sit alter ego, Anders Vigen og Berlingske Tidende, trådte John Christmas Møller uden skånsel sit partis højrefløj ned.

Annonce

I 1938 nåede socialdemokratiet og det radikale venstre til enighed med John Christmas Møller om et forfatningsforslag byggende på det af John Christmas Møller forkyndte slogan: "ét vælgerkorps, én valgdag". Af den konservative landstingsgruppe var kun fire for forslaget. Forud for folkeafstemningen 1939 lod han udfra en ubegribelig taktisk fejlvurdering forstå at han ville gå som partiformand hvis grundlovsforslaget faldt. Dette gav de konservativt-konservative en oplagt mulighed for at få ram på ham ved at afholde sig fra at stemme. Forslaget faldt da også, og John Christmas Møller afgik 31.5.1939 som formand, bitter, nedslidt og fuld af foragt for sine partifæller. Takket være John Christmas Møller var det konservative folkeparti kommet ud af sin isolation, og det havde fået tilført mange middelklassestemmer; men partiet var ikke homogent, og det havde ikke i 1930erne formået at øve nogen afgørende indflydelse.

9. april 1940 oplevede John Christmas Møller som ydmygende. Han ønskede at det danske forsvar havde optaget en egentlig kamp, og han følte det bittert at han ikke selv kom til at deltage i en sådan. Ved samlingsregeringens dannelse 10.4.1940 blev John Christmas Møller minister u.p. (tilknyttet handelsministeriet). Han var straks 9.4. for P. Munchs afgang som udenrigsminister, men indså hurtigt at dette ville bane vejen for Erik Scavenius. Det konservative folkepartis - og andre kredses - uvilje mod Munch var dog for stor, og ved regeringsdannelsen 8.7.1940 gled han ud. Ved denne lejlighed blev John Christmas Møller handelsminister. Men da han på lukkede møder udtalte sig i antitysk retning måtte han 3.10.1940 på tysk krav gå af som minister og 10.1.1941 også som medlem af folketinget og som forretningsfører for partiet. Han var nu uden for ethvert offentligt virke og søgte en tid med ringe held at virke som advokat. Han var og blev politiker og intet andet. John Christmas Møller optog nu kontakt med den tidlige modstandsbevægelse. Det var Frode Jakobsen fra Ringen og kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog sammen med hvem han grundlagde det illegale blad "Frit Danmark" hvis første lederartikel John Christmas Møller skrev. På grundlag af en tvivlsom og forældet britisk invitation rejste han med sin hustru og søn 1.5.1942 via Sverige illegalt til England i tillid til at han kunne blive leder af alle frie danske i kampen mod nazismen.

Opholdet i London blev en stor skuffelse og gav ligesom grundlovsnederlaget næring til den bitterhed og desperation som prægede John Christmas Møller i hans sidste år. Den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, modarbejdede ham, og briterne nærede mistillid til ham pga. hans egenrådighed og uforsigtige omgang med klassificeret materiale. Selv om John Christmas Møller blev formand for Det danske råd forblev han isoleret og uden indflydelse i London. Af stor betydning for opinionen i Danmark blev derimod hans mange taler i BBC hvori han æggede til kamp mod besættelsesmagten.

Dette i forbindelse med at han fremstod som den første danske politiker der var trådt op mod nazismen gav ham den platform som førte frem til udenrigsministerposten i befrielsesregeringen 5.5.1945. John Christmas Møller havde gerne set sig selv som dens statsminister, men han lagde sig bl. a. under forhandlinger i Stockholm i februar 1945 ud med danske modstandskredse ved at ønske færre ministre fra modstandsbevægelsen end denne krævede og var i stand til at få.

Som udenrigsminister gennemførte John Christmas Møller 16.5.1945 ratifikationen af den af Henrik Kauffmann med USA indgåede overenskomst af 9.4.1941 om forsvaret af Grønland og loven af 1.10.1945 om udenrigstjenesten hvorved denne udvidedes med 40 poster med henblik på det øgede internationale samkvem som forventedes efter krigen. John Christmas Møller optrådte samtidig i rollen som sandsiger. Da der rettedes angreb mod de entreprenører som efter henstilling fra den danske regering havde påtaget sig arbejder for værnemagten svarede han 21.5.1945 med at sige at vi alle var under anklage. 8.7.1945 forsvarede han i en tale i Stege de embedsmænd der havde udført forhandlingspolitikken, han advarede samtidig mod at række hånd til den sydslesvigske bevægelse, og henvendt til landbruget sagde han at det ikke kunne forvente at opretholde det prisniveau som det på hele samfundets bekostning havde haft under krigen.

Talen havde karakteren af politisk selvmord, ikke mindst når den ses i sammenhæng med andre udtalelser som: "vi er alle blevet socialister" (30.5.1945). I slutningen af juli 1945 gennemtvang John Christmas Møller at regeringen accepterede en ny handelsaftale med Storbritannien. Den betød betydeligt ringere priser for landbruget og vakte megen vrede i landbokredse.

Efter megen tøven indmeldte John Christmas Møller sig i slutningen af august 1945 atter i det konservative folkeparti som han havde udmeldt sig af ved flugten i 1942. Af unge konservative hilstes han velkommen mens jævnaldrende og ældre partifæller nærede store betænkeligheder ved hans synspunkter og den måde på hvilken han forkyndte dem. Således erklærede han før folketingsvalget 30.10.1945 at han ønskede at det politiske liv aldrig måtte forme sig så skarpt at han ikke i fremtiden kunne mødes med de kommunister med hvem han havde haft et godt samarbejde. En sådan udtalelse måtte selv i 1945 virke skræmmende på mange borgerlige. Ved valget hvor det konservative folkeparti gik fra 31 ned til 26 mandater blev han valgt i søndre storkreds, og da han afgik med den øvrige regering 9.11.1945 valgtes han til formand for det konservative folkepartis rigsdagsgruppe. Imidlertid bragte John Christmas Møllers "grænsen-ligger-fast"-holdning ham i stadig større uoverensstemmelse med sit parti. I juni 1946 erstattedes han som Sydslesvig-ordfører af Ole Bjørn Kraft, og han undlod sammen med Flemming Hvidberg at stemme for den dagsorden som reddede Knud Kristensen.

Efter de konservatives nederlag ved landstingsvalget 1.4.1947 nedlagde John Christmas Møller sit hverv som rigsdagsgruppens formand. 20.7.1947 angreb han på et radikalt stævne sit eget partifordi det krævede folkeafstemning i Sydslesvigsagen, og under folketingets slutopgør med Knud Kristensen. 2. og 3.10.1947 stemte Christmas Møller sammen med socialdemokratiet, det radikale venstre, Danmarks kommunistiske parti og retsforbundet mod venstre, det konservative folkeparti og dansk samling. Han følte sig nu nærmest partiløs. Forud for det valg Knud Kristensen udskrev til 28.10.1947 var John Christmas Møller inde på den urealistiske tanke med det konservative folkepartis samtykke at danne et nyt parti der kun skulle adskille sig fra moderpartiet med hensyn til Sydslesvig. Det afvistes af gruppen der i øvrigt havde strakt sig vidt over for John Christmas Møller og af hovedbestyrelsen der i stedet tilbød at han kunne blive opstillet i tilslutning til partiet, hvad han til gengæld afviste fordi han mente det ville skabe usikkerhed om partiets linje.

6.10. udtrådte han af rigsdagsgruppen, og 12.10. lod han sig opstille som løsgænger uden for partierne i Sønderjylland hvad der var udsigtsløst. En opstilling i hovedstaden sammen med meningsfæller havde formentlig været John Christmas Møllers eneste chance. I Sønderjylland fik han under 4.000 stemmer og var dermed helt uden mulighed for valg. John Christmas Møllers dage som politiker var talt. I forbindelse med det konservative landsrådsmøde i november 1947 var der bestræbelser for at han skulle indbydes; men han havde selv brudt broerne af bag sig til det parti som han dybest set slet ikke havde været i overensstemmelse med siden sin hjemkomst fra London. Han var nu i virkeligheden nedbrudt fysisk og åndeligt. 6.4.1948 meldte han sig ud af sit gamle parti og var i sin desperation endog inde på overvejelser af at indmelde sig i det radikale venstre skønt dette parti jo i forsvarssagen ville have beredt ham de samme skuffelser som det konservative folkeparti havde gjort i det sydslevigske. Man kom i disse dage til at tænke på John Christmas Møllers ofte citerede udtalelse da hans politiske stjerne stod i zenith i 1930erne: "Havde det ikke været for forsvarssagens skyld, kunne jeg godt være blevet radikal." Men også på hans ven og pennefører, redaktør Anders Vigens ord om Christmas Møller lige efter krigen: "Han kommer aldrig over, at han ikke stod ved grænsen med et gevær den 9. april." En nådig død 13.4.1948 skånede John Christmas Møller for flere bitre oplevelser.

John Christmas Møller kom 1945 hjem til Danmark med den politiske dødsdrift i hjertet. I 1948 gjorde han den observation at han altid havde haft trang til at holde med den svage og slagne: "Jeg vil ikke påstå, at jeg stiler mod nederlag; men sejrherrer afslører ofte de uheldigste sider af deres karakter". Han følte sig i virkeligheden som en nederlagets mand. Londonårenes isolation både i forhold til udviklingen i Danmark og navnlig til de allierede havde gjort ham næsten desperat. John Christmas Møllers grundopfattelse havde dertil i mange år været at der ikke skulle være klasseforskel, men nok personforskel. Han var antikapitalist i et parti der hyldede privatkapitalismen, og han var republikaner i et royalistisk parti, modstander af ordensvæsnet selv om hans fæller gerne lod sig dekorere, irreligiøs blandt kirkeligt indstillede partifæller og vælgere, og han hadede de bonede gulve skønt disse fornemmeligen betrådtes af tilhængere af konservatismen. Paradoks efter paradoks prægede hans grundopfattelse.

Hvorledes han da kunne hævde sin førerstilling inden for det konservative folkeparti i så mange år er også i sig selv noget af et paradoks. Men i forsvarssagen og i trangen til selvstændiggørelse i forhold til venstre var der dog et holdepunkt, og hertil kom hans udstråling - hans charisma -hans overordentlige viljestyrke og jernflid og sidst, men ikke mindst, hans uafhængighed og frygtløshed. Ved hjælp af disse egenskaber skabte han sig en betydelig tilhængerskare, og derved nåede han toppen inden for det konservative folkeparti. Sin derved vundne magtposition brugte han som det er skildret til at føre det konservative folkeparti ud af venstres skygge og frem som partiet i midten. Derfor havde han afsadlet ministeriet Madsen-Mygdal i 1929 og medvirket i de første kriseforlig, derfor havde han følt sig ilde berørt over regeringens samarbejde med venstre fra 1933, og derfor prøvede han i grundlovssagen at støde venstre ud og komme i kontakt med socialdemokratiet. I en vis forstand fuldbyrdedes John Christmas Møllers bestræbelser med VK-regeringens dannelse i 1950. Men han forblev altid et stridens tegn, ikke mindst i sit eget parti, og hans uforfærdethed under besættelsen bragte ham ikke posten som den hele nations leder. Han kunne ikke samle.

John Christmas Møller har skrevet Danmark under anden Verdenskrig, 1945, Naar Danmark atter er frit, 1945, og En tale, som ikke blev holdt, 1948.

Familie

John Christmas Møller blev født i København (Johs.) og døde i København.
Forældre: bogholder, senere vekselerer Hans Christian Møller (1866-1938, gift 2. gang med Ragna Eskildsen, 1903-47) og Anna Cathrine Christmas (1868-1919). Gift 1. gang 28.9.1919 i København (Pauls) med Carmen Elisabeth Signe Munthe Riis, født 4.6.1890 i Montevideo, Uruguay, død 30.7.1962 i København, d. af skibsfører Richard William R. og Elisabeth Julie Hanne Christiane Otto Lissner (1867-1929, gift 2. gang 1901 med godsejer Johan Knudsen, 1865-1942); ægteskabet opløst. Gift 2. gang 19.5.1923 i København (b.v.) med cand.phil., senere filmcensor Gertrud Jessen, født 14.8.1894 i Tårbæk, død 11.2.1974 på Frederiksberg, d. af cand. polit., skolebestyrer, senere direktør for brødfabrik og assurandør Jes Valdemar Jessen (1865-1921, gift 2. gang med Asta Marie Palsbo (1870-1942, gift 2. gang 1926 med ingeniør Henry Rørbye Angelo, 1876-1930)) og Anna Grandjean (1866-1931).

Ikonografi

Talrige karikaturer, bl.a. af H. Jensenius 1928, 1933 og 1945, af Valdemar Møller, 1932 (folketinget) og af Carl Jensen. Linoleumssnit af K.J. Almquist, 1941. Miniaturemaske af H. Isenstein, 1945, efter livsmaske. To mal. af Laur. Larsen, det ene 1949 (folketinget). Posthumt mal. af Otto Christensen (Fr.borg) på basis af talrige tegn. Buste af Gottfred Eickhoff. Relief af Wienberg Jensen på mindesten, 1949 (Ashøje plantage). Statue af Gudmundsen-Holmgren, 1951 (Kongens have, Odense). Foto.

Bibliografi

John Christmas Møller: En politikers åbenhjertige mening om dansk politik, 1948. Vi er alle socialister. Sagt og skrevet af John Christmas Møller, 1966. Londonbreve, ved Jørgen Hæstrup, 1974. -G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 321-24. Knud Secher: Christmas Møller, 1945. Chr. Torpe i Gads danske magasin, 1946 257-67. Bogen om Christmas Møller skrevet af hans venner, 1948. Jens Winther i Berl. tid. 3.4.1964. Søren Krarup i Berl. aftenavis 6.12.1974. Tage Kaarsted i De danske ministerier 1929-53, 1977. - Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tage Kaarsted: John Christmas Møller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288388