Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Scavenius

Oprindelige forfattere FTBF og VSj

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Scavenius, Harald Roger Scavenius, 27.5.1873-22.4.1939, udenrigsminister, diplomat. Harald Scavenius blev student 1892 (privat) og mag.art. i fransk 1900. Han fik accessit 1896 for en afhandling om fransk middelalderlitteratur men fortsatte ikke den videnskabelige vej. 1900 ansattes han i udenrigsministeriet og sendtes 1904 som legationssekretær til St. Petersborg, 1909 til Paris og 1911 til London som legationsråd.

Hans interesse vaktes for de sociale spørgsmål og 1911 udgav han bogen Fagforeningsbevægelsen i Frankrig der 1912 fulgtes af endnu en bog: Af den nyere engelske Arbejderbevægelses Historie. Han var sympatisk indstillet over for den moderate side af arbejderbevægelsen men kritisk over for den teoretisk marxistiske retning.

1912 udnævntes han til den vigtige stilling som gesandt i Rusland. Hans indberetninger om tilstandene i det russiske rige og om landets udenrigspolitik ligger på et højt plan. Man mærker at der er en både intelligent og kyndig iagttager bag disse indberetninger. Han havde blik for de elendige sociale tilstande og de politiske følger de kunne få. Den borgerlige revolution i februar/marts 1917 hilste han med tilfredshed men skuffedes snart over den provisoriske regerings mangel på handlekraft. Han iagttog bolsjevikkernes voksende magt under Lenins ledelse og oktober/november-revolutionen 1917 kom ikke bag på ham. Men i lighed med alle vestlige diplomater troede han til at begynde med at det nye styre hurtigt ville bryde sammen. Såvel den danske regering som Harald Scavenius var enige om at han burde forblive i Rusland for at beskytte danske borgere og deres interesser men at man skulle søge at undgå en formel anerkendelse af styret. Denne politik lykkedes det at gennemføre til nov. 1918 da de sejrrige allierede magter lagde pres på den danske regering for at få den til at afbryde den diplomatiske forbindelse med sovjet-styret. Regeringen følte sig tvunget til at give efter og udviste de sovjetiske repræsentanter der hidtil havde virket i Danmark. Desuden hjemkaldtes Scavenius der dog søgte at udskyde hjemrejsen så længe som muligt fordi han som en af de få tilbageblevne vestlige diplomater havde påtaget sig beskyttelsen af personer fra flere vestlige lande. Under de retsløse tilstande udførte han og hans hustru et stort og ofte farefuldt redningsarbejde.

Annonce

Endelig 15.12.1918 forlod han og størstedelen af gesandtskabet Petrograd for via Finland at rejse hjem. Han underrettede dog ikke sovjetregeringen om årsagen til afrejsen og tilslørede således at der var tale om et diplomatisk brud. Det skete formentlig i forventning om snart at kunne vende tilbage. Dybt påvirket af den voldelige samfundsomvæltning der havde fundet sted, rystet over den terror revolutionen havde sluppet løs og drevet af frygt for at den revolutionære bevægelse skulle brede sig til hele Europa begyndte Harald Scavenius efter hjemkomsten at agitere for en allieret militærintervention i Rusland for at knuse bolsjevikstyret. Januar 1919 rejste han som privatmand indbudt af den franske regering til Paris hvor han 21.1. fremlagde sine synspunkter for fredskonferencens ledende statsmænd. Han opnåede dog snarere det modsatte af sine forventninger da de allierede regeringer veg tilbage fra at iværksætte en større officiel militærintervention. Nogle måneder senere knyttedes Harald Scavenius til den antibolsjevikiske organisation IRRC (International Russian Relief Committee) der blev finansieret og ledet af Transatlantisk Kompagni hvis direktør var Harald Plum som havde store økonomiske interesser i Rusland. Plums mål med denne organisation var først at oprette en frivillig interventionsstyrke men den ændredes senere til en mindre radikal form for interventionspolitik. Målet var i begge tilfælde at bidrage til at omstyrte bolsjevikregeringen og gennemføre en rekonstruktionspolitik for at "genrejse Rusland". I dette nye Rusland skulle IRRCs arbejde ledes af Harald Scavenius. Men jo stærkere sovjetstyret blev, des mere svækkedes IRRC-organisationen, hvis danske gruppe forgæves søgte at få international støtte. Scavenius' motiver til at indlade sig på dette eventyr synes "klart at have været af ideel eller, om man vil ideologisk, natur; bolsjevismen var for ham en trussel mod afgørende åndelige værdier i de vestlige samfund" (Bent Jensen).

Under påskekrisen i marts 1920 der førte til det radikale ministerium Zahles fald var Harald Scavenius på tale som udenrigsminister i forretningsministeriet Liebe, men afvistes af kongen på grund af navnet., Alligevel udnævntes han 5.5.1920 til udenrigsminister i venstreministeriet Neergaard efter at ØKs chef, H. N. Andersen, lidt modvilligt havde givet sit samtykke. Valget var en overraskelse og skyldtes formentlig at Scavenius betragtedes som "Flensborgmand" med nær tilknytning til de tidligere vestallierede. Hans skarpe holdning i Ruslandsspørgsmålet kom ham ikke til skade, snarere tværtimod. H. N. Andersen hævdede senere at hans samtykke havde været betinget af N. Neergaards tilsagn om at sikre ham indflydelse på dansk udenrigspolitik der nu skulle gøres udpræget britisk-orienteret.

I sin nye stilling var Harald Scavenius med det øvrige ministerium interesseret i at fremme det erhvervspolitiske samarbejde med Sovjetunionen og lade erhvervsorganisationerne forhandle om en handelsoverenskomst uden at dette måtte føre til en formel anerkendelse af sovjetstyret. Det var en politik der ikke principielt stred mod de langsigtede mål han havde arbejdet for i IRRC-organisationen. Når hans tid som udenrigsminister kun kom til at vare til oktober 1922 skyldtes det ifølge de nyeste undersøgelser (Bent Jensen) ikke så meget uenighed om den russiske politik som H. N. Andersens krav om et så snævert samarbejde med Storbritannien, bl.a. i Østersøen, at det næsten ville få karakter af en alliance. Harald Scavenius var imod denne politik som han mente tjente ØKs interesser mere end befolkningens. Andersen betragtede på sin side Scavenius' modstand som et brud på den aftalte særindflydelse han skulle have på Danmarks udenrigspolitik. Han var desuden opfyldt af vrede mod Scavenius og Neergaard fordi Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt var blevet udpeget til dansk delegationsleder i stedet for ham ved den internationale finanskonference i London februar 1922 om Rusland. Han lagde et sådant pres på Neergaard at det i august 1922 aftaltes at Harald Scavenius skulle fratræde. Det skete dog først 9.10.1922 i forbindelse med en større regeringsomdannelse. Efter Scavenius' afgang slog regeringen af forskellige årsager ind på en ny Ruslandspolitik der førte til en de facto anerkendelse af Sovjetunionen juni 1923. Scavenius førte en skarp polemik i pressen mod regeringens nye politik, og han fik ret i at det sovjetiske statsmonopol på udenrigshandelen ville forhindre dansk erhvervsliv i at genvinde det russiske marked. Han fik også ret i at man ikke skulle forvente en liberalisering af kommuniststyret.

I den sønderjyske politik gjorde han og Neergaard i foråret 1920 et halvhjertet forsøg på at få 2. zone internationaliseret. 1922 udgav han sin store tale i Tønder, Det danske Mindretal sønden Grænsen (Gads da. Mag. XVI, 1922), og året efter udsendte han bogen Af de sidste Aars sønderjyske Politik. Han forsvarede her sin holdning i det slesvigske spørgsmål: det danske mindretal skulle så vidt muligt sikres uden at den danske regering engagerede sig for stærkt. Det var væsentligt at sydslesvigerne fik lejlighed til at fremføre deres synspunkter for et internationalt forum. December 1923 udnævntes han til gesandt i Rom, hvorfra han 1928(-39) flyttedes til Haag (med sideakkreditering i Bern). Under den norsk-danske strid om Østgrønland 1932–33 indbragte han i egenskab af den danske regerings førsteagent sagen for den mellemfolkelige domstol i Haag. Hans deltagelse i tilrettelæggelsen af proceduren var dog mere af formel art.

Harald Scavenius var en begavet mand der havde sine meningers mod og uden vaklen gik ind for det han fandt rigtigt. Hans frygtløse optræden under den russiske revolution skabte ham megen sympati og respekt. Men hans scavenianske temperament samt visse vanskeligheder ved at skabe kontakt med andre såvel som hans emotionelle indstilling til mange problemer gjorde ham næppe egnet for det politiske liv eller for en fremtrædende position i det internationale spil omkring Sovjetunionen 1917–22. – Kammerherre 1915.

Broderen Peder (Peer) Brønnum Scavenius, født 12.4.1866, død 27.3.1949, blev lærling i marinen 1881 og sejlede derefter i handelsflåden, deltog 1894 i en ekspedition til Kenya og berejste senere Indien. Han udgav 1896 Til Søs, Ungdomserindringer fra Rejser og Eventyr, 1897 Frilandsexpeditionen og 1898 Indiske Dage. Han ejede 1889–91 Farumgård og 1895–1912 Påstrupgård. Hofjægermester 1908. Han levede sine sidste år i udlandet.

Familie

Harald Scavenius blev født på Gjorslev, døde i Haag og blev begravet i Holtug.

Forældre: godsejer, senere kammerherre Jacob Scavenius (1838–1915) og Louise S. Castonier (1844–1920). Gift 14.1.1909 i Vejle (kat.) med Anna Sofie Steensen, født 19.1.1889 i Vejle, død 7.9.1962 i Kbh., d. af fabrikant, senere godsejer Hans Steensen (1853–1919) og Marie C. I. Knudsen (1868–1938).

Udnævnelser

R. 1910. DM. 1917. F.M.1. 1918. K1. 1920. S.K. 1935.

Ikonografi

Mal. af E. Saltoft, 1919 (udenrigsministeriet). Tegn. af H. Jensenius, 1921 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Danske mag. 8.r.IV, 1971–74 81–224 (H. S.s indberetn.). Tyge J. Rothe: Ministermødeprotokol 1920–24, udg. Tage Kaarsted, 1977. – Berl. tid. 24.4.1939. Nationaltid. s.d. Politiken s.d. Anna Sofie Scavenius: Diplomatfrue ved zarhoffet, 1960. P. Skov: Årenes høst, [1961] 33f. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968. Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 I-II, 1970. Bent Jensen i Historie ny r. X, 1,972–74 185–242. Kn. Larsen sst. 562–631. Henrik Bertelsen sst. XI, 1974–76 161–213. Kn. Larsen: Forsvar og folkeforbund, 1976. Bent Jensen i Hist. t. 13.r.V, 1978 53–86. Samme: Danm. og det russiske spørgsmål 1917–24, 1979. Troels Fink: Da Sønder-Jylland blev delt 1918–20 III, 1979. – Papirer i udenrigsministeriet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn T. B. Friis, Viggo Sjøqvist: Harald Scavenius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296928