Frederik Moltke, Frederik Georg Julius Moltke, 27.2.1825-1.10.1875, udenrigsminister. Født i Kbh. (Garn.), død på Bregentved, begravet i kapellet ved Karise k. M. blev student 1842, cand.phil. s.å. og studerede jura, men tog ingen eksamen, blev 1848 volontør i udenrigsministeriet og havde 1850-55 stillingen som attaché i London, skønt han overvejende opholdt sig i Danmark. Her var hans bolig Turebyholm ved Præstø, indtil han 1864 arvede Bregentved; han var en afholdt godsherre. Fra 1864 var han kurator for Vallø og Vemmetofte. Han var medlem af rigsrådet 1864-66, 1855-61 af folketinget og 1866-75 af landstinget, tilhørte oprindelige de nationalliberale, siden højre, men blev aldrig fører. Alene i kraft af sit navn og sine besiddelser var han dog en af godsejernes første mænd, nævnedes 1868-70 som ministeremne, og afslog 1874 kongens opfordring til at danne regering efter L. Holstein. Juni 1875 blev han udenrigsminister i ministeriet Estrup, men var da allerede svækket af sygdom og døde få måneder efter. – Kammerherre 1851.

Familie

Forældre: lensgreve Adam Wilhelm M. (1785-1864) og komtesse Marie Elisabeth Knuth (1791-1851). Gift 6.6.1851 i Kbh. (Slotsk.) med Caroline v. der Maase, født 23.7.1827 i Kbh. (Slotsk.), død 26.9.1886 i Skodsborg, d. af kammerjunker, senere kammerherre, major, hofchef Frederik Herman Rostgaard v. der M. til Krogerup (1800-66) og Maren Olivia Colbiørnsen (1795-1877). – Far til Frederik M. (1854-1936). Bror til Christian M.

Udnævnelser

R. 1856. K1. 1866. S.K. 1873.

Ikonografi

Afbildet s.m. halvbroderen Joakim Ludvig på mal. af C. A. Jensen, 1826 (Bregentved). Mal. af H. Chr. Jensen (Vemmetofte; Bregentved). Mal. af fransk kunstner. Litografi. Flere træsnit og en stengravure 1875 efter samme foto, efter samme afbildet på træsnit 1877 af ministeriet Estrup. Buste af Th. Stein som monument, 1877 (Vallø park), relief af samme (Hylleholt k.). Relief af Th. Thielemann, på monument af Chr.(?) Hetsch, 1877 (Bregentved park). Buste af samme udst. 1880. Foto.

Bibliografi

A. F. Krieger: Dagbøger IV-V, 1921-23.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig