• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

W. Oxholm

Oprindelig forfatter AFaJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

W. Oxholm, Waldemar Henry Theodor Oxholm, 22.11.1868-28.9.1945, stiftamtmand, minister. Født i Bogense, død på Smidstrupgård ved Vedbæk. O. blev student fra Roskilde katedralskole 1886, cand.jur. 1892 og var et års tid sagførerfuldmægtig i Kbh. og fuldmægtig ved nordre birk. Efter nogle år som en søgt juridisk manuduktør ansattes han 1896 som assistent i indenrigsministeriet, var 1900-05 knyttet til ministeriet for offentlige arbejder, vendte derpå tilbage til indenrigsministeriet, blev 1909 fuldmægtig og ekspeditionssekretær og 1910 kontorchef. 1908-09 var O. konstitueret stiftamtmand i Ålborg under Charles Bruns ministertid og 1911 konstitueret amtmand i Kbh.s amt og stiftamtmand for Sjællands stift, hvorefter han 1912-32 virkede som amtmand i Maribo amt og stiftamtmand for Lolland-Falsters stift. Sin karriere sluttede han som amtmand i Frederiksborg amt 1931-39. I det kortvarige ministerium Otto Liebe under påskekrisen 1920 var O. indenrigs- og landbrugsminister. – I sin 30-årige gerning som amtmand forstod O. at gøre sig afholdt til alle sider ved sin venlige imødekommenhed over for alle der søgte ham og ved sin usædvanlige saglige indsigt. Det lå ikke for ham at føre sin personlige opfattelse igennem, men at fremlægge sagerne i amtsråd og udvalg på en så klar og gennemtænkt måde at afgørelsen kunne træffes ud derfra. Sin store viden om kommunale spørgsmål nedlagde han i Haandbog i dansk Kommunalvæsen I. Landbokommunernes Styrelse, 1916 der efter 1930ernes kommunale lovgivning og socialreform kom i ny udgave Landkommunernes Styrelse, 1935. Endvidere udgav han 1907 en kommenteret udgave af den kommunale skattelov af 1903. I. O.s tid på Lolland-Falster blev hans indsigt og arbejdskraft benyttet i en række vigtige hverv som formandskabet i administrationsudvalget for Rødby kommune 1924-31, i direktionen for Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted jernbanen og i tilsynsrådet for Nykøbing sparekasse. Tilsvarende var han i Frederiksborg amt formand for Hillerød-Frederiksværkbanen og Gribskovbanen samt Frederiksborg amts sparekasse. Meget kirkeligt ineresseret deltog han i arbejdet for rejsning af Grundtvigskirken i Kbh. Endvidere var han medstifter af og en lang årrække formand for Roskildensersamfundet. – Kammerherre 1916.

Familie

Forældre: postmester, kaptajn Lorentz Lotharius Jørgen O. (1817-89) og Henriette Olivia Wolder (1838-1913). Gift 8.11.1918 i Kbh. (Cit.) med Muriel Monrath Oxholm, født 1.8.1885 på Stubberupgård, Hindsted hrd., død 3.1.1949 i Hellerup, d. af ejer af Stubberupgård, senere forsikringsinspektør Christian Emil Monrath O. (1853-1944) og Henny Vilhelmine Mackeprang (1859-1954).

Udnævnelser

R. 1911. DM. 1920. K2. 1926. K1. 1934. S.K. 1939.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Charlotte Oxholm, 1895. Tegn. af Ivan Opffer, 1938 (Fr.borg) og af Johs. Glob, 1939 (sst.), mal. derefter af samme, 1940 (Fr.borg amtsråd). Foto.

Bibliografi

Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968. De danske ministerier 1901-29, ved Sv. Thorsen, 1972. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. Falk-Jensen: W. Oxholm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295426