Friedrich Buchwald (amtmand)

Friedrich Buchwald, 22.7.1747-9.8.1814, stiftamtmand, godsejer. Født på Gudumlund, død i Pisa. B. studerede ved Sorø akademi og senere ved universiteterne i Göttingen og Strasbourg. Han var 1756 blevet hofjunker og blev ved sin hjemkomst 1769 kammerjunker hos kongen, fungerede fra s.å. som legationssekretær ved det russiske og fra 1771 ved det østrigske hof, blev 1774 kammerherre, 1776 amtmand over Dronningborg, Silkeborg og Mariager amter, 1789 stiftamtmand over Fyns stift og amtmand over Odense, Dalum, Skt. Knuds og Rugårds amter, tog 1798 sin afsked, dels fordi kancelliet ikke ville give ham medhold i en bitter strid han havde med stiftets biskop og Odense bys præster, dels i følelsen af at han efter at have tilsat sin formue ved private foretagender ikke mere kunne handle som en uafhængig embedsmand bør handle når han alene var henvist til sin forholdsvis ringe gage, og levede senere i Altona og Berlin indtil han 1808 købte sig en landejendom ved Lucca i Italien. - Sine amtmandspligter røgtede B. med stor nidkærhed, viste alsidig interesse for offentlige anliggender og skånede hverken sin pung eller sin person når han troede at kunne udrette noget for almennyttige formål; men disse gode egenskaber var forbundet med nogen selvrådighed, og han viste både som embedsmand og som godsejer af og til en sådan mangel på respekt for befalinger der udgik fra centraladministrationen, at han næppe var sluppet vel derfra hvis ikke skjulte indflydelser på allerhøjeste steder havde gjort sig gældende til hans fordel.

Som ejer af Gudumlund som han 1777 købte af sin mor indlagde han sig store fortjenester, ikke alene ved at anlægge Gudumlund kanal, hvorved Lindenborg å blev rettet ud og uddybet, foretage udtørringer, opføre forskellige fabrikker (bl.a. garveri, handske- og linnedfabrik, teglværk og kalkværk), opdyrke hedestrækninger og udgrave moser m.m., men også ved at udskifte det meste gods af fællesskabet, ophæve hoveriet på billige vilkår og afløse tiendepligten mod en forholdsvis ringe erstatning i jord. Han blev for sine fortjenester af landbrugets opkomst 1781 hædret af landhusholdningsselskabet med dets store guldmedalje; men den nævnte tiendeafløsning imod jord voldte ham i flere år store bryderier, navnlig med rentekammeret der, støttende sig til generalprokurør Ole Bangs og konferensråd P. Kofod Anchers erklæringer om foranstaltningens lovstridighed søgte at komme ham alvorligt til livs og fik udvirket en i den retning gående kgl. resolution. Efter at han gentagne gange ved ansøgninger havde søgt at få sine foranstaltninger godkendt slap han til sidst ifølge kgl. resolution af 27.10.1784 nogenlunde nådigt skønt langt fra uskadt fra denne sag, da det ved omfattende sagkyndige undersøgelser havde vist sig at han havde handlet uegennyttigt og til bøndernes fordel. Han havde desuden den tilfredsstillelse at rentekammeret samtidig fik ordre til at udarbejde en plan hvorefter den bestandige afløsning af tienden kunne indrettes såvel til tiendeyders som til tiendetagers fordel. For at skaffe sig de fornødne kundskaber om den fordelagtigste benyttelse af tørvemoser og om afvanding gjorde han to rejser, den ene til Holland og Ostfriesland, den anden til England hvor han tillige anskaffede sig de til hans indretninger fornødne redskaber. Det lykkedes ham dog ikke at skaffe sig et tilstrækkeligt udbytte af tørvemoserne eller af sine vigtigste fabrikanlæg; hans formueomstændigheder forværredes mere og mere og han måtte 1798 sælge Gudumlund. Han udgav en del afhandlinger, væsentlig af landøkonomisk indhold. - Kammerherre 1774.