Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Moltke

Oprindelig forfatter HJrg

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Moltke, 18.1.1754-4.7.1836, stiftamtmand, gehejmestatsminister. Da Moltke tidligt mistede sin far, blev han alene opdraget af moderen der syntes at have givet ham en omhyggelig uddannelse. Oprindelig havde han til hensigt at slå ind på den militære bane, og han blev 1771 sekondløjtnant i de sjællandske hvervede dragoner, men samme år forlod han denne tjeneste som ritmester og begyndte at studere jura. Embedseksamen erhvervede han 1775, og hermed var vejen banet for en smuk karriere inden for civiletaten. Allerede på dette tidspunkt var han som kammerjunker hos enkedronning Juliane Marie nært knyttet til hoffet, og denne forbindelse gjorde det muligt for ham at gøre noget for sin gamle lærer, digteren Johs. Ewald der netop på denne tid opholdt sig på Søbækshuset ved Espergærde, hårdt plaget af sygdom og økonomiske vanskeligheder. I sit samkvem med Ewald modtog han for livet en kærlighed til poesien, ligesom han påvirkedes stærkt af dennes dybe og stærke følelse. Sin unge, begejstrede ven satte digteren et æresminde i oden Til min Moltke, et digterværk der vil bevare Moltkes navn udødeligt, så længe dansk litteratur læses. Ved Moltkes mellemkomst blev digterens sidste år tålelige i økonomisk henseende.

Kort efter Ewalds død 1781 drog Moltke som amtmand til Norge, og i fjorten lykkelige år var hans virksomhed knyttet til dette land. Han bestyrede først Bratsberg amt, forflyttedes 1788 som stiftamtmand til Kristiansand og nåede n.å. det højeste civile embede i Norge, nemlig stift-amtmandsstillingen på Akershus. Utvivlsomt kan denne strålende karriere delvis forklares ved hans adelige byrd, men han viste sig ved forskellige lejligheder sin stilling fuldt voksen, og hans elskværdige og vindende fremtræden hjalp ham over mange vanskeligheder. Stor betydning havde det ligeledes, at han ved ægteskab var knyttet til de bedste familier i Norden. Den uvilje, hvormed familien Anker i Kristiania oprindelig modtog ham, forsvandt hurtigt og gav plads for et varigt og virkeligt venskab. Moltke lod sig meget let begejstre for en sag, og i hans embedsgerning medførte dette, at han var meget villig og lydhør over for reformer. Imidlertid manglede han samtidig den seje udholdenhed og kamplyst der nødvendigvis må til for at føre sagerne igennem, og meget af det han begyndte på blev for ofte velmente og gode tilløb. Varig betydning fik dog hans arbejde med det såkaldte topografiske selskab i Norge der oprettedes 1791 og gjorde fortrinlig gavn ved at udbrede kendskabet til Norge. Som sin særlige opgave så han vagtsomt at følge Gustav IIIs hemmelige bestræbelser for at vinde indflydelsesrige kredse for en norsk tilslutning til Sverige, og senere fremkaldte begivenhederne i Frankrig under revolutionen og deres reaktion i Norge en stærk bekymring hos ham. I virkeligheden var hans ængstelse i begge retninger ubegrundet.

1795 sagde Moltke definitivt Norge farvel og overtog stillingen som 1. deputeret i generaltoldkammeret. Med dette embede var forbundet hvervet som deputeret i finanskollegiet, og han blev samtidig medlem af overbankdirektionen og fra 1796 direktør for postpensionskassen. Hans virksomhed i generaltoldkammeret blev dog kun af kort varighed, idet han allerede 1799 overtog stillingen som præsident i danske kancelli. Det var kronprinsen personlig der gennemtvang dette valg, og det viste sig hurtigt meget uheldigt. Moltke var ved sin lange fraværelse fra landet blevet fremmed for forhold og personer inden for den snævreste statsmandskreds, og en vis overfladiskhed og overdreven reformsyge gjorde hans daglige administration svingende og usikker. Som kancellipræsident interesserede han sig meget for undervisningsspørgsmål, og han var en af de første herhjemme der gjorde sig bekendt med J.H. Pestalozzis pædagogiske principper. Meget snart kom det til rivninger mellem ham og C.D. Reventlow (1748-1827), og selv om striden delvis kan forklares med gammel rivalitet mellem kancelliet og rentekammeret, spillede det personlige modsætningsforhold mellem de to højtstående embedsmænd en vigtig rolle. Uheldigt var det ligeledes, at der opstod stridigheder inden for kancelliet. C. Colbiørnsen, der 1799 følte sig selvskreven til stillingen som kancellipræsident, kunne ikke glemme at han var blevet vraget til fordel for den adelig fødte Moltke, og 1803 kom det til et voldsomt sammenstød mellem de to selvfølende og stejle naturer. Reventlow udtalte som sin overbevisning at der var uret og grund til besværing på begge sider, og kronprinsen kom under forhandling med ham snart til den overbevisning, at de begge måtte fjernes fra kancelliet. Colbiørnsen udnævntes til justitiarius i højesteret, mens Moltke sattes i spidsen for generaltoldkammeret. Selv følte han denne udnævnelse som en tilsidesættelse og tænkte et øjeblik på at trække sig tilbage, en plan han dog hurtigt opgav, da kronprinsen gentagne gange forsikrede ham om sin fortsatte bevågenhed.

Annonce

I ti år stod Moltke i spidsen for generaltoldkammeret med titel af præsident, og han var en flittig og samvittighedsfuld chef uden dog i højere grad at udøve nogen bestemmende indflydelse på sagernes afgørelse. 1810 udnævntes han til gehejmestatsminister, men der kunne ikke tilskrives denne ophøjelse nogen større betydning, da statsrådet overhovedet ikke blev sammenkaldt i disse år. Moltke der ved tidligere lejligheder havde ladet meget royalistiske stemninger komme til orde over for kronprinsen, udtalte nu yderst frimodigt sin opfattelse af kabinetsregeringens store skadelighed, og statsrådet trådte atter i virksomhed 1814. Som minister deltog han i dec. 1813 i de fortrolige drøftelser om Danmarks svar på det østrigske mæglingsforslag om Trondhjem stifts afståelse til Sverige i stedet for at give afkald på hele Norge. Naturligvis var Moltke en overbevist modstander af dette forslag, men han lod sig omsider omstemme til det modsatte standpunkt, da de ydre forhold forværredes. Norges afståelse til Sverige gav anledning til Moltkes afskedigelse fra de fleste af hans vigtige embeder. Dybt nedbøjet af det svære tab landet havde lidt, var han nemlig uforsigtig nok til at give udtryk herfor i et brev til general F.G. Haxthausen i Norge, og han lod samtidig skinne igennem at han med sympati fulgte nordmændenes rejsning, og at han som præsident for generaltoldkammeret var villig til at bringe Norge de nødvendige forsyninger. Brevet blev opsnappet af svenskerne, og under den uhyre vanskelige udenrigspolitiske situation så Frederik VI ingen anden udvej end at afskedige ham og forvise ham til Jylland (1814). Dog beholdt han sin rang som minister og bevarede endvidere indtil 1833 det ham 1811 overdragne embede som direktør ved Øresunds toldkammer. Da faren var drevet over, tog Frederik VI ham atter officielt til nåde og udnævnte ham 1815 til stiftamtmand i Ålborg. Dette embede i den afsides liggende jyske købstad blev den sidste station på Moltkes mærkelig bugtede embedsbane, men han fandt sig hurtigt vel til rette og kom i det bedste forhold til den lokale befolkning. Med stor iver virkede han for udbredelse af almindelig oplysning, og som et betydeligt mindesmærke over hans virksomhed stod det ret anselige stiftsbibliotek i Ålborg. På grund af svagelighed tog han 1824 sin afsked, og sine sidste år henlevede han på Vallø. 1803-10 virkede han som forstander for Det kgl. genealogiske og heraldiske selskab.

Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1800. Forstander for Danske selskab 1810-12. Ordenssekretær 1808. Kammerherre 1780. Gehejmeråd 1804. Gehejmekonferensråd 1808.

Familie

Født i Odense, død på Vallø, begravet sammesteds.
Forældre: officer i hessisk, senere generalløjtnant i dansk tjeneste Johan Georg Moltke (1703-64) og baronesse Elisabeth Jeannette Wolzogen (1715-88). Gift 1. gang 31.5.1786 på Fossum med Margarethe Løvenskiold, født 6.7.1772 på Fossum, død 30.10.1808 på Marianeslund ved Hørsholm, d. af kammerherre Herman Leopoldus L. til Fossum (1739-99, gift 1. gang 1763 med Ingeborg Akeleye, 1741-1804 (gift 2. gang 1783 med landråd Carl Johan Ingman v. Manderfeldt, 1747-1813), gift 3. gang 1793 med Christiane Sophie Deichmann, 1746-1808) og Inger Marie Deichmann (1749-93). Gift 2. gang 22.3.1811 i Kbh. (Garn.) med Margaretha Sophie Hauch, født 16.10.1757 i Kbh. (Garn.), død 9.2.1829 i Kbh. (Garn.) (gift 1. gang 1778 med oberst, senere generalløjtnant Adam Ludvig Moltke, 1743-1810), d. af general Andreas Hauch. (1708-82) og Sophia Stürup (1731-60). – Bror til ovenstående Adam Ludvig Moltke.

Udnævnelser

Hv.R. 1790. DM. 1808. R.E. 1811.

Ikonografi

Stik af A. Flint, efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1868. Mal. i samme type af F. Zweidorff, 1832 (Fr.borg) og 1837 (Ålborg katedralskole). Mal. på porcelæn.

Bibliografi

Af Johan v. Bülows papirer, Kria. 1864 17-113 (breve). Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I, 1895; IV-X, 1900-31. Danske mag. 5.r.IV, 1898-1901 40-42 47-50. Medd. fra krigsark. IX, 1902. -L. J. F. Moltke i Hist. t. 4.r.II, 1870 1-128. Yngvar Nielsen i Hist. t. 2.r.I, Kria. 1877 1-308 fl.st. L. Daae sst. 3-r.l, 1890 50 74 75. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 VI, 1-2, 1907-09; VII, 2, 1912. Johs. Ewald: Levnet og meninger, udg. L. Bobé, 1911. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering, 1923 (reproudg. 1978). Sverre Steen i Det norske folks liv og hist. VII, Oslo 1933. Kj. Galster: Stiftamtmand Fr. M. og rektor E. Tauber i Ålborg, 1958.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Frederik Moltke i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294436