Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eggert Christopher Knuth

Oprindelig forfatter SNy

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Eggert Christopher Knuth, 20.10.1722-26.2.1776, stiftamtmand, lensgreve. Født på Knuthenborg, død i Kbh. (Holmens), begravet i Hunseby k. K. der 1733 indtrådte i hæren som menig blev 1734 sergent, 1735 kar. og 1736 virkelig sekondløjtnant i fynske hvervede infanteriregiment, studerede 1738–39 i Göttingen, 1740 i Genève, var 1741 atter udenlands, blev 1742 kaptajn reformé ved kronprins Frederiks regiment, 1746 kompagnichef ved livgarden til fods og 1749 generaladjudant hos kongen, men tog 1751 sin afsked med oberstløjtnants karakter og blev 1752 assessor i højesteret; 1764 blev han stiftamtmand over Sjællands stift og amtmand over Roskilde amt, og 1772 var han medlem af den over dronning Caroline Mathilde nedsatte domstol. Efter sin far havde han overtaget grevskabet Knuthenborg, med sin første hustru fik han grevskabet Gyldensten, og for substitutionen for stamhuset Lerkenfeld i Jylland, som han arvede, erhvervede han hovedgården Mørup ved Sorø som blev oprettet til et stamhus; desuden ejede han 1760–68 Ravnstrup. Som et vidnesbyrd om hans servilitet anføres at han til motto valgte ordene "Kongens gunst den eneste Lykke", da han havde fået det hvide bånd.

Familie

Forældre: greve Adam Christopher K. (1687–1736, gift 1. gang 1713 med Hedevig Ulrikke Luxdorf, 1690–1720) og Ida Margrethe Reventlow (1701–57). Gift 1. gang 5.2.1742 i Hunseby med marquise Marguérite Maurice Françoise Isidore Casado de Monteleone til grevskabet Gyldensten, født 8.4.1723, død 9.5.1752, d. af marquis Don Antonio Casado de M. og grevinde Marguérite Huguetan af Gyldensten (1702-ca.67). Gift 2. gang 20.10.1752 med Maria v. Numsen, født 18.9.1734, død 4.5.1765 i Kbh., d. af overkrigssekretær Michael v. N. (1686–1757) og Margrethe M. T. v. Ingenhaef (1705–76). Gift 3. gang 9.9.1765 på Fredensborg (Slotsk.) med Eleonore Louise Caroline Augusta Moltke, født 18.5.1728, død 18.6.1785 på Vallø, d. af gehejmeråd Joachim Christoph M. (1699–1781) og baronesse Sophie Albertine Wolzogen (1703–63).

Udnævnelser

Kammerherre 1742. Gehejmeråd 1759. Gehejmekonferensråd 1766. Hv. R. 1754. L'union parfaite 1763. R. E. 1774.

Annonce

Ikonografi

Gouache forestillende K. som barn. Mal. af H. Arbien ca. 1752 (Fr.borg). Mal. af P. Als 1752 og 1755 (Knuthenborg, forhen Løvenborg), kopi af H. C. Vantore (Lilliendal). Malet som blå ridder (Knuthenborg). Mal. af A. Brünniche, 1775. Miniature.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. Nygård: Eggert Christopher Knuth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292757