Vilhelm Buhl

Vilhelm Buhl, 16.10.1881-18.12.1954, finans- og statsminister. Vilhelm Buhl voksede op hos en slægtning der var landmand i Fredericia. Fra skolen tilrådedes det at han kom i latinskolen hvor han fik friplads, og herfra blev han student 1900. Han studerede derefter jura og tog ivrigt del i tidens frisindede studenterbevægelse, blev medlem af socialdemokratiet og var en tid i bestyrelsen for Studentersamfundet, 1915-20 dets formand, og formand for dettes socialdemokratiske fraktion "Catilina". 1908 blev han cand. jur.

Året før havde han fået ansættelse hos Københavns skattevæsen, og de juridiske, økonomiske og politiske problemer han her mødte fangede hans interesse i så høj grad at han opgav planer om at stile mod et dommerembede. Han kom straks med i ligningsarbejdet og fik en del at gøre med forarbejderne til den nye københavnske skattelov af 1910. 1911 blev han fuldmægtig, 1916 ekspeditionssekretær, 1918 kontorchef og vicedirektør 1919. Et usædvanligt hurtigt avancement der 1924 afsluttedes med udnævnelsen til skattedirektør.

Det fik indflydelse på hans skattemæssige grundsyn og skærpede hans bestræbelser for at nå til den mest retfærdige ligning at han under 1. verdenskrig ledede et kontor som tog sig af kontrollen med og beskatningen af de store krigs og spekulationsgevinster.

Skønt Vilhelm Buhls embede lagde stærkt beslag på ham fik han tid til at deltage i organisatorisk og socialt arbejde. Han var 1916 med til at stifte Hovedstadens Brugsforening. Da han 1923 flyttede til Amager kom han ind i Arbejdernes andelsboligforening. Sammen med C.V. Bramsnæs reorganiserede han dette selskab efter Andelsbankens sammenbrud. Da han 1920 blev medlem af den faste voldgiftsret fik han nær kontakt med den faglige arbejderbevægelse. 1932 indvalgtes han i landstinget. Efterhånden rykkede han frem i partiets frontlinie, blev medlem af det udenrigspolitiske nævn, af forfatningskommissionen 1937 og sad ligeledes 1936-37 i repræsentantskabet for Nationalbanken. 1933 ville Th. Stauning have Vilhelm Buhl til at overtage finansministeriet efter Bramsnæs; han undslog sig, men 1937 lod han sig overtale til at overtage posten efter H.P. Hansen. 1939 blev han medlem af folketinget for Nykøbing F. Hans finanspolitiske linie var den traditionelle: årlig balance på budgettet. Nyere teorier, fx J.M. Keynes' og Bertil Ohlins om finanspolitikkens økonomiske virkninger på produktion og beskæftigelse havde ikke gjort indtryk på ham.

Kort efter sin tiltræden blev Vilhelm Buhl i et interview spurgt om han betalte sin skat med glæde; dette bekræftede han med et ja, og han fik herefter tillagt det bevingede ord "Betal din Skat med Glæde" som i øvrigt før havde været brugt af andre politikere. Da krigen kom gennemførte han i okt. 1939 de første ekstraordinære skattelove, en kraftig forhøjelse af indkomst- og formueskatten til staten, af tobaks-, chokolade- og spiritusbeskatningen og forskellige lovændringer med det formål at dæmme op for spekulation i krigskonjunkturen. Hertil sluttede sig i marts 1940 en omfattende lov om midlertidige forbrugsafgifter, indeholdende bl.a. den omstridte "tøjskat" som Vilhelm Buhl hævdede måtte foretrækkes for den almindelige omsætningsskat der var reglen i andre lande. Hans finanspolitik ved krigsudbruddet kunne ikke kritiseres selv ud fra de mest moderne teorier. Vilhelm Buhl havde allerede da vundet almindelig respekt inden for alle demokratiske partier. Hans saglige dygtighed var ubestridt, hans rolige lidt skødesløse form og bramfri fremtræden indgav tillid. Han bevarede sin post i samlingsregeringen af 8.7.1940 hvor hans stædighed, solide demokratiske forankring og uvilje over for besættelsesmagten hvis løfter 9. april han aldrig fæstede lid til, mere end en gang blev udslaggivende for regeringens holdning.

Under Staunings sygdom fra marts 1942 varetog Vilhelm Buhl statsministeriets forretninger og ledede regeringens møder. 1.5. konstitueredes han og 4.5., dagen efter Staunings død, udnævntes han til statsminister.

Statsministerskiftet var mere end et personskifte. Vilhelm Buhl tilsigtede formodentlig et brud med besættelsesmagten, og allerede hans udnævnelse voldte vanskeligheder. 1940 havde han været imod told- og møntunion, og modstanden mod Antikominternpagten havde været samlet om ham. Det lykkedes kun Erik Scavenius at opnå en tøvende tysk anerkendelse af hans udnævnelse.

Hvor Stauning ikke så nogen vej uden om et, efter tysk militær sejr, tysk domineret Europa havde Vilhelm Buhl større reserver af kraft og fremtidstro hvilket kom til orde i en tale han holdt om sommeren i sin valgkreds i Vestenskov på Lolland. Her udtrykte han sig køligt om forholdet til Tyskland mens han fremhævede at justitsen skulle bevares på danske hænder, og at dette gode ikke burde sættes på spil ved "selvrådig og tankeløs Optræden": han var derfor en stærk modstander af den på den tid tiltagende sabotage. I en tale i Studenterforeningen 2.9. karakteriserede han sabotagen som en af de alvorligste forbrydelser og opfordrede befolkningen til at være myndighederne behjælpelige i kampen mod sabotagen. At han i denne sag var under pres fra Erik Scavenius kan der næppe være nogen tvivl om, men holdningen udsprang samtidig af Vilhelm Buhls grundsyn: at det gjaldt om at føre en politik der skånede befolkningen, bevarede samfundets værdier og holdt regering og administration og retsvæsen på danske hænder. Men tyskerne havde ikke tillid til ham, og der var grænser for hans samarbejdsvilje. Da telegramkrisen efteråret 1942 mundede ud i et tysk krav om en mere venligsindet regering ledet af Scavenius ønskede Vilhelm Buhl ikke et brud med besættelsesmagten på dette spørgsmål og nedlagde 5.11. sin post.

Mange forudså dog nu – og uden stærk beklagelse – forhandlingspolitikkens sammenbrud, blandt disse var Vilhelm Buhl. Bruddet kom 29. august 1943, og det blev Vilhelm Buhl der ved et møde med Scavenius og de samarbejdende partier formulerede og fastholdt et klart nej til det tyske ultimatum. Da man derefter drøftede en embedsmandsregering brød Vilhelm Buhl ind: "Når vi har taget det Standpunkt at sige nej, så kan vi ikke fra Partiernes side medvirke til et andet Styre." Vilhelm Buhl satte med dyb tilfredsstillelse punktum for den beherskelsens kunst han havde udvist gennem tre og et halvt års besættelse hvilket havde kostet denne temperamentsfulde mand stor anstrengelse. Ansigt til ansigt med en statsminister han ikke kunne lide medvirkede han til at sætte en klar og fast opfattelse igennem. Kategorisk, ubøjelig, uimodtagelig for juridiske og diplomatiske finesser ledede han i hovedtrækkene en enig politisk opinion. Hans personlige uforfængelighed støttede hans lederskab. Han nærede intet ønske om at stille sig i heroisk, nationalt relief. Sammen med Alsing Andersen, H.C. Hansen og Hans Hedtoft foranledigede Vilhelm Buhl i okt. 1943 efter en underhåndsmeddelelse fra det tyske gesandtskabs søfartskyndige G.F. Duckwitz om en planlagt overrumplingsaktion mod de danske jøder at en omfattende redningsaktion blev iværksat.

Efter regeringens tilbagetræden hvor det nyoprettede Danmarks frihedsråd etablerede sig som illegal regering gled Vilhelm Buh og andre politikere mere i baggrunden, men underhånden opfattedes han som den ikke eksisterende regerings hovedmand og kommende statsminister. Det blev derfor ham der i maj 1944 fik Christian 10. til at ændre standpunkt og gå med til at erklære sig indforstået med at de allierede nu betragtede Danmark som medlem af alliancen. Også under folkestrejken juni 1944 kom Vilhelm Buh i centrum. Han accepterede her den første kontakt mellem frihedsrådet og politikerne og tog selv en samtale med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best. I forhandlingen med denne lykkedes det at få svækket en del af de ultimative tyske krav, og det var Vilhelm Buh der 3.7. i radioen meddelte resultatet. Kontakten mellem politikerne og frihedsrådet blev opretholdt, og efter aktionen mod politiet 19.9.1944 opnåedes en forståelse der førte til forhandlinger om dannelsen af befrielsesregeringen og dens program. Den dannedes natten mellem 4. og 5. maj 1945 af lige mange medlemmer fra modstandsbevægelsen og politikerne. Næppe nogen anden politiker end Vilhelm Buh kunne på dette tidspunkt have hævdet sig som ubestridt leder; hans funktion var dog mere mæglerens end den politisk koordinerende regeringschef. Regeringen afgik efter folketingsvalget 30.10.

I regeringen Hans Hedtoft I fra 13.11.1947 blev Vilhelm Buh efter eget ønske minister uden portefølje, men var i realiteten økonomiminister med en vicestatsministers autoritet. Som formand for regeringens økonomiudvalg øvede han stor indflydelse på dens politik, undertiden i en latent modsætning både til statsministeren og den ganske unge handelsminister J.O. Krag der ønskede en hurtigere lempelse i krigstidens restriktioner. Han afgik sammen med regeringen 30.10.1950 men forblev i folketinget til valget 1953.

Uanset Vilhelm Buhs store saglige indsats i skattelovgivningen var det først og fremmest i perioden under besættelsen og da navnlig fra 29. august 1943 at han øvede sin væsentligste politiske indsats. Hans gemyt, hans forankring i det politiske system, hans tidligt kølige holdning over for besættelsesmagten gav ham autoritet og mulighed for at være den samlende leder, godtaget også af modstandsbevægelsen og de krigsførende. Ingen væsentligere beslutninger blev truffet i disse år uden hans medvirken og oftest satte han sit præg på dem. (Artiklen er gennemset og suppleret af Vagn Dybdahl).