Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hilmar Baunsgaard

Oprindelige forfattere MeHa og HWA
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Hilmar Baunsgaard, Hilmar Tormod Ingolf Baunsgaard, 26.2.1920-30.6.1989, statsminister. Født i Slagelse, (Skt. Mikkel), begravet på Ordrup kirkegård. B. blev handelsuddannet, var 1947–61 forretningsfører for Købmændenes Indkøbscentral, Akts. HOKI og direktør i WA Reklamemarketing 1964–68. B. delte fra en ung alder sit middelstandshjems uvilje mod agrar- og fagforeningsmæssig gruppe-egoisme. Derfor førte hans ønske om at være med i kampen mod 1930'ernes sociale misforhold og imod nazismen ham naturligt ind i Radikal ungdom hvor han var landsformand 1948–51. I 1957 satte Middelfartkredsen ham i folketinget. Han var allerede en dreven debattør, besad en ligefrem, tillidvækkende fremstillingsevne og sans for fængende standpunkter, og han kom hurtigt frem i den lille folketingsgruppe hvis ledere indtrådte i trekantregeringen 1957 – en regeringsdannelse B. i øvrigt ikke yndede. 1960–61 og igen 1964–68 var han politisk ordfører, ind imellem handelsminister i den daværende S-R-regering. Hans talent for det nye massemedium TV blev af afgørende betydning for at det radikale venstre efter 1964 kom ind i en opgangslinje som kulminerede med stemmerekorden i 1968. Hermed sparkede-som nogen har udtrykt det – vælgerne B. op i RKV-regeringens statsministerstol 1968–71. Siden var han naturligt oppositionens ledende politiker og mødtes regelmæssigt under private former med venstres og konservatives ledere. Med det omvæltende valg 1973 svækkedes hans position. -Hans politiske betydning har ligget i at han løste sit parti ud af hvad der kunne synes en urokkelig, efterhånden opslidende, alliance med socialdemokratiet. Aldrig anfægtede han at der kunne føres midterpolitik sammen med dette store parti, men han havde sans for at det også lod sig gøre sammen med venstre og konservative. Mens han var handelsminister kom det til en kortvarig regeringskrise sensommeren 1963 da statsminister J. O. Krag først tvang ham til at tilbagekalde ophævelsen af helhedsløsningens pris- og avancestoplov, hvorefter B. satte sin ministerstilling ind på at stoppet blev ophævet uanset fagbevægelsens modstand. Året efter ophørte regeringssamarbejdet. Modsætningen B.-Krag kom frem i lyset efter at Krag havde proklameret arbejderflertal 1966 og især efter skatteforhandlingerne på Store Kro hvor der er grund til at tro at Krag hindrede sit partis forhandler Per Hækkerup i at slutte forlig med radikale og konservative. Tidligt – hvor tidligt lader sig ikke afgøre – var B. nået til erkendelse af at de kræfter i venstre og det konservative folkeparti som ville en midterpolitik var stærkere end de to partiers fløjpolitikere. En forsigtig R-K tilnærmelse i månederne efter Store Kro forhandlingerne resulterede i at den konservative partileder Poul Sørensen blev den første der pegede på B. som statsminister. RKV-regeringens politik blev en bekræftelse på at også denne politiske konstellation kunne føre midterpolitik. Blandt dens mange væsentlige reformlove er den mest bemærkelsesværdige jordlovene af 1969. B.s store indsats for en Nordek-aftale måtte derimod skuffende opgives efter et brat finsk tilbagetog i 1970. B.s store evner til at skabe samarbejde i den aldrig tidligere prøvede regeringskoalition er blevet anerkendt af alle. Trægere forløb omstillingen hos partiernes tillidsmænd, ikke mindst i B.s eget med dets indgroede kampstilling over for V og K. En aggressiv ung fløj, deltagere i det netop frembrydende "ungdomsoprør", opponerede straks fra regeringens dannelse. Andre blev skuffede over regeringens dårlige held med den økonomiske politik, og selv om det radikale venstre klarede 1971-valget fint blev det offer for tiltagende interne vanskeligheder. Statsministeren havde i 1969 måttet se sin bror Bernhard B. fældet som den radikale folketingsgruppes formand gennem en palads-intrige der synes at have haft støtte helt ind i ministerkredsen. Under EF-debatten før 2.10.1972 indrømmede B. sit partis EF-modstandere ligestilling med de langt talrigere tilhængere. Denne gestus blev ikke mødt med en tilsvarende hensyntagen til partisammenholdet. Tværtimod polariserede mange modstandere bevidst uenigheden, endog enkelte på høje poster i organisationen. Beslutningen om at lade partiet fremtræde som ubeslutsomt i den væsentlige EF-afgørelse over for offentligheden må da betragtes som et fejlgreb med uheldige følger både indadtil og over for vælgerbefolkningen. I stigende grad prægedes den radikale hovedbestyrelse herefter af benbidende kritikere og passivitet hos B.s klare flertal af tilhængere. Passiviteten veg end ikke da en lille gruppe af folketingskandidater illoyalt gjorde front imod egen folketingsgruppe i valgkampen 1975 under etiketten "radikalt radikale". Disse bryderier som aldrig truede B.s stærke position i partiet forklarer utvivlsomt for en stor del hvorfor B. fremtrådte i TV og andre massemedier med en mere uskarp profil i 1970'erne end forhen. En særdeles sammensat personkreds fik efterhånden kørt den eneste radikale statsminister siden 1920, folketingsgruppens gennemdemokratiske formand, partiets store stemmesamler, træt. Et tilbud om formandsposten i dagbladet Politikens bestyrelse tjente ham som springbræt ud af den danske politik fra og med valgkampen 1977. Det kan undre at han lod sig køre træt og på intet tidspunkt mobiliserede de betydelige ressourcer af duelige folk han til det sidste kunne stole på. Men til en begribelig uvilje mod at risikere sprængning af det parti han havde tjent livet igennem føjede sig et mismod over mentalitets-udviklingen i 1970'ernes samfund. Glistruptilhængernes fremgang gjorde det udsigtsløst at spekulere på midterpolitik sammen med V og K. Det understregedes da venstres leder Poul Hartling svigtede tidligere samarbejdspartnere efter valget i 1973. Og sammen med S var der heller ikke mandater nok. I stedet for midtsamling tegnede sig en sekterismens glansperiode.

Familie

F: forvalter Carl Christian B. (1890–1953) og Elisabeth Nielsen (1896–1964). Gift 13.8.1944 i Sakskøbing med damefrisør Egone Holm, født 22.6.1922 i Krønge, Lolland, d. af smedemester Albert William H. (født 1898) og Olga Katrine Jacobsen (1898–1966).

Ikonografi

Mal. af Chr. Petersen, Billinge, 1973 (folketinget). Karikerende buste. Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen, 1973–74 (Amalienborg). Foto.

Annonce

Bibliografi

EF synspunkter, udg. Ole Andreasen og Henning Schmaltz-Jørgensen, 1972 17–26. -Tage Kaarsted i Tidens tanker 1961 nr. 4. – Beretn. til folketinget. De forenede nationers 25. generalforsamling 211–15. Erik Ninn-Hansen: Syv år for VKR, 1974. Knud Thestrup: Mit livs gågade, 1976. Henning Nielsen: Hilmar Baunsgaard - statsminister med tv-tække, 2005. Weekendavisen 21.1.1977 og 16.6.1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Harald Westergård Andersen: Hilmar Baunsgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286594