Conrad Rantzau

Conrad Rantzau, Andreas Conrad Peter Rantzau, 2.9.1773-3.8.1845, rigsgreve, gehejmestatsminister. Født på Breitenburg, grevskabet Rantzau, død i Wiesbaden, begravet på Breitenburg. R. uddannedes omhyggeligt i hjemmet, studerede ved Kiels universitet, hvorfra han blev dimitteret 1792 og opholdt sig ved universitetet i Göttingen 1794 og 1796. 1797-1800 var han knyttet til styrelsen i hertugdømmet Meiningen hvor han gjorde sig fordelagtigt bemærket og fik oprettet et fattig- og arbejdshus. Pga. fjendtlighederne med England vendte R. hjem 1801, stillede sig til kongens tjeneste, og 1802 blev han overordentligt medlem af landkommissionen i Slesvig. N.å. kom han, efter at være kommet overens med sine søskende ved moderens død i besiddelse af Breitenburg, den største privatbesiddelse i hertugdømmerne med 7000 indbyggere. Denne ejendom gav hans stilling i monarkiet et næsten fyrsteligt præg, på Breitenburg optrådte han som patriarkalsk og human landsherre og han stod som en naturlig lederskikkelse i det slesvig-holstenske ridderskab. For hans egentlige politiske virksomhed var det formentlig af afgørende betydning, at han samtidig med at opfatte sig som holstensk storgodsejer stod i et stadigt og nært troskabsforhold til Frederik VI. Hans forhold til kongen og hans familie var meget nært og han synes som få at have haft Frederik VIs fuldstændige tillid og fortrolighed. Denne ønskede længe at drage R. ind i statsstyreisen, men han vægrede sig i lang tid hvor han var optaget af Breitenburgs forhold, omfattende rejser i Europa og sine kulturelle interesser. I krigsårene tog han dog på forskellig vis del i administrationen af hertugdømmernes forhold. 1826 overtalte Frederik VI R. til at ledsage den senere Frederik VII på dennes udenlandsrejse 1826-28, hvor han fik et klart blik for den unge prins' for en stor del negative karakteregenskaber. Efter hjemkomsten blev R. overskænk og kongen ønskede ham fortsat inddraget i den øverste styrelse, således som udenrigsminister efter E. H. Schimmelmanns død 1831. R. vægrede sig atter, men tiltrådte som statsminister uden portefølje.

I årene omkring 1830 fik R. en vis politisk rolle at spille, idet han allerede i efteråret 1830 havde orienteret kongen beroligende om virkningerne af Uwe Jens Lornsens agitation i hertugdømmerne. Han stillede sig velvilligt over for indførelsen af provinsialstænder, men ønskede her grundbesiddernes og særlig ridderskabets indflydelse styrket. R. følte sig som minister nært forbundet med Frederik VI og trak sig tilbage 1840 efter tronskiftet, idet han både personligt og med hensyn til opfattelsen af hertugdømmernes forhold stod efterfølgeren Christian VIII fjernere. -R. videreførte slægtens ry som kulturbærer ved omfattende litterære og æstetiske interesser og betydelig virksomhed som mæcen. 1805 havde han truffet Bertel Thorvaldsen i Rom og blev denne en god og fast støtte, og R. må tillægges en stor del af æren for, at det lykkedes at få Thorvaldsen til at efterlade sine samlinger til sin fødeby. R. var H. C. Andersen en hjælpsom og taktfuld ven og velgører, ligesom han bistod Chr. Winther. Der var således god mening i, at R. var æresmedlem af kunstakademiet og oldskriftselskabet. – R. peger med sin humanitet og sine æstetiske interesser forbundet med aktiv, udadrettet samfundsgavnlig virksomhed tilbage til idealerne i 1700-tallets slutning og til et miljø som den kreds der samledes om E. H. Schimmelmann. Han var tysktalende og -skrivende, men med stærk følelse af på én gang helstatlig loyalitet over for det dansk-norsk-holstenske monarki og sine rettigheder som Breitenburgs besidder. Hans livsførelse og offentlige virksomhed tillige med hans personlige menneskelige egenskaber, der er smukt udtrykt i hans senere udgivne erindringer, gør ham til en fornem repræsentant for "l'ancien regime"s aristokratiske idealer. – Kammerherre 1804.