Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anker Jørgensen

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Anker Jørgensen, Anker Henrik Jørgensen, 13.7.1922-20.3.2016, statsminister. Anker Jørgensens barndom og første ungdom symboliserer i det ydre det der skete med dansk arbejderklasse mellem de to verdenskrige. En start under kummerlige boligforhold i de gamle rønner på Christianshavn og så udflytning til de moderne boligkvarterer på Amager med eget værelse. Dette var den vækst der skete trods bestandige kriser og arbejdsløshed. Efter forældrenes tidlige død kom Anker Jørgensen i huset hos sin faster og onkel (tobaksarbejderske, chauffør). Skolegangen fandt sted i Det kgl. vajsenhus' skole og afsluttedes med 7. klasse. Derefter var han arbejdsdreng, bud og lagerarbejder. Efter soldatertiden, der sluttede med 29.8.1943 og interneringen derefter, var han på ny lagerarbejder på FDB og var med i en modstandsgruppe, tog præliminæreksamen fra aftenkursus 1949. Anker Jørgensen havde været socialdemokrat fra barn og ung (DUI, derefter DSU og så partiforeningen).

Det blev imidlertid det faglige arbejde der fangede ham. Først tillidsmand på arbejdspladsen, så næstformand i Lager- og pakhusarbejdernes fagforening i København 1950, formand 1956, forretningsfører 1962 for transportgruppen i Arbejdsmandsforbundet (nu SID) og 1968 formand for Arbejdsmandsforbundet. Tidligt i sine tillidsmandsår havde Anker Jørgensen skaffet sig en betydelig indsigt i samfundsforhold gennem deltagelse i kurser her i landet, i Tyskland og i USA, desuden havde han flittigt læst litteratur – en lidenskab der fulgte ham siden. I fagbevægelsen betød han en fornyelse. Han kunne det klassiske for en fagforeningsleder – lønforhandlinger, administration og agitation – men på en række områder gennemførte han fornyelser i dagligdagen der fjernede mange af de småting og de omstændelige procedurer der havde sat sig fast før 1914. Udadtil var det markeret gennem hans redaktion 1964–68 af forbundets blad. Det fik et nutidigt udseende og et alment kulturelt indhold der vandt det læsere langt uden for medlemskredsen, men som af og til gav nogle vanskeligheder med bestyrelsen.

I 1960'erne blev Anker Jørgensen også politiker. En kort overgang – 1961-64 – var han medlem af Københavns borgerrepræsentation, men gik derefter over i Folketinget, hvortil han i 1964 blev valgt i vestre storkreds (først opstillet i Enghavekredsen til 1971, derefter i Vesterbrokredsen). I Folketinget fik Anker Jørgensen tidligt ordførerskaber i arbejdsmarkedssager. Interessen for almene politiske spørgsmål var dog også klar, og han var 1966 medstifter af SDS (Socialdemokratisk samfund) der samlede "venstrefløjs"-socialdemokrater til debat om partiets politik. Mod slutningen af 1960'erne stod han som en af arbejderbevægelsens markante ledere, dog klart stadig med forankring i fagbevægelsen. Han udtalte sig åbent om Vietnamkrigen (kritisk over for USA's politik), om ulandsspørgsmål, om arbejderbevægelsens stilling i andre lande, men også om danske forhold. Han kunne i folketingsgruppen tale højt og uventet sætte sager under debat, men uden for gruppeværelset fulgte han usvigeligt de trufne beslutninger. Hans position var så fremtrædende, at Berlingske Tidende ved hans 50-års dag 1972, hvor ingen kunne vide han snart skulle blive statsminister, skrev at han kunne blive Danmarks Olof Palme. Op mod afstemningen om Danmarks tilslutning til EF gik Arbejdsmandsforbundet på en kongres imod. Anker Jørgensen erklærede sig trods dette som tilhænger. Trods hele Jørgensens placering i frontlinjen kom det som nyere dansk politiks største overraskelse (også for Anker Jørgensen selv) at J.O. Krag, da han trak sig tilbage 3.10.1972, i realiteten udnævnte Anker Jørgensen til sin efterfølger. Ses der bort fra proceduren var det overraskende, dels fordi Jørgensen ikke tidligere havde været regeringsmedlem, dels fordi han i mange henseender blev anset for at stå til venstre for de dominerende kræfter i partiet eller i hvert fald for at ligge for langt forud for disse.

Annonce

Anker Jørgensen var i første omgang statsminister 5.10.1972–19.12.1973 og derefter igen 13.2.1975-10.9.1982, 1978–79 med deltagelse af Venstre. Det var hele tiden i en tilbageslagsperiode, ledelsen lå hos Anker Jørgensen, og dette betød, at det ikke kunne blive nogen egentlig reformperiode. Problemet var at bevare de i det foregående tiår vundne positioner. I den første statsministerperiode førte Anker Jørgensen sin tidligere stil med sig i henseende til åbenhjertige kommentarer. Han talte Israels sag mod araberne, var kritisk over for amerikanerne i Vietnam og ytrede mistillid til Richard Nixons lederevner. Selv om flertallet uden tvivl straks eller i hvert fald senere måtte give Anker Jørgensen ret, blev det af mange opfattet som uklogt af en statsminister at udtale sig så ligefremt om andre landes forhold. For Anker Jørgensen stod et hovedproblem i forgrunden, nemlig at sikre partiets enhed efter den klart markerede spaltning i EF-spørgsmålet. Udtalelser som de nævnte har uden tvivl været med til at styrke hans stilling hos netop partiets EF-modstandere, der som hovedregel netop stod for de samme synspunkter. Ikke at de blev fremsat af den grund, men måske blev de af den grund ikke tilbageholdt.

Da Anker Jørgensen foretog en ommøblering af regeringen i september 1973 kom også folk fra "Socialdemokrater mod EF" med: Karl Hjortnæs og Ritt Bjerregaard. Det lykkedes i løbet af det første års tid at "glemme" uenigheden, som kunne være blevet katastrofal for partiet. Uden tvivl beroede dette for en væsentlig del på Anker Jørgensens personlighed. Netop EF-anliggender belastede regeringen, særlig de vanskeligheder landbrugsminister Ib Frederiksen havde under forhandlingerne om landbrugsordningerne. Til dette kom så oliekrisen 1973. Resultatet blev det store mandattab ved valget 4.12.1973 (fra 70 til 46 mandater) som Socialdemokratiet dog havde fælles med de andre gamle partier; det var ved dette valg Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet kom ind.

Oppositionstiden blev kun kort. I pressen blev der talt om en lederkrise i Socialdemokratiet, men der var ingen tøven om statsministerstillingen efter valget 1975. Det betød i øvrigt som også valgene 1977 og 1979 en fortsat fremgang for Socialdemokratiet. Anker Jørgensens anden regeringsperiode var indrepolitisk præget af den vanskelige økonomiske situation, de internationale konjunkturer medførte. Det lykkedes gang på gang for Anker Jørgensen at få gennemført forlig om den økonomiske politik, og 1978–79 forsøgte han at skabe sig mere sikkerhed i det parlamentariske arbejde ved at optage Venstre i regeringen. Dette forsøg og de forskellige forlig blev kraftigt angrebet af LO-formanden Thomas Nielsen. Ingen sinde før havde der offentligt været en debat så kraftig mellem fagbevægelsens og partiets ledere. Selv om meget i disse år i højere grad end tidligere foregik for åbent tæppe, overraskede LO-formandens udtalelser i vide kredse; men de standsede på den anden side ikke partiets fremgang hos vælgerne.

Efter fortsatte stridigheder med LO og økonomiske problemer, som regeringen ikke kunne finde en løsning på, trådte Anker Jørgensen og hans regering i 1982 tilbage. Statsministerposten blev overtaget af Poul Schlüter.

Herefter mistede Anker Jørgensen reelt sin politiske indflydelse. Han fortsatte som formand for folketingsgruppen og som formand for Socialdemokratiet indtil 1987, hvor han efter tre valgnederlag trak sig tilbage og overlod, mere eller mindre frivilligt, formandsposterne til Svend Auken. Han fortsatte dog som medlem af Folketinget til 1994. Han blev i sit otium kendt i bredere kredse som en skattet foredragsholder, der ikke lagde skjul på sine holdninger til dagens politik.

Når Anker Jørgensen udtalte sig om principielle politiske spørgsmål, stod han stadig så åbenbart "til venstre for midten" som han udtrykte det 1969. Konstellationerne i Folketinget tvang ham gang på gang til at afvige fra denne holdning. Han erkendte uden tøven at intet parti, heller ikke hans, ville kunne få gennemført sine ideer, men at der nødvendigvis skulle regeres. Som partileder stod han i en anden position end sine forgængere. Tiden var ikke til den form, der tidligere var den gængse, at gruppemødet mere var en polering af lederens beslutning. Nu drøftedes lederens forslag. Der måtte ofres tid og omtanke på balancegangen mellem at være den håndfaste og den åbne leder. Undertiden kunne Anker Jørgensen nok være for overvejende, som hovedregel gjaldt dog at han, når tiden for beslutningen er inde, da var meget fast og afskærende.

Anker Jørgensen var den sidste ikke-akademiker fra arbejderklassen på statsministerposten og kan her ses på linje med Hans Hedtoft og H.C. Hansen. Anker Jørgensen fremstod som den folkelige politiker, der fastholdt sin arbejderbaggrund. Han var fx den første statsminister, som befolkningen og medierne naturligt var på fornavn med. Han blev boende i Sydhavnen i København, selv om han var landets statsminister, og tilbragte sin sidste tid på et kommunalt plejehjem.

Anker Jørgensen har bidraget til en række politiske publikationer; en del af hans taler og artikler er udgivet 1975 under titlen Til venstre for midten. Han har desuden skrevet Bølgegang. Fra mine dagbøger 1972-75 (1989), I smult vande. Fra mine dagbøger 1975-77 (1989), Brændingen. Fra mine dagbøger 1978-82 (1990) og Fra Christianshavn til Christiansborg. Erindringer 1922-1972 (1994).

Anker Jørgensen er blevet tildelt flere priser, bl.a. Dansk Forfatterforenings fredspris 1991 og LO’s kulturpris 1994.

Familie

Anker Jørgensen blev født i København (Sundby), døde i København og er begravet på Vestre Kirkegård. Forældre: kusk Johannes Albert Jørgensen (1894–1924) og Karen Marie Christiansen (1894–1928). Gift 6.11.1948 i Randers amt (Marie Magdalene kirke) med barneplejerske Ingrid Kvist Pedersen, født 17.8.1922 i Marie Magdalene sogn, Randers amt, død 18.10.1997, datter af maskinarbejder Søren Peder Pedersen (født 1898) og Krestine Kvist (født 1898).

Ikonografi

Tegn. af Poul Holck udst. 1971. Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen 1973–74 (Amalienborg). Tegn. af Knud Lollesgaard (Kgl. bibl.). Tegn. af Ivan Opffer (Fr.borg). Buste i form af sparebøsse af Arne Finne, 1977. Mal. af Peter Carlsen (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Anker Jørgensen i Fra hytte og slot, red. Margrethe Spies, 1977 210–23. Interviews i Demokraten 30.9.1969, Berl. tid. 20.10.1974 og Jyllandsposten 11.4.1976. – Eyvin Olsen i Berl. tid. 15.10.1972. Viggo Kampmann: Seks socialdemokratiske statsministre, 1973. Malin Lindgren i Politiken 20.8.1978. Hans Lyngby Jepsen: Anker Jørgensen, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Anker Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292363