Iver Krabbe (statholder)

Iver Krabbe, 22.3.1602-30.10.1666, til Jordbjerg (Jordberga), statholder i Norge. Født på Övedskloster, død på Gunderslevholm, begravet i Gunderslev k. K. gik 1610–11 i skole i Sorø. Senere studerede han i udlandet (1618 Leipzig, 1621 Strasbourg, 1621–22 Genève, 1625 Padua), blev 1628 hofjunker og ritmester, men forlod efter sit bryllup s.å. hofjunkerstillingen og forlenedes 1629 med Laholm, som han 1636 ombyttede med Varberg. 1636 var han chef for de til hertugdømmerne sendte unionstropper; 1641 fik han ordre til at inspicere Bohus fæstning. Under Torstensonfejden lykkedes det ham ikke at forene sig med Hannibal Sehesteds tropper ved Bohus, men han havde (april 1645) en heldig træfning med de svenske ved Kungsbacka. løvrigt arbejdede han ihærdigt på at sikre Varberg fæstning med våben og proviant. Han arbejdede her sammen med borgerlige matadorer som Henrik Müller og Arent Berntsen For sine personlige udlæg oparbejdede han et tilgodehavende på 18855 rdr. hos kronen, som dækkedes gennem jordegodsudlæg. Efter Brömsebrofreden og Hallands pantsættelse måtte han overgive Varberg til Sverige, hvad han gjorde højst ugerne (sept. 1645). Han bestræbte sig på at redde så meget som muligt af den tilførte krigsmunition og proviant og i det hele taget på at ribbe fæstningen for alt der kunne være svenskerne til nytte. Bl.a. tog han Varberg lens arkiv med til København. Dette arkiv er i dag det bedst bevarede danske lensarkiv. Han fik 1646 til erstatning Bohus len, men vedblev at give udtryk for et kraftigt had til svenskerne som også 1644 havde afbrændt hans gård Jordbjerg (Vemmenhögs hrd.), så han måtte opføre en ny hoved- og ladebygning. Han var blandt de ivrigste for revanchekrigen, blev jan. 1657 generalmajor over det søndenfjeldske Norge og kaldtes april s.å. til forhandling med kongen i Kbh. Under krigen 1657–58 måtte han dog, af mangel på proviant og understøttelse fra Skåne og Akershus, indskrænke sig til mindre grænseoperationer; jan. 1658 tabte han Uddevalla skanse, tog den kort efter igen men måtte ved freden 1658 se hele Bohus len gå tabt sammen med Skåne hvis førende personlighed han ved sin godsrigdom og sine slægtsforbindelser var. Han valgte nu at indtage en holdning der ikke kompromitterede ham for stærkt til nogen af siderne. Karl Gustaf var ivrig for at vinde ham; han fik lov til at sidde uantastet på sit gods og holdt sig til gengæld fra sammensværgelser og snaphanebevægelser. Men han undgik at binde sig til den svenske konge ved ed og revers og forstod at føre forhandlingerne om overgang til svensk tjeneste henholdende. Da freden i Kbh. 1660 var sluttet og det store stændermøde samledes foreslog rigsrådet ham i sept. til en af de ledige rådspladser, men Frederik III var ikke til sinds at følge dets indstilling. Under mødets forhandlinger holdt han som en af adelens ordførere på de adelige privilegier, men underskrev dog erklæringen om håndfæstningens kassation og bar blodfanen ved arvehyldningen 18.10. Juli 1661 tilbød han imidlertid ved en mellemmand den svenske resident Duwall at træde i svensk tjeneste. Frederik III stræbte dog nu at knytte ham til sig. Han fik sæde i statskollegiet og den store lovkommission og udnævntes sept. 1661 til Niels Trolles efterfølger som Norges statholder. I denne stilling blev han, uvist med hvor megen grund, ilde lidt af den norske befolkning, og han havde fjender i Kbh. – selv nævner han generalfiskal Søren Kornerup, andre Christoffer Gabel – som arbejdede mod ham; endelig kom han i kompetencestrid med den kommanderende general i Norge Claus Ahlefeldt. Jan. 1664 måtte han overgive statholderposten til Ulrik Frederik Gyldenløve – Foruden Jordbjerg ejede K. i Skåne Krogholm (Herrestads hrd.) og Marsvins-holm (Ljunits hrd.), som han begge fik med sin hustru. På Sjælland havde han fra 1649 Gunderslevholm (Ø. Flakkebjerg hrd.); af Vemmetofte arvede han halvdelen 1662 og købte resten 1663.