Henrik Rantzau (kongelig embedsmand)

Henrik Rantzau, 11.3.1526-31.12.1598, statholder i hertugdømmerne. Født på Steinburg i Holsten, død på Breitenburg, begravet i Itzehoe (St. Laurentius k.). Efter undervisning i hjemmet sendtes R. tolv år gammel af sin far (1538) til universitetet i Wittenberg hvor han skal have deltaget i sammenkomsterne ved Luthers bord. Fra 1548 opholdt han sig i en årrække, dog afbrudt af hyppige besøg i hjemlandet, ved Karl Vs hof, dels i Tyskland, dels i Nederlandene. Han tjente i disse ungdomsår ligesom sin far hertug Adolf på hvis vegne han 1548 modtog forleningen med Holsten af kejseren. Efter hjemkomsten gik han imidlertid over i kongelig tjeneste, et valg der fik afgørende betydning, ikke blot for hans egen, men for hertugdømmernes historie i mere end en menneskealder.

I marts 1554 blev R. kongelig råd, derefter amtmand på Segeberg og 1.3.1556 kongelig statholder i hertugdømmerne. Hans brugbarhed viste sig straks både til diplomatiske sendelser (bl.a. angående erhvervelsen af Bremen stift for prins Magnus) og rådslagning om hertugdømmernes indre anliggender. Umiddelbart efter Frederik IIs tronbestigelse fik han lejlighed til yderligere at befæste sin anseelse ved sammen med sin far kraftigt at arbejde for kongens deltagelse i Ditmarskerkrigen bl.a. underrettede han som en af de første denne om hertug Adolfs hemmelige mod Ditmarsken rettede rustninger. Efter landets erobring blev han kongens befuldmægtigede ved delingen mellem de tre linjer og fik tilsynet med den kongelige part og med ordningen af den forandrede retsforfatning. I øvrigt gjorde hans indflydelse i slutningen af Christian IIIs og Frederik IIs regering sig især gældende i de kongelige ægteskabsforhandlingers indviklede, diplomatiske spil. Han var den første til at henlede opmærksomheden på dronning Elisabeth (dec. 1558), men fik dog snart betænkeligheder. Tanken om en habsburgsk prinsesse dukkede op med mellemrum (1558, 1560 og 1562), og fra jan. 1561 var et parti med Maria Stuart et yndlings-projekt. Hertil knyttede han en eventyrlig plan om at Frederik når han var blevet gift med dronningen af Skotland ville have udsigter ved det forestående kejservalg. Mere begrundede i de faktiske forhold var forhandlingerne (1557-62 og 1565) om ved et ægteskab mellem Frederik og Christian IIs datterdatter Renata af Lothringen at opnå et forlig med det lothringske hus hvis arvekrav, støttet af alliancer til forskellige sider, i en årrække betød en ikke ringe fare for Danmark. R. var til at begynde med fyr og flamme og foretog dec. 1559 en rejse til Nederlandene i dette øjemed – i et brev herfra beder han kongen "E. Kö: Matt. will sich nichtes anders van Heirathen inbilden lassen" da intet andet parti kan. skaffe ham sådanne fordele i form af slægtskab og medgift foruden evig ro og fred. På et senere stadium blev han imidlertid takket være hertuginde Christines tvetydige holdning en modstander af partiet.

Et politisk fordelagtigt ægteskab var i disse år for Frederik II et af midlerne til opnåelse af det store mål, fornyelsen af den nordiske union. Hvorvidt R. har omfattet dette med samme interesse, med andre ord, om han har tilskyndet til syvårskrigen, er tvivlsomt. Om hans standpunkt ved krigens udbrud foreligger ingen efterretninger. Sikkert er det at han med rigtig vurdering af situationen var ivrig for det nærest mulige forhold til Lübeck som en nødvendig forbundsfælle mod Sverige. Under krigen førte han de vigtige forhandlinger med de tyske lejetropførere hvis støtte gjorde kongen uafhængig af det danske rigsråd, og i forening med hertug Adolf sikrede han den holstenske grænse mod den fare som man med mere eller mindre grundlag i virkeligheden bestandig frygtede fra hertuginden af Lothringens og hendes forbundsfællers side. Over for den stigende pengenød stod han kongen bi med lån og kaution, især i det kritiske år 1565. Også ved den forholdsregel som gjorde ende på krisen, Peder Oxes hjemkaldelse, var han virksom ved (i brev af 14.1.1566) at tilråde udstedelsen af et nyt lejdebrev da det tidligere udstedte ikke havde frugtet. Som fredsforhandler blev han idelig brugt. Allerede i aug. 1563 var påtænkt, muligvis også på foranledning af R. og hans far, en dansk-svensk underhandling som dog ikke kom i stand, i Rostock. Senere deltog han i de resultatløse møder i Rostock (1564) og Stralsund (1567) og i den endelige fredsunderhandling i Stettin 1570. – Også i det sidste tidsrum af Frederik IIs regeringstid var han en del anvendt som diplomatisk forhandler – med Hamburg, Schauenburg, England. Takket være sine forbindelser i udlandet var han tillige i stand til gennem stadige indberetninger at holde kongen bekendt med verdensbegivenhederne. Han foretrak som regel lempelige forholdsregler (således over for Hamburg) og var af grundsætning opportunist – "gute wordt schaden nergent zu, man thu gleichwol, was die gelegenheit erfordert" hedder det i et brev til den unge konge. Trods sin personlige, oftere udtalte uvilje over religionsforfølgelserne i Frankrig og Nederlandene frarådede han tilslutning til England i kampen for den protestantiske sag. I øvrigt synes han ikke i de senere år at have udøvet nogen afgørende indflydelse således som ved ægteskabsforhandlingerne.

Som gesandt repræsenterede R. lige så vel kongerigets interesser som hertugdømmernes. Kun i underhandlingerne om forleningen med Slesvig kunne han, som rimeligt var, ikke optræde på kronens vegne, men ved forleningshøjtideligheden i Odense 1580 var han Frederik IIs stedfortræder i hans egenskab af hertug af Slesvig og blev ved denne lejlighed belønnet med elefantridderordenen. At fastlæggelsen af Slesvigs statsretslige stilling var ham magtpåliggende er utvivlsomt. Det samme gælder ordningen af hele det fyrstelige fællesstyre og af retsplejen. Han fik gennemført ansættelsen af en landkansler, deltog i udgivelsen af landretsordningen af 1573 og var i kongens fraværelse leder af landretsdagene – ifølge sine modstanderes opfattelse dog ikke altid med tilstrækkelig upartiskhed. Som kongens repræsentant i fællesregeringen havde han idelige forhandlinger med Hans den ældre og Adolf, og det lykkedes ham i det hele at bevare et korrekt, ja endogså venskabeligt forhold til den sidste – en ikke let opgave. Også landdagene forløb uden større gnidning under hans ledelse. Ridderskabet fik bekræftelse på sine både politiske og godsejerlige privilegier, og optagelse af Hans den yngre blandt de regerende fyrster hindredes – hvilket antagelig ikke mindst skyldtes ham. I de kongelige landsdeles indre styrelse var hans indflydelse stor på så vigtige områder som udnævnelse af råder, bortgivelse af amter o.l.

Forudsætningen for R.s magtstilling var kongens tillid. Fra de yngre år giver brevene angående ægteskabsforhandlingerne indtryk af et nært, næsten fortroligt forhold. Statholderens bevægelighed og sans for eventyrlig politik såvel som hans – til tider ret grovkornede – gemytlighed har tiltalt hans kongelige herre. I de senere år er forbindelsen vistnok blevet løsere, og også R. kunne rammes af Frederik IIs altid let vakte mistillid. Men han bevarede dog gennem den lange årrække sit indflydelsesrige embede og sin konges gunst. En væsentlig faktor var hans rigdom som satte ham i stand til at yde Frederik II en anselig række lån. Endnu 1582 var denne i gæld til ham. Af betydning var det især at han i begyndelsen af 1564 tillige med fire andre holstenere kautionerede for et stort lån hvorved syvårskrigen muliggjordes i det første stadium. Som pant havde han sit eget amt Segeberg og Flensborg amt. Desuden fik han 1564 ventebrev på alle sin fars len (navnlig Ålholm len) i kongeriget. Disse måtte han dog tilbagegive senest 1569, og 1574 indløstes Segeberg amt – hvoraf han derefter betalte en afgift – og Salling hrd. på Fyn som han havde haft fra 1571.

Grunden til sin velstand havde han lagt ved sit ægteskab med den hovedrige arving Christina v. Halle, og han forstod, i lighed med andre af den holstenske adel, men vistnok i større stil end nogen anden, at forøge den ved pengeforretninger. Blandt hans skyldnere var, foruden Frederik II, hertug Adolf, Philip II af Spanien og staden Antwerpen med hvilken han førte en langvarig strid om betaling af gælden. Med kapitalen var forbundet godsrigdom. Ved arv havde han efter sin far Breitenburg og Melbeck og efter sin svigerfar et par braunschweigske godser. Hertil kom et stort antal, erhvervede ved en række af køb (1563-90) i Slesvig og især i Holsten. Ved sin død ejede han atten adelige godser foruden mindre gårde og købstadhuse (bl.a. i Flensborg, Lübeck og Hannover). Til godserne knyttede han industrielle anlæg, olie-, papir-, kobbermøller m.m. (i alt 39). Et tiltalende udslag fik hans interesse for eftermælet i hans iver for træplantninger til gavn for de kommende slægter. På Fyn købte R. 1568 Holme kloster af kongen. Gården omdøbte han til Rantzausholm (nu Brahetrolleborg) og gav den til sin søn Breide. Også andre af sine sønner anbragte han med velberåd hu i kongeriget ligesom han stod i venskabeligt forhold til Danmarks betydeligste mænd – Peder Oxe, Niels Kaas, Holger Rosenkrantz, Tyge Brahe hvis sidste tilflugtssted inden han forlod Norden blev det R.ske Wandsburg. Hvis man vil opfatte ham som tysk-dansk helstatsmand må trykket dog lægges på det tyske. "Cimbrien" var hans fædreland, hans politik var den traditionelle ridderskabelige – bevarelsen dels af hertugdømmernes forbindelse med kongeriget, dels af deres selvstændige stilling i forhold til dette og indadtil fæstnelse af fællesskab og stænderstyre. Begunstiget af forholdene og af egen dygtighed var det lykkedes ham at gennemføre den under overholdelse af troskaben mod den kongelige linje.

Anderledes blev det i formynderregeringens tid da harmonien forstyrredes samtidig med at R.s betydning i dansk historie forstærkedes på grund af det livlige sammenspil mellem riget og hertugdømmerne. Der herskede til at begynde med et vist modsætningsforhold mellem ham som på én gang var kongelige statholder og ridderskabets leder, og det danske regeringsråd der under Christian IVs mindreårighed repræsenterede kronens højhed over Slesvig. Fælles fjendskab kom imidlertid til at forbinde de to parter. Hans Blome, R.ernes bitre fjende, var en svoren tilhænger af regeringsrådets modpart i striden om den unge konges person, dronning Sophie, og først og fremmest blev netop hun den mod hvem R. (som fører for ridderskabets flertal) og det danske regerings- og rigsråd forenede sig i fælles modstand. Hans forhold til Frederik IIs unge enke havde til at begynde med været velvilligt. Ved den til valg og hylding indkaldte landdag 1588 skabte den gottorpske hertugs ukloge optræden et forbund mellem alle andre magtfaktorer, og det var endvidere efter R.s tilskyndelse (rimeligvis for at undgå indblanding af regeringsrådet) at Sophie 1590 overtog formynderskabet for Christian IV i hertugdømmerne. Men hendes formål – hævdelse af fyrstemagten uden for meget hensyn til privilegierne og af de yngre sønners arveret til dele af hertugdømmerne -kom snart for dagen og måtte, så meget mere som hun optrådte med heftighed og hensynsløshed, føre til strid med stænderne. De muligheder for støtte hos de kongerigske myndigheder som hun på visse punkter kunne påregne udnyttedes ikke, takket være R.s diplomatiske evner eller måske i lige så høj grad takket være Sophies mangler i så henseende. Tværtimod gjorde hun på én gang front mod statholderen i hertugdømmerne og regeringsrådet i kongeriget, og striden hvis gang ikke her kan følges i enkeltheder måtte derfor ende med hendes nederlag. Hvor nær spændingen var ved bristepunktet viste sig ved en landretsdag i Slesvig (marts 1593) under hvilken det kom til voldsomme sammenstød mellem Hans Blome og R.s søn Gert, og mellem den gottorpske hertug der var Sophies forbundsfælle og R. selv. Denne foreslog derefter regeringsrådet at gøre en ende på Sophies formynderværdighed, altså at kuldkaste den ordning der skyldtes ham selv. Allerede tidligere havde dette – om det var sket med R.s vidende er uklart – anmodet kejseren om at erklære Christian IV for myndig i Holsten, og efter modtagelsen af det kejserlige mandat foregik Christians overtagelse af regeringen i hertugdømmerne 1.9.1593 ved en landdag i Flensborg.

Regeringsrådet i forbund med R. optrådte ved denne lejlighed med stor skarphed over for Sophie som kun nødtvungent anerkendte Christian som myndig og i den følgende tid fastholdt sin ret til stadig at udøve formynderskabet for sine to yngre sønner for hvem hun krævede arvedeling af hertugdømmerne. Til bekæmpelse af dette standpunkt var det R. en let sag at forene hele ridderskabet og ligeledes at sikre sig Christian selv som forbundsfælle mod moderen. Han stod for så vidt som sejrherre, men det viste sig snart at hans alliancer både med regeringsrådet og med den unge konge var for afhængige af forbigående gunstige konjunkturer til at få varighed. Endnu i sept. 1595 ledsagede han Christian IV på hans rejse i Tyskland, men i øvrigt blev hans indflydelse stærkt tilbagetrængt efterhånden som det gode forhold mellem Christian og hans mor genoprettedes, og han fik befaling til at udskyde de vigtigste anklagepunkter i den af ham mod Hans Blome anlagte retssag. Den unge konge havde besluttet at gøre en ende på ridderskabets heftige indbyrdes stridigheder. Han benyttede en – næppe helt alvorligt ment – ytring af den gamle statholder til at afkræve ham hans embeder (jan. 1598), og halvt nødtvungent måtte R., et år før sin død, opgive statholderposten og Segeberg amt. På et vigtigt punkt havde dog, trods hans personlige nederlag, hans og hans fællers kamp nået sit mål og godtgjort sin berettigelse idet en fornyet deling af hertugdømmerne blev undgået. Også stændernes privilegier var uantastede, og varslerne om den kommende nedgang af stændermagten var endnu kun svage. Den uenighed inden for ridderskabets egne rækker som havde vist sig i de senere år i form af opposition mod R.s førerskab skyldtes vistnok snarere personlige end principielle grunde, bl.a. godsstridigheder. Hans Blomes fjendskab var nedarvet. En vis uvilje mod R.s veltømrede familiedynasti (seks sønner som nåede voksen alder og fem svigersønner) er i øvrigt ikke uforklarlig.

Som politiker var R. en mand med sund sans og et vist mådehold, når hans heftige temperament ikke tog luven fra ham, en behændig forhandler der helst for med lempe – "naadekær og Allemands Ven" var Sophies spottende karakteristik. Til tider kunne en tilbøjelighed til eventyrlige planer vise sig, men de store tankers mand var han ikke, og både som statsmand og personlighed stod han tilbage for mænd som Johan Rantzau og Peder Oxe. Hans forfængelighed kan ikke have været skjult for samtiden og var det heller ikke, men kom vel især frem over for litterære klienter i en ubegrænset evne til at fordøje deres smiger. I øvrigt giver et par af hans småskrifter (almanakken Diarium Romanum og lægebogen De conservanda valetudine) et billede af ham i privatlivet som den ivrige landmand og jæger og omsorgsfulde familiefar – ikke for intet var Xenophon hans yndlingsfilosof. Med sin hustru levede han efter sit eget udsagn "satis amanter". Fru Christina synes at have været en forretnings-dygtig dame der selvstændigt ledede sine penge- og godstransaktioner.

Den travle politiker, storgodsejer og pengematador – dygtig, schneidig og gemytlig, til tider grov og buldrende af optræden – havde imidlertid, under sin optagethed af livets håndgribelige realiteter også sysler og interesser af en anden art. Under studietiden som strakte sig til hans 20. år modtog han varig påvirkning af den ved universitetet i Wittenberg rådende melanchthonske humanisme med dens mangesidige, både ånds- og naturvidenskaben omfattende dannelse. Også i Nederlandene såvel som ved hyppige besøg ved tyske fyrstehoffer fik han stærke indtryk af renæssance og humanisme, og ved brevveksling livet igennem med lærde i så godt som alle Europas kulturlande søgte han yderligere næring for sin åndelige trang. De mangesidige interesser satte frugt i forfatterskab. Til hans historiske produktion hørte de rantzauske af R.s forfængelighed stærkt prægede slægt- og godsbeskrivelser, men også et (pseudonymt) arbejde om ditmarskerkrigen (1570) og en (først trykt 1739 hos E. J. Westphalen, Monumenta I) beskrivelse af "den cimbriske Halvø" (ɔ: landet fra Skagen til Elben), rig på gode topografiske oplysninger. Bl.a. findes her den første afbildning af Jellingstenen. Kendsgerningernes tørre kost serveres på humanistisk vis krydret med digte til fortidige og nutidige cimbrers ære (fra Noahs sønnesøn til Johan Rantzau). R.s forfatterskab omfattede alle moderetninger i tiden. Det latinske versemageri som betegnede dannelsens højdepunkt dyrkede han med iver og med lige så megen færdighed som samtidige litterater, ligeledes de yndede okkulte videnskaber. Han nærede en fast tro på drømme og varsler og på stjernernes indflydelse på mennesket og dets skæbne. Bl.a. har han skildret sit eget levned helt igennem set fra et astrologisk synspunkt (Thematum coelestium ... directories, 1611). I anledning af et sygdomsanfald 1570 er han dog oprigtig nok til foruden den astrologiske årsag at anføre den gode rus som han drak for at fejre Stettinfreden! Hans astrologiske skrifter var meget ansete og udkom i talrige oplag. Uden forsøg på en virkelig forskning anvendes som bevismiddel i det væsentlige kun en opdyngning af citater af alle tiders forfattere og af historiske eksempler – en god lejlighed for R. og hans medarbejdere til udfoldelse af lærdom. Problemet om stjernetroens forenelighed med den kristne tro viger han uden om. Gud styrer stjernerne og herigennem skæbnen, den faste verdensorden, men der er også plads for Guds umiddelbare indgriben såvel som for den frie menneskelige vilje. – Hans religiøse overbevisning giver sig især udtryk som en stærk tro på forsynet og på livet efter døden, og i tanken herpå søgte han trøst over tabet af fire voksne børn ved en tidlig død. Samtidens meningskampe inden for den protestantiske verden synes han ikke at have befattet sig med hvorimod han nærede en ejendommelig interesse for katolicismen og dens ledende mænd, ligesom han var velbevandret i kirkefædrene. Måske hænger denne interesse sammen med germanerens hos R. udprægede naive beundring for alt sydeuropæisk åndsliv. Også den erkendelse af lykkens (ikke mindst hofgunstens) ubestandighed som er fremtrædende hos ham er vel hentet fra den italienske humanisme, måske dog også fra egen erfaring.

R. hævede sig på intet område ud over dilettanteriet. Tyge Brahes forsøg på gennem iagttagelser at gøre astrologien til en gren af naturvidenskaben har han ikke haft forståelse af, og som historiker formåede han ikke i lighed med Arild Huitfeldt at udnytte sine egne rige erfaringer som politiker. Hans væsentlige og meget store betydning blev den at han i kraft af sin interesse og sin rigdom kunne virke som formidler af de åndelige værdier. Af hans lærde forbindelser ernavnlig forholdet til Tyge Brahe, til den kölnske kosmograf Georg Braun og den italienske prælat Minutius de Minutiis af interesse. Blandt hans korrespondenter blev mange hans medarbejdere. Af sådanne sysselsatte han en stor stab, ikke blot i hertugdømmerne, men også i Tyskland, og det er vanskeligt at afgøre hvor meget af hans arbejde der skyldtes disse. Han var selv virksom medarbejder ved udenlandske historiske arbejder, især ved G. Brauns kosmografiske værk Theatrum Urbium som, takket være R. og de af ham anbefalede bidragydere, forsynedes med værdifulde billeder og beskrivelser – i mange tilfælde de ældste der findes – af byer og slotte i hertugdømmerne og kongeriget. Dette arbejde som mellemmand var af stor værdi i en tid da al nordisk litterær produktion på grund af mangel på forlags- og bogtrykkervirksomhed var afhængig af forbindelsen med syden. – Især bør eftertiden være R. taknemmelig for hans stiftelse af en værdifuld bogsamling som skal have talt 6300 bind, blandt hvilke talrige (især fra Segeberg kloster stammende) inkunabler og håndskrifter. Efter de wallensteinske troppers erobring af Breitenburg 1627 blev hovedbestanden af bøgerne bortført og skænket til jesuitterkollegiet i Prag. Adskillige findes dog også spredte i danske, svenske og tyske biblioteker.

R.s virksomhed som lærd og litterat bør billigvis opfattes som udsprunget langt mindre fra hans forfængelighed end fra en ægte og levende åndelig sans. Lærdom (når undtages aneforskning) var i og for sig ikke ønskelig, næppe standsmæssig for en grandseigneur. I højere grad var kunsten, især bygningskunsten, et naturligt virkefelt for den holstenske ridder der higede efter at blive renæssancefyrsters ligemand. Om hans talrige bygninger, af hvilke ingen er bevarede, kan man kun danne sig et begreb gennem de beskrivelser og gengivelser som han selv, i kraft af sin iver for at bevare sit ry for eftertiden, lod udgive. Breitenburg beholdt i det væsentlige sin tunge, middelalderlige stil, Wandsbeck (af R. kaldet Wandsburg) opførtes (1568) som et gammeldags holstensk dobbelthus og Nütschau (1577) som et trehus, begge med sammenbyggede langsider. Derimod var Redingsdorf (1575) og endnu mere Rantzau (1594) ved det åbne anlæg og den symmetriske grundplan prægede af renæssancen. Tidligere og fuldstændigere var renæssancens sejr inden for dekorationen, idet vinduer, portaler og gavle også på bygninger i den gamle stil, fik en rig moderne udsmykning hvortil kostbare materialer som italiensk marmor og forskellige arter af sandsten indførtes langvejsfra. Samme brydning mellem gammelt og nyt kan iagttages i hele Norden, og udviklingen fulgte samme tempo. Visse renæssanceformer, således fritrappen til afløsning af det lukkede trappetårn, synes R. at have været den første til at anvende, men i det hele og store kan han næppe kaldes banebryder, da fx Kronborg, Uraniborg og Trøjborg byggedes før Rantzau. Om hans bygmestre har været hjemlige eller fremmede vides ikke. Når han med stolthed taler om sin "italienske" arkitektur må dette udtryk ikke tages alt for bogstaveligt med hensyn til bygningernes grundplan. Både vesttysk, nederlandsk, fransk og italiensk påvirkning gjorde sig gældende, rimeligvis efter tidens skik ofte formidlet gennem billedværker. Af sådanne erhvervede han sig gennem årene (i det mindste fra 1587) en del fra Italien, ved hjælp af Minutius, og hans forkærlighed for søjler og obelisker og for italienske enkeltheder i dekorationen kan sikkert føres tilbage hertil. -Heller ikke af de R.ske herresæders indre udstyr er noget som helst bevaret, men af beskrivelsen af Breitenburg fremgår det at stuerne har haft en lignende renæssancedekoration – tavlede lofter og på væggene udskårne træpaneler, stafferede med farver og indlagt arbejde – som vi senere finder i rigere udvikling på kongeslotte som Kronborg og Fr.borg og i det gottorpske slotskapel. At de samtidige adelsboliger i så henseende har kunnet måle sig med Breitenburg er næppe sandsynligt. Til slottets kunstskatte hørte også de malede portrætter af alle landes og tiders krigshelte og fyrster som smykkede væggene. Samme indhold havde Mediciernes billedsamling i Firenze såvel som de fyrstelige habsburgske og bayerske museer hvis portrætter, direkte eller indirekte var kopieret efter den italienske humanist Paolo Giovios samling i Como. Det samme gælder ganske utvivlsomt også en stor del af de breitenburgske billeder der var erhvervet gennem Minutius, og også på dette område fremtræder R. altså som en repræsentant for renæssancen – den eneste i Nord- og Mellemeuropa.