Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gert Rantzau

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gert Rantzau, 18.10.1558-18.1.1627, statholder i hertugdømmerne. Født på Segeberg, begravet i Kiel. R. sendtes i sin tidlige ungdom til faderens veninde grevinde Margrethe af Arenbergs hof i Nederlandene. Derpå foretog han fra 1578 en usædvanlig toårig udenlandsrejse der ikke blot gik gennem Vesttyskland ned til Wien og Ofen, men derfra sammen med et kejserligt gesandtskab helt til Konstantinopel (Istanbul). Og videre endnu. Han rejste til det hellige land, beså Jerusalem og Jordanfloden og drog hjem over Cypern og Italien. Der gik siden meget ry af turen som han førte nøjagtig dagbog over.

Hjemme igen var det meningen at han, som broderen Breide, skulle tilknyttes den danske krone og højadel, og 1581 blev han hofjunker hos Frederik II. Udenlandsrejsen havde imidlertid givet ham rejsefeber, og allerede samme år var han på farten, med ærinde til Spanien både fra Frederik II og sin far, og også Frankrig og England besøgte han. Kongen satte pris på den unge R. og betroede ham allerede 1584 stillingen som lensmand på Kronborg hvor han bl.a. fik som opgave at føre tilsyn med slottets bygning. 1587-88 forenede han med dette len også Helsingborg. Straks efter Frederik IIs død mistede han dog i april 1588 Helsingborg len, men fik til gengæld kort efter indtægterne fra Kronborg sat i vejret. Desuden erhvervede han fra jan. 1588 de afsides norske len Lofoten og Vesterålen hvor svenskerne var begyndt at ekspandere i deres bestræbelser på at sikre sig kystretten. I den situation var det næppe uvigtigt for Frederik II at have en særlig kongetro lensmand her.

Formynderregeringen stod han sig muligvis mindre godt med. I hvert fald opgav han i modsætning til broderen Breide snart den stærke forbindelse med kongeriget. Allerede 1588 tilbød han en engelsk gesandt at træde i dronning Elisabeths tjeneste, og 1590 byttede han Kronborg len med Flensborg amt. Fra da af var hans virke væsentligst knyttet til hertugdømmerne. Under de af formynderstyrelsen foranledigede kraftige stridigheder hernede tog han ivrigt faderens parti, ikke blot over for hertugen af Gottorp, som han mistænkte for at ville tilsidesætte ridderskabets privilegier, men også over for enkedronning Sophie i spørgsmålet om den af hende krævede deling af den kongelige del af hertugdømmerne. Især optrådte han skarpt over for faderens ærkefjende, amtmanden i Haderslev Hans Blome der var drivkraft bag enkedronningens kamp mod ridderskabets flertal og mod rigsrådet i Danmark. På landretsdagen i Slesvig by i marts 1593 kom det til et voldsomt sammenstød mellem dem. Og da Rantzauernes modstand mod delingen af hertugdømmerne sejrede på landdagen i Flensborg sept.s.å., blev Blome afsat og R. hans efterfølger som amtmand. I denne stilling, som han havde til sin død, hævdede han som forgængeren Tørring lens gejstlige uafhængighed af Haderslev amt og Riberhus.

Annonce

Christian IVs udsoning med enkedronning Sophie bragte ebbe i Rantzauernes indflydelse, men ved pres fra landråderne lykkedes det dog 1600 R. at erhverve det statholderembede som faderen halvt i unåde nedlagde 1598. Stadig rejselysten deltog R. 1602 som frivillig i Maurits af Oraniens kampe ved belejringen af staden Grave i Nederlandene. Efter hjemkomsten viste det sig snart at han besad kongens gunst. Ikke blot ledsagede han denne ved hyldingen i Hamburg 1603, men også på rejsen til England 1606. Og s.å. ledede han et vigtigt gesandtskab til Braunschweig der var med til at markere Christian IVs stigende interesse for den nordtyske politik. I kampen mod rigsrådets udenrigske fredspolitik benyttede kongen sig mere og mere af den utvivlsomme støtte fra R. og broderen Breide til den for ham at se nødvendige krig mod den provokerende kongemagt i Sverige. Og da Kalmarkrigen kom, hvervede R. ikke blot tropper i hertugdømmerne og fik et fodfolksregiment og en fane ryttere på benene. Men han opnåede også vigtige militære poster. Held med sig havde han imidlertid ikke da han trods personligt mod savnede både fremragende taktiske og strategiske evner og disciplinær myndighed. I den vesthær der samledes i Halland under rigsmarsk Sten Maltesen Sehested var han næstkommanderende. Men hans angreb på Nya Lödöse, Gullberg og Älvsborg mislykkedes. Så kaldtes han til hjælp af den betrængte kongelige østhær ved Kalmar, hvortil han ankom 7.7. efter på blot ti dage at have tilbagelagt strækningen fra Varberg til Kristianopel. Han deltog nu med hæder i den afgørende sejrrige kamp 16.7. og blev i Kalmar, da Christian IV 11.9. tog til Kbh. Kort efter drog han til Öland for at ordne forholdene til vinteren, men det lykkedes ham ikke at modstå Gustav Adolfs angreb og generobring af øen. Alligevel bevarede han Christian IVs tillid, og efter rigsmarskens død blev han samme efterår udnævnt til feltmarskal. Under felttogene 1612 havde han overkommandoen over Kalmarhæren. I juni lykkedes det ham at tilbageerobre Öland, støttet af Mogens Ulfeldts flåde, hvorefter han i henhold til felttogsplanen søgte at rykke frem fra øst mod Jönköping, den sidste af de tre svenske hovedgrænsefæstninger der skulle indtages som forudsætning for Sveriges erobring, efter at Kalmar og Älvsborg var kommet i dansk besiddelse. 6.7. nåede hans tropper Vimmerby, men mangel på proviant, skovens uvejsomhed og mytterier blandt de hvervede knægte fik ham til at beslutte sig til et hurtigt tilbagetog, da han fik underretning om Gustav Adolfs fremmarch mod hærens flanke. Skønt han reddede de kongelige styrker fra at blive omgået, viste han under felttoget næppe de fornødne lederevner.

Trods rækken af uheld i Kalmarkrigen udnævntes han 1616 til ridder af den væbnede arm. Det skete netop ved den tid, da Christian IV for alvor indledte den ekspansionspolitik i Nordtyskland, der skulle kompensere for de svenske erobringer i den østlige Østersø og gøre en dansk sejr mulig i den nordiske magtkamp. I denne politik blev R. Christian IV en virksom støtte. Han havde en fremragende hukommelse og en god dømmekraft og hæmmedes i det tyske diplomati kun lidt af, at han ikke kunne latin. Det gjaldt især at sikre hertug Frederik koadjutoriet i det militærstragetisk og økonomisk særdeles vigtige Bremen ærkestift der administreredes af Johan Frederik af Gottorp. Og R. førte gentagne gange forgæves forhandlinger med huset Gottorp herom. 1617 ledsagede R. den unge hertug til Tyskland. Her forhandlede han med domkapitlerne i Bremen og Verden hvor hertugen også var bispekandidat. 1621 var han med i de afgørende forhandlinger om Bremensagen der da blev afgjort til kongens tilfredshed. Og samme år deltog han i de underhandlinger med Hamburg der som gottorperne blev tvunget til at give sig under indtryk af kgl. troppehvervninger og til ved Steinburgforliget at aflægge den sædvanlige hylding til det holstenske fyrstehus. 1623 fulgte han hertug Frederik til Rotenburg i det nyerhvervede Verden stift. Her skulle han forhøre sig om amtet Syke som kongen da også endnu samme år satte sig i besiddelse af.

R. stod i reglen for den række af troppehvervninger som fandt sted i årene op imod Kejserkrigen. De var ikke blot, som i april 1624, vendt imod Sverige, men skulle (i reglen) udvide og beskytte den voksende kgl. indflydelsessfære i Nordtyskland, især i den vigtige nedersachsiske kreds hvor R. havde nøje indseende med de indviklede forhold. Der er dog næppe grund til at tro, at R. politisk havde kongens hjerte i sine hænder, som en samtidig gav udtryk for. For Christian IV lå ikke under for nogen i denne udenrigspolitisk og økonomisk gunstige periode for kongemagten. R.s indberetninger er desuden meget refererende og synes ikke præget af ønsker om at påvirke majestæten. Troligt havde han overført en autoritær beundring for den dominerende far på Christian IV og derfor også politisk lagt sig op ad denne. Gang på gang kunne R. imidlertid ved alarmerende indberetninger støtte kongen over for det modstræbende rigsråd i nødvendigheden af at bevilge troppehjælp og diplomatisk støtte til de af de katolske magter og af Ernst af Mansfeld truede områder. En sådan bevilling lykkedes det således at få i jan. 1623. Flere gange var R. til stede hos kongen, når afgørende krisesituationer krævede den i Tysklandsforholdene så velinformerede statholders rådgivning. R. var således med på Antvorskov 1618, da rådet afviste kongens store krigsplan mod Bremen stift.

Også på hertugdømmernes indre anliggender brugte R. megen tid, således på grænsestridigheder med Gottorp og ikke mindst på de af kongen forlangte, men mislykkede inddigningsarbejder på Slesvigs vestkyst der næppe havde R.s sympati. Også i stridighederne om Schwabstedt forhandlede han 1617-18. Særlig optaget blev R., da han 1625 kom til energisk at organisere de store rustninger i hertugdømmerne ved Kejserkrigens udbrud. I dennes første år fungerede han som kgl. stabschef og rådgiver. Men i foråret 1626 sendtes han tilbage fra fronten bl.a. for at sørge for, at unionshjælpen fra kongeriget var rede i tilfælde af et angreb på hertugdømmerne. I det skæbnesvangre slag ved Lutter am Barenberg aug.s.å. fik den gamle kriger ingen kommando. Efter dette fik han dog under den for hertugdømmerne truende situation endnu engang lejlighed til at vise sit mod og sin troskab mod kongen. Det skete, da han holdt sit indtog på landdagen i Rendsborg nov. 1626 med 50 af ham udrustede ryttere. I en medrivende tale opfordrede han her det modløse ridderskab til kraftige forsvarsforberedelser. Selv ville han trods sine grå hår gå i spidsen mod fjenden. Det lovede han, men nåede det ikke. For på en rejse i jan. 1627 til det Kieler-omslag, hvor han i øvrigt i årenes løb gang på gang havde stået for kongens store pengetransaktioner, pådrog han sig en sygdom der medførte døden. Det vidner om hans indflydelse i ridderskabet, som han ganske vist ofte stod i modsætning til som kongens talsmand, at den på landdagen vakte forsvarsvilje efter hans død atter sygnede hen.

Også godspolitikken optog R. i årenes løb. Som faderen og broderen Breide blev han en godssamler af format. I hertugdømmerne arvede han således fra faderen Breitenburg som han bl.a. udvidede med Rastorf. I Slesvig var hans hovedgods Lindeved (Landkr. Flensborg); hertil erhvervede han senere Schrevenborn (Kr. Bordesholm), Freienwillen (Angel) og Klægsbøl (Tønder hrd.). Desuden ejede han Morsum på Nordstrand. Tyrstrupgård (Sønder Tyrstrup hrd.) som R. købte 1599 blev 1617 overtaget ved mageskifte af Christian IV, med hvem R. i øvrigt ofte stod i ejendomshandel. Høgsbrogård og Vesterbæk (Hviding hrd.) samt Kogsbøl (Tønder hrd.) købte R. 1613. Spandetgårde (Hviding hrd.) erhvervedes 1616 med andre besiddelser i Spandet sg. og lagdes under Lindeved. I kongeriget koncentrerede R. sine godskøb til Jylland. Her erhvervede han ca.1617 Herningsholm (Hammerum hrd.). 1616 købte han Skovgård (Tørrild hrd.) samt Mogenstrup og Gjesingholm (Sønderhald hrd.). Endelig erhvervede han 1625 de to gårde Demstrup og Sødringholm (Gjerlev hrd.). I Kbh. ejede R. en prægtig gård. Ved Flensborg anlagde han en krudtmølle.

R. foretrak det frie liv som rejsende og soldat, men fik i sine senere år ikke den første lyst indfriet. Som godshandler og husbond, statholder og administrator var han nøjeregnende og våndede sig over, at han havde sit med møje, som han plejede at sige. Og så mentes det endda, at de årlige indtægter af hans ejendomme mod slutningen af hans liv udgjorde 20 000 rdl., foruden hvad korn- og kreaturhandelen indbragte ham. "Når han rejser gennem hertugdømmet kan han overalt overnatte på sit eget gods. Rejser han fra Haderslev til Lübeck, er det ligesådan", lød det. Faderens lærde og litterære interesser overtog han kun i begrænset omfang. I sin tid på Kronborg var han dog ofte gæst hos Tyge Brahe på Hven, og han bad 1585 universitetet om afskrifter af historiske akter. Faderens humanistiske dannelse ejede han ikke, men var som denne stærkt astrologisk interesseret og tog, ortodoks luthersk som han var, den senere hofastrolog og kalvinistbekæmper Niels Heldvad under sin beskyttelse.

Familie

Forældre: statholder Henrik R. (1526-98) og Christina v. Halle (1535-1603). Gift 1. gang 22.2.1590 på Kronborg med Thale Thott, født ca. 1550, død jan. 1611, begr. i Itzehoe (gift 1. gang med Arild Urup til Ugerup, 1528-87, gift 1. gang med Gisel Podebusk, død 1557), d. af rigsråd Tage Ottesen T. (død 1562) og Else Holgersdatter Ulfstand (død 1573). Gift 2. gang 1613 med Dorothea Brockdorff, død 30.12. 1629 på Gjesingholm, d. af Ditlev B. til Vindeby (1588-1616) og Ida Rantzau (død 1596). – Far til Christian R. (1614-63). Bror til Frants R. (1555-1612) og Breide R. (1556-1618).

Ikonografi

Malet som 19-årig (Breitenburg). Medalje med to portr., som levende og som død, 1627, efter denne stik 1750, 1777 m.fl.

Bibliografi

Kilder. Årsberetn, fra det kgl. gehejmeark. VI, 1876 222-24 (breve). Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I-III, 1878-91 (reproudg. 1969); VII, 1891 (reproudg. 1970); VIII, udg. Johanne Skovgaard, 1947 (reproudg. 1970). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I-II, 1883-88. Kancelliets brevbøger 1580-1626, 1903-25. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen III-IV, 1916-17. Fr. IIs enke dronning Sophies kopibøger, udg. Sv. Thomsen, 1937. Historiskt mag. I, Sth. 1953 = Hist. handlingar XXXV.1 5-51 (Chr. Friis' brev ... rörande kriget mot Sverige 1611-12). Jacob Fabricius d.y.s optegn., udg. A. Andersen, 1964. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971.

Lit. [Carl v. Rantzau:] Das Haus Rantzau, Celle 1866 143 147f. Chr. L. E. v. Stemann i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. II, Kiel 1872 150f. Ant. Burchard: Leichpredigt über G. R., Hamb. 1629. Adam Henr. Lackmann: Einleitung zur schlesw.-holst. Gesch. II, Hamb. 1733. Niels Slange: Chr. IVs hist., 1749. Danske mag. IV, 1750 97-119. F. H. Jahn: Grundtræk til Chr. IVs krigshist. I-II. 1820-22. Georg Waitz: Schlesw.-Holsteins Gesch. II, Göttingen, 1852. Jul. Otto Opel: Der niedersächsisch-dänische Krieg I-III, Halle, Magdeburg 1872-94. Axel Larsen [Liljefalk]; Kalmarkrigen, 1889. Samme: Kejserkrigen, 1896-1901. Troels-Lund: Chr. den fjerdes skib på Skanderborg sø I-II, 1893 (også i forf.s Hist. fortæll. III, 5.-6. bog, 1911). Fr. Weilbach i Helsingør i Sundtoldstiden, ved Laur. Pedersen I, 1926 (også som særtryk med titlen: Kronborg, s.å.). Ingel Wadén: Berättande källor till Calmarkrigets hist., Lund 1936. Sveriges krig 1611-32, udg. den svenske generalstab I, Sth. 1936; bilagsbind I, 1937. Th. Christiansen: Die Stellung König Chr.s IV von Dänemark zu den Kriegsereignissen im Deutschen Reich, Kiel 1937. Hans H. Fussing i Jyske saml. 5.r.III, 1937-38 1-98. Vilh. Wanscher: Kronborgs hist., 1939. H. V. Gregersen: Niels Heldvad, 1957 (ty.udg. 1967). E. Ladewig Petersen: Chr. IVs pengeudlån til da. adelige, 1974. Leo Tandrup: Mod triumf eller tragedie I-II, 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Gert Rantzau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296097