Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Rantzau

Oprindelig forfatter COBA
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christian Rantzau, 2.5.1614-8.11.1663, rigsgreve, overstatholder. Født på Haderslevhus, død i Kbh., begravet i Itzehoe. R. kom efter faderens død 1627 og de kejserlige troppers ødelæggelse af fædreneslottet Breitenburg på Sorø akademi hvor han blev til 1629. 1630 fulgte han med på sin slægtning Henrik Rantzau til Schmoels sendelse til Regensburg og studerede 1631-33 i Nederlandene og Frankrig hvor han 1632 i Orléans-akademiet valgtes til "Consiliarius nationis Teutonicae". 1634 blev han hof-, snart efter kammerjunker hos Christian IV og fulgte 1635 kongen til Norge. Efter sit giftermål opgav han hoftjenesten. Han var allerede nu en af rigets største godsejere og drev sine godser med energi og indsigt. I Holsten arvede eller købte han Breitenburg, som han genopførte, Neuendorf, Drage, Nütschau (til 1646) og Rantzau (afhændet 1649, generhvervet 1655), i Slesvig Kogsbøl ladegård (1639-49), i kongeriget Gessingholm (Sønderhald hrd.), Sødringholm (Gerlev hrd.), Demstrup (sst.), Skovgård (Tørrild hrd.), Herningsholm (Hammerum hrd.), Vejbjerggård (Skodborg hrd.), Skovbygård (Hammerum hrd.) m.m., hvortil kom Tranekær slot og len som han maj 1645 fik i pant af kronen for 62 000 rdl. spec, lånt kongen under Torstenssonkrigen. 1639 var han blevet amtmand i Rendsborg og måske samtidig kgl. landråd, selv om hans bestalling som sådan først er fra juni 1643; 1645-50 var han provst for domkapitlet i Hamburg. 1642 repræsenterede han i Sachsen kongen ved dennes søster kurfyrstinde Hedvigs begravelse; under krigen 1643 virkede han som generalkrigskommissær og ledede aug. 1644 angrebet på Riberhus, kort efter det på Haderslevhus; at begge fæstninger snart efter tilbageerobredes af de svenske førte efter freden til en krigsretssag mod ham.

Under krigen havde R. samarbejdet med hertugdømmernes daværende statholder hertug Frederik. Da denne 1648 blev konge, udnævnte han 1.8.1648 R. til sin efterfølger i statholderskabet. Det var sin fars og farfars embede R. herved overtog, og Frederik III ventede utvivlsomt i ham at finde en forkæmper for en anti-gottorpsk politik og for enheden og udeleligheden i den kongelige del, således som det var rantzausk tradition. R. havde sikkert også en væsentlig andel i den kgl. arvestatut af juli 1650. Hans samfølelse med kongehuset, der bl.a. betingedes af at han stod uden for den danske rådskreds og dens politiske tradition, parredes imidlertid med stor personlig ambition og forfængelighed. Han viste sig her som en ætling af Henrik Rantzau uden dog at eje dennes evner og litterære interesser; hans stræben koncentrerede sig om ydre glans og fornemhed, rigdom og anseelse. Det er betegnende for ham at han, da han 1638 optoges som medlem af Die fruchtbringende Gesellschaft, tog tilnavnet "der Gezierte" og som sindbillede en "indisk Jasmin" med devisen "In auserlesenen Farben". Da han nov. 1650 var i Wien for at tage Holsten til len af kejseren, udvirkede han at han og hans livsarvinger af begge køn opløftedes i rigsgrevestand, og at amtet Barmstedt som han 1649 havde købt af hertugen af Gottorp blev gjort til umiddelbart rigsgrevskab. Medvirkende herved var måske hans attrå efter at komme op på højde med rigshofmester og rigsgreve Corfitz Ulfeldt. Han havde tidligere støttet denne med pengelån og de synes endnu 1648 at have samvirket ved kansler Ditlev Reventlows fjernelse fra amtmandsembedet i Haderslev. Men der er tegn til at R. ikke var uden forbindelse med Jørgen Walters aktion mod rigshofmesteren, og kongen søgte under konflikten med Ulfeldt 1651 råd og støtte hos statholderen, som maj s.å. efter tilkaldelse kom til Kbh. 1651-52 deltog han i forhandlingerne med Brandenburg om salget af Dansborg, men formåede dog endnu ikke at skabe sig en afgørende indflydelse inden for den danske regering. Hertil bidrog også, at han pådrog sig dronning Sophie Amalies uvenskab ved sin modstand mod det ægteskab som hendes yndling, den senere storkansler Frederik Ahlefeldt til Søgård, 1656 med støtte af R.s hustru, med hvem greven levede i faktisk skilsmisse, havde indgået med hans datter Margrethe. Skønt han endte med at bøje sig og afstå sin fordring på kronen og dermed pantet Tranekær til svigersønnen (1659), vedblev hans forhold til dronningen stedse at være køligt. At han 1657 var mod den af hende og Ahlefeldt ønskede krig med Sverige bidrog ikke til at bedre det. Efter krigserklæringen sendtes han juli 1657 til dronningens bror Christian Ludvig af Braunschweig-Lüneburg for at få et forbund i stand, men havde hverken her eller på kurfyrstedagen i Regensburg held til at vinde hjælp for Danmark. Da Karl Gustav 1658 havde erobret det meste af hertugdømmerne og Danmark søgte han kongens tilladelse til en rejse til Italien, fik den, men benyttede den dog ikke. 1659 var han udset som gesandt til England, men bad sig fri.

De divergenser som hans egoisme og andre årsager havde skabt mellem ham og kongeparret, trådte dog i baggrunden da Frederik III efter enevældens indførelse følte trang til en høj minister med rang, rigdom og anseelse som ikke tilhørte den kongerigske adel. Jan.1661 udnævntes R. til generalstatholder, rigsråd og assessor i alle de nye kollegier. Et vigtigt motiv hertil for kongen og hans yndling Christoffer Gabel var uden tvivl at skabe en modvægt mod rigsskatmester Hannibal Sehested der havde spillet en så afgørende rolle ved statsomvæltningen, og vistnok gjorde sig håb om at blive den syge rigsdrost Joachim Gersdorffs efterfølger, med støtte bl.a. af dronningen. Da Gersdorff døde april 1661 undlod kongen foreløbig at udnævne en efterfølger, men R. følte sin magt vokse. Han udtalte vel i maj til den kejserlige gesandt Goës, at hans hu stod til en ambassade til Wien, men, tilføjede Goes, "ellers er hans Humeur ikke Saaledes at han gerne afslaar noget, som fører til Ære og Reputation". Kort efter opfordrede han kongen til at tilsidesætte en beslutning som statskollegiet havde taget i hans fraværelse, og i juni kritiserede han i et brev fra Slesvig, hvor han samme måned afsluttede en traktat med Gottorp om forskellige tvistemål, over for Frederik III at så mange af kollegiets medlemmer havde forladt hovedstaden og at gesandterne ikke afgav relationer om deres ambassader som det var "Skik og Brug i alle velbestaltede Kancellier". Der gemtes en brod mod Sehested i dette, men først efter at rigsskatmesteren i juli var afrejst til Norge, tog kongen sin endelige beslutning og udnævnte ved egenhændigt brev af 23.8.1661 R., hvem han titulerede "Lieber Herr Neeffve", til præsident i statskollegiet og "Premierminister, dog under Titel af Vor Overstatholder". Ved udnævnelsen, der kom som et slag for Sehested, har sikkert Christoffer Gabels indflydelse spillet en vigtig rolle; ikke for intet kalder R. i sit testamente Gabel sin "Herr Sohn". Et andet motiv var R.s rigdom der bl.a. satte ham i stand til at låne kongen et kostbart sølvservice og en med fem diamanter prydet guldelefant.

Annonce

Som "premierminister" virkede R., i modsætning til rigsfeltherre Hans Schack og krigskollegiet, for en stærk nedsættelse af hærbudgettet; i hertugdømmerne var han for en ophævelse af fællesregeringen. Sammen med Gabel førte han i juli 1661 de forhandlinger med Kaj Lykke som førte til, at denne forpligtede sig til at yde store pengeofre for at undgå tiltale for majestætsforbrydelse; da sagen alligevel endte med stævning for højesteret, voterede R. som forsidder i denne for æres- og livsstraf (sept. 1661). Hans holdning i denne sag er i flere henseender mærkelig. Og det samme gælder hans optræden over for den på Hammershus fængslede Corfitz Ulfeldt i efteråret s.å., da han sendtes til Bornholm for at modtage arvehylding af indbyggerne, undersøge klagerne over guvernøren Adolph Fuchs, ordne skatteforholdene m.m. samt forhandle med Ulfeldt om hans løsgivelse. Hans instruks hjemlede lempeligere vilkår end dem som han under forhandlingerne aftvang fangen, og den hårdhed hvormed han optrådte står i mærkelig modstrid med instruksens tilladelse for ham til af sine egne midler at skaffe Ulfeldt bedre forplejning. Og endnu hårdere blev de betingelser som fremgik af hans forhandlinger med Ulfeldt i dec. i Kbh. Svært er det her at skønne over, hvor vidt R.s indflydelse på kongen gjorde sig gældende; at gammelt nag mod den tidligere rigshofmester og ønsket om at stække hans vinger mest muligt har spillet en rolle for ham, er næppe udelukket. I Ulfeldtparrets svoger Hannibal Sehested vedblev han at se en modstander og rival. Han var imod den af Sehested foreslåede tilnærmelse til vestmagterne som stridende mod den tilslutning til kejseren som var kernen i hans ydrepolitik, og har vistnok følt det som et nederlag da det i foråret 1662 besluttedes at sende rigsskatmesteren som ambassadør til Paris. På den anden side betød Sehesteds fraværelse øget indflydelse for ham. Okt. 1662 var han i kongens ærinde i Dresden; maj 1663 undertegnede han på Gottorp "Perækvationsrecessen" med hertugen; juli s.å var han med til at dømme Ulfeldt fra ære, liv og gods, og aug.-sept. ledede han forhørene over Leonora Christina i Blåtårn. Kort efter døde han.

Familie

Forældre: statholder Gert R. (1558-1627) og Dorothea Brockdorff (død 1629). Gift 31.7.1636 i Itzehoe med Dorothea Rantzau, født 29.1.1619, begr. 7.11.1662 i Itzehoe, d. af Detlev R. til Panker (1577-1639) og Dorothea Ahlefeldt (1586-1647). – Far til Ditlev R.

Udnævnelser

R. 1648.

Ikonografi

Mal. af W. Heimbach (Fr.borg), af F. Luyckx (Schönbrunn, Wien) og af H. Dittmars (?) (Stadt. Mus., Flensborg). Medalje af J. Reteke, 1657, gengivet i stik 1751, af M. Haas, 1791 m.fl. En anden medalje 1657 gengivet i stik 1751. Stik af H. V. Winterstein, 1660. Stik af A. Haelwegh, 1661, efter forlæg af A. Wuchters, efter dette stik af J. Folkema, 1746 og træsnit af bl.a. H. P. Hansen, 1885.

Bibliografi

Danske mag. V, 1751 97-108 129-51 178-92; 5.r.IV, 1898-1901 157-89 (breve fra Corfitz Ulfeldt og Th. Lente); V, 1902-04 278-82 (breve fra Jens Dolmer). Kronens skøder, ved L. Laursen og F. J. West I-II. 1892-1908. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen IV-V, 1917-20. – Joh. Fr. Noodt: Versuch einer unpartheyischen hist. Nachricht von der Ranzovischen Familie, Slesvig 1733. Chr. L. E. v. Stemann i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. II, Kiel 1872 151. Johs. Hudemann: Leichpredigt über C. R., Glückstadt 1664. S. Birket Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. II, 1881. Af gehejmeråd Ditlev Ahlefeldts memoirer, udg. L. Bobé, 1895. L. Bobé: Slægten Ahlefeldts hist. VI, 1897 13f; bilag og henvisn. 56f. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. I, 1908. Kn. Fabricius: Kongeloven, 1920 (reproudg. 1971). Samme i Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921. F. Ahlefeldt Laurvig: Storkansleren I-II, 1934-36. Hans H. Fussing i Hist.t. 10.r.III, 1934-36 59-101 193-241. Samme i Jyske saml. 5.r.II, 1935-36 1-28. Samme: Herremand og fæstebonde, 1942 (reproudg. 1973). C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I-II, 1946-70. Hermann Kellenbenz: Holstein-Gottorff, eine Domäne Schwedens, Lpz. 1940. Danske slotte og herregårde, 2. udg. ved Aage Roussell VIII, 1965; XI, 1966; XIII-XIV, 1966-67; XVI, 1967.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. O. Bøggild-Andersen: Christian Rantzau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296086