• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helene Berg

Oprindelige forfattere GyLe og IDahl

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Helene Berg, Helene Marie Anna Kirstine Berg, 8.3.1869-13.5.1955, socialpolitiker, forkæmper for kvindesagen. Helene Berg tog handelseksamen 1886, gymnastikeksamen 1889, blev student 1900 (priv. dim.) og fik filosofikum 1901. I årene 1882–86 var hun meget aktiv i Frelsens Hær, blev uddannet til officer i England og kom til Oslo som leder af officersskolen dér. I sin alderdom har hun omtalt det som sit livs største dårskab at hun forlod Frelsens Hær og det arbejde hun dér stod i.

Helene Berg blev et ivrigt medlem af Dansk Kvindesamfund og kom i dets hovedstyrelse 1903–08 samt 1915–16, og 1905–08 redigerede hun Kvinden og Samfundet. Hun arbejdede især for ugifte mødres og deres børns retsstilling og for en ny ægteskabslov. Hendes største betydning for kvindesagen ligger i at hun førte DK ind på et lovforberedende arbejde gennem udvalg med sagkyndig bistand af jurister og politikere. Af dette samarbejde mellem kvinder og mænd fremgik forslag som blev af betydning for lovgivningen for børnesag, adoption og ægtefællers retsstilling. Helene Berg har stiftet mange kredse af DK og i skrift og tale agiteret for kvinders valgret. Selv har hun som socialdemokrat taget livlig del i politik.

Helene Berg var altid stærkt engageret i de svagest stilledes forhold, og 1906 var hun med til at stifte Foreningen for nødlidende, enligtstillede kvinder med børn og sad en periode i dens styrelse. På talrige rejser, især til England, skaffede hun sig indblik i social elendighed og socialt arbejde. Helene Bergs søgende indstilling over for tilværelsen førte hende til Selskabet for psykisk forskning af hvis styrelse hun en tid var medlem, men også til Indien for at studere teosofi. Allerede før hun nåede 50-årsalderen trak hun sig tilbage fra verden og levede en kontemplativ eneboertilværelse.

Annonce

– En bror, Axel Helmar Emil Berg (21.12.1864–9.12.1935) uddannedes som gartner og blev 1903 direktør for Kbh.s begravelsesvæsen.

Familie

Helene Berg blev født i Orup, Roholte sg., Præstø amt, døde i Kbh. og er begravet sst. (Ass.). Forældre: købmand Frederik Vilhelm Berg (1829–1902) og Emilie Marie Christine Licht (1838–1921). Ugift.

Bibliografi

Gyrithe Lemche: Dansk kvindesamfunds hist. gennem 40 år, 1912. Kvinden og samfundet 30.1.1908, 15.2. s.å. og feb. 1954.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gyrithe Lemche, Inga Dahlsgård: Helene Berg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286797