Truid Gregersen Ulfstand

Truid Gregersen Ulfstand, 1487-16.11.1545, rigsråd. Død på Torup, begravet i Lunds domk. T., der ligesom broderen først 1526 antog slægtsnavnet U., nævnes 1506-07 i familiedokumenter; 1510 var han "småsinde" hos kong Hans, 1515 skrives han til Torup. 1522 overtog han efter broderen Holger Varberg len som han – med nedennævnte afbrydelser under grevefejden - beholdt til sin død; 1525-36 sad han som lensmand formelt underordnet ærkebispen af Lund. Ved tronskiftet 1523 optoges han i rigsrådet; ved kroningen n.å. blev han ridder. Som rigsråd deltog han 1528 og 1530 i vigtige grænsemøder med svenske råder; det første fandt sted i Lödöse, det sidste på selve Varberg slot. Under Christian II's forsøg på at genvinde magten 1531-32 lå dette begivenhedernes brændpunkt nær; U. ventede endog en tid hovedangrebet her og fremmede derfor med energi arbejdet på såvel byens som slottets befæstning. Faren drev dog over idet kun spredte strejfskarer vovede sig i land i Halland; men lige til krigsbegivenhedernes afslutning vedblev Varberg at være et vigtigt samlingssted for forstærkninger ligesom U.s indberetninger for de ledende i Kbh. var en hovedkilde til efterretning om krigens gang.

Efter at have deltaget i den herredag i Kbh. aug. 1532 der traf beslutning om Christian II's livsvarige fængsling sendtes U. i forening med sin fætter og nabolensmand Claus Bille samt Oslobispen Hans Ræff med udstrakte fuldmagter til Norge for at genoprette ordenen og forny forbundet med Danmark. Begge dele lykkedes dem. De opholdt sig først et par måneder i det søndenfjeldske hvor de holdt retterting og modtog stormændenes fornyede underkastelse under Frederik I. Sidst i okt. rejste de til Trondhjem hvor de fik afsluttet et forlig med ærkebisp Olav Engelbrektsen der måtte betale en større bøde; 7.11. fornyede han i forening med de øvrige norske rigsråder forbundet af 1540 og opsagde Christian II huldskab og troskab. Til gengæld fik ærkebispen ikke blot sine len tilbage, men opnåede også at de kgl. kommissærer i en henvendelse til ærkestiftets almue formanede denne til at svare kirken de sædvanlige ydelser og modstå ethvert forsøg på at indføre et "nyt regimente" i luthersk ånd. Ved årets slutning vendte kommissærerne tilbage til Danmark.

Brydningsårene 1533-36 blev en meget bevæget tid for U. Allerede 1531 havde han udtalt sin frygt for det tiltagende "lutheri"; på herredagen i Kbh. 1533 faldt det ham naturligt at følge bispernes og Billeslægtens parti, rådets gammelkatolske majoritet der tog ansvaret for kongevalgets udsættelse; bl.a. deltog han i dommen over Hans Tausen. På herredagen i Odense nov. s.å. blev han med Niels Lunge og Axel Juul udset til at forhandle med Gustav Vasa, og 2.2.1534 lykkedes det U. som dette gesandtskabs leder at tilvejebringe ét regelret forsvarsforbund med Sverige. Den følgende tids uro medførte dog at denne traktat – en forløber for Brömsebrotraktaten af 1541 – aldrig blev ratificeret fra dansk side. Da Jørgen Kock sidst i maj rejste opstanden i Malmø befandt U. sig tilfældigt i denne by hvor hans ældste sønner gik i skole hos Fr. Vormordsen; han blev da med en række andre adelsmænd taget til fange og løslodes først omkring 10.8. mod at hylde grev Christoffer. Alvorlige personlige tab gik han dog ikke fri for. Gustav Vasa gjorde nu fælles sag med hertug Christian (III); han inddrog fru Gørvels svenske gods og sendte en hær til Halland hvor Varberg fra 10.11. blev genstand for en belejring der varede i ni uger og efter U.s egen angivelse skal have kostet ham 20 000 mark. Samtidig holdtes dog stadig forhandlinger i gang, og kort efter nytår 1535 tilvejebragte Claus Bille en stilstand hvorefter U. beholdt slottet mod foreløbig at forholde sig neutral. Ganske kort tid efter gik han dog ligesom den øvrige skånske adel over på hertug Christians side. Da landsknægtføreren Marcus Meyer var taget til fange i slaget ved Helsingborg fik U. overdraget at holde ham i forvaring på Varberg, men behandlede ham så mildt at den lybske eventyrer fik lejlighed til at organisere en sammensværgelse mod slotsherren. 11. el. 12.3. satte han sig ved et dristigt kup i besiddelse af fæstningen; U. selv reddede sig ved en hastig flugt, men hans hustru og børn blev Marcus Meyers fanger. På egen hånd og for egen regning måtte U. nu samle sig en lille styrke og indlede en langvarig belejring af sit eget slot. At tilbageerobre det lykkedes han ikke før sidst i maj 1536 da Christian III havde sendt ham artilleri så de svære mure kunne sønderskydes. Blodig hævn fulgte; foruden Marcus Meyer der havde brudt sit æresord som fange, slotspræsten der havde spillet en rolle ved forræderiet, og Varbergs borgmester måtte yderligere sytten personer bøde med livet.

12.8.1536 måtte U. i forening med en række andre verdslige råder anerkende bispernes afsættelse og udelukkelse af rådet. Hans tidligere katolske sindelag kom ham i øvrigt ikke til skade hos den nye konge; tværtimod var erindringen om hans fortjenester i Norge 1532 så levende at han i foråret 1537 atter udsendtes i en lignende kgl. kommission hertil hvor han i mellemtiden var blevet godsejer i stor stil. Han ledsagedes denne gang af Christoffer Huitfeldt, og de to mænds opgave var at genoprette ordenen og gennemføre reformationen. U.s rejse gik først til Trondhjem hvor nye lensmænd indsattes, og derfra over Dovre til Hamar hvor den genstridige biskop Mogens måtte overgive sin befæstede bispegård og som fange følge med til Danmark. Fra den herredag i Odense juni 1539 som vedtog kirkeordinansen sendtes U. igen til Norge, denne gang sammen med sin gamle fælle Claus Bille; de skulle gennemføre den nye kirkelov i de norske stifter og holde retterting på kongens vegne. De skilte sig fra disse hverv med sædvanlig dygtighed, men hovedresultatet af deres sendelse var dog et lovarbejde, recessen af 1539 som først afløstes af Christian V's norske lov, og som med rette benævnes efter de to kommissærer selv om den byggede videre på ældre lovgivning og de norske lagmænd havde del i æren. Endnu i sine sidste leveår deltog U. aktivt i rigsrådets arbejde; 1543 var han medlem af en kommission der sendtes til Bornholm for at høre og afhjælpe befolkningens klager.

Selvstændig statsmandsgerning under vanskelige vilkår gjorde U. såvel under sine Norgesophold 1532, 1537 og 1539 som ved afslutningen af det svensk-danske forbund febr. 1534. Ikke blot koldsindig forhandlingsevne og et eget fast greb om tingene præger hans optræden ved disse lejligheder; man synes dertil at kunne føje en personlig vilje til at fremme et fredeligt samarbejde mellem de nordiske riger, en stræben der i kraft af både geografiske og historiske forudsætninger måtte ligge befalingsmanden på Varberg særlig nær; måske tør han betegnes som en af adelsskandinavismens sidste forkæmpere. En anden gennemgående linje i hans politik bestemmes af hans trofasthed mod sin mødrene slægt, Billeætten, og især af venskabet med fætrene Claus og Eske Bille. – Men i øvrigt må det snarest undre hvor ofte U. har været i stand til at skifte parti uden nogen sinde at komme helt dårligt fra det. Den simpleste og sikkert også den rette forklaring på hans udprægede opportunisme turde være hans stærkt fremtrædende omsorg for sin private formues fremgang. Den var ikke forgæves. Fædrenegården Torup gav ham et godt udgangspunkt, men ikke så lidt videre nåede han ved sine to økonomisk meget formålstjenlige ægteskaber; hans første hustru bragte ham Barsebäck i Skåne samt (ved skiftet efter Lauge Brock) en søsterlod i Vemmetofte og Estrup, mens fru Gørvel var arving til vidtstrakte godser i Norge, bl.a. Giske, og U.s magtstilling i Norge 1537-39 gjorde det muligt for ham sejrrigt at hævde hendes adkomst til dem mod alle medbejlere. Intet under at han ved sin død betegnes som en hovedrig mand.