Peder Ebbesen Galt

Peder Ebbesen Galt, d. mellem 3. og 10.4.1548, rigsråd. Død på Palsgård, begravet i Søvind k. G. kan vistnok takke sin mors venskabsforhold til dronning Christine for, at han allerede i en ung alder kom i dennes tjeneste. Efter egen opgivelse tjente han hende i ti år, antagelig i hele tidsrummet som hendes foged på hendes livgeding og enkesæde Næsbyhoved. Efter enkedronningens død 1521 lod Christian II ham blive siddende som lensmand her. Ligeledes lod han ham overtage Hindsgavl med pantet deri efter svigerfaderen Gjord Nielsen Drefelds død 1520. Først i de kritiske dage i begyndelsen af 1523 fik kongens mistillid til G. overhånd, og inden han forlod Fyn havde denne mistet begge sine len. Den stærkt forbitrede tone i G.s opsigelsesbrev af 19.3. er derfor sikkert ægte nok. Som tvingende grunde anføres ligesom i de andre opsigelsesbreve dels de oprørske rigsråders og hertug Frederiks trusselsbrev, dels frygten for Sigbrit. G.s tilslutning til Frederik I lønnedes med at han 1524 fik Næsbyhoved tilbage, hvortil pantesummen fra Hindsgavl overførtes (1527 forhøjet med 1000 gylden). 1529 ombyttede han Næsbyhoved med Lundenæs som han fik i pant uafløst for livstid. Overflyttet til Jylland kom han snart til at stå i nært forhold til Mogens Gøye og Erik Eriksen Banner, til hvilke han i forvejen var knyttet med slægtskabsforbindelser. Efter Frederik Is død sluttede han sig ganske til dem, og mange hverv tilfaldt ham under grevefejden. Han var, anfører for de adelige ryttere der i juli 1534 ledsagede hertug Christians folk til Fyn for at slå oprøret der ned. Han undslap heldigt fra overrumplingen i Nyborg og fik senere efter nederlaget ved Svendstrup i opdrag sammen med Ove Lunge at befæste og holde Randers mod de oprørske bønder, hvilket også lykkedes. Videre blev det ham overdraget sammen med Axel Juul at drage rundt i de oprørske herreder for at tinge om halsløsning med bønderne. Mange bønder gjorde denne hårde mand derved til sine fjender, men han var en dygtighed som regeringen under de opløste tilstande havde god brug for. Derfor fik han også 1536 Århusgård og Åkær i forlening som stiftslensmand. I arbejdet på lensreformen var han regeringens håndgangne mand. Det viste han 1541 ved som en af de første at tage sit len på genant. Også til at pådømme sager blev der gjort udstrakt brug af ham. Således var han, skønt da endnu ikke rigsråd, med på den store jyske rettertingsrejse 1537. Rigsråd blev han først 1538 eller 39.

Viste han dygtighed i statens tjeneste, viste han ikke mindre dygtighed ved bestyrelsen af sit eget gods. Han skal i betydelig grad have forbedret driften på sine udstrakte ejendomme. Ved arv var han efterhånden kommet i besiddelse af Rudbjerggård (Lolland), Tyrrestrup, Skumstrup og part i Palsgård (Jylland), Sellebjerg (Fyn) og Ingelstad (Skåne), de to sidste vistnok gennem sin hustru. Dertil købte han 1540 af kronen den tidligere bispegård Birkelse og 1545 andet gods der tidligere havde tilhørt Niels Clementsen. Hertil var kronens adkomst dog ikke sikrere, end at det i købekontrakten indsattes at om noget af det senere blev ham afvundet, skulle kronen give ham erstatning i penge. Hvad hensyn tog G. til, om han herved kom til at gå nogle af sine standsfællers ret for nær? Mindre gårde tilkøbte han sig, hvor han bedst kunne, derimellem selvejergods, vikarie- og kannikegods som ikke måtte afhændes. Direkte misbrug af sin stilling som stiftslensmand gjorde han ved at anvende materialer fra de kirker, han nedbrød, til sine egne gårde. Så længe han levede holdt mange sig tilbage fra at anlægge sag mod den hensynsløse mand. I en pinlig strid med Gyldenstiernerne på Bygholm ca. 1540 om en "troldkvinde"s bagvaskelser hentede han sig dog et nederlag, men hans stilling forblev urokket. Men efter hans død strømmede klagerne ind. Allerede på herredagen nov.1550 frafaldt kongen dog al tiltale, ganske vist mod at fru Ingeborg Peder Ebbesens betalte kongen en sikkert ikke urimelig erstatning på 7000 dl. Også de følgende års retssager pådømte herredagsdomstolen på lempelig vis. -På Tyrrestrupegnen hvor G. havde sin hovedgård mindedes han længe som den onde "Peder Ybs", og så forhadt var han, at sagnet gik, at Fanden til sidst bortførte ham fra Tyrrestrup.