Jørgen Lykke, d. 26.12.1583, rigsråd. Begravet i Udbyneder k. L. kom 1532 på sin udenlandsrejse fra Ungarn til Frankrig hvor han gik i Frants Is tjeneste og efterhånden avancerede til kgl. råd og kammerherre. Fra grevefejdens tid anvendte kong Frants gentagne gange L. som sendebud til Danmark i forhandlinger som resulterede i forbundstraktaten i Fontainebleau af 29.11.1541. 1543 eller 1544 trådte L. ud af fransk statstjeneste og tog fast ophold i Danmark. Umiddelbart efter sin hjemkomst blev han rigsråd, men modtog først nogle år senere større len: Skanderborg (1547-52) og Mariager kloster (1548-83), hvormed han forbandt forskellige jyske herreder: Hindsted hrd. (1559-60), Horns hrd. (1561-63) og Gislum hrd. (fra 1563 til hans enkes død). De danske konger måtte selvfølgelig drage nytte af hans erfaringer fra Frants Is hof. Vi møder hans navn i forbindelse med en vrimmel af hoffester - bryllupper, barnedåb, fyrstebesøg osv. - i Christian IIIs og særlig Frederik IIs tid. 1559 anvendtes han ved forberedelsen af Christian IIIs begravelse og Frederik IIs kroning. Ved kroningen modtog han ridderslaget. Han blev brugt i en række diplomatiske sendelser, 1544 til Sverige, 1551 til kejseren og 1560 og 1561 til Frankrig hvor han 1561 skulle sondere mulighederne for et ægteskab mellem Frederik II og den unge enkedronning Marie Stuart. Han blev spurgt ved vigtige afgørelser, fx under de afsluttende forhandlinger om Øsels overdragelse til hertug Magnus 1559. 1559-60 deltog han i forhandlingerne med hansestæderne forud for den fordelagtige reces af 25.7.1560. Ved syvårskrigens udbrud ledede han den delegation der afsluttede forbundet mellem Danmark og Polen i Stettin 5.10.1563. S.å. blev han proviantmester i Viborg stift og fik tillige med tre andre rigsråder "opsigt med alt" i Nørrejylland. 1564 var han en kort tid medlem af regeringsrådet i Kbh. Da den tyske lejehær skuffede forventningerne, blev L. i juli sat i spidsen for en rigsrådskommission der til stadighed skulle overvåge hærledelsen. Da heller ikke denne ordning tilførte hæren den fornødne kraft erstattedes den tyske øverste, grev Günther v. Schwarzburg, 14.12. af den gamle marsk Otte Krumpen der efter ønske fik sin svoger L. til løjtnant (ɔ: stabschef).

Den nye overkommando kom knap nok til at træde i funktion, før den (inden 6.2.1565) blev afløst af Daniel Rantzau. Men i foråret og sommeren s.å. udførte L. en vigtig diplomatisk mission da han på en rejse til Spanien og Nederlandene skulle forklare, at den af sømagterne ildesete lukning af Øresund navnlig tilsigtede en hurtig afslutning af krigen, og kunne vende hjem med forsonlige breve og en guldkæde til 800 dlr. som sit personlige udbytte. Ud på efteråret forberedte han på en rejse til Lothringen Peder Oxes hjemkomst. I krigens sidste år falder L.s virksomhed atter i Jylland hvor han var optaget af skatteopkrævning og udskrivning af folk til hær og flåde, et brydsomt arbejde der skaffede ham ubehageligheder både fra befolkningens og regeringens side. En særlig delikat opgave betroede kongen ham 1567, da han sammen med Jørgen Rosenkrantz (1523-96) skulle bevæge enkedronningen, der havde afsat provsten på Als og indsat en ny, til at genindsætte den gamle provst. Da hun ikke ville bøje sig, fik L. - efter enkedronningens påstand under trusler på livet - de sammenkaldte præster til at genvælge den afsatte provst. I slutningen af s.å. dirigeredes L. og to andre rigsråder til Norge for at genoprette ordenen efter et svensk indfald; de afholdt 1568 den første norske herredag. Efter krigen gled den nu aldrende L. noget i baggrunden, om end man stadig nu og da støder på hans navn både i indre og ydre politik.

L. blev en meget rig mand. Fra sin far arvede han Mullerup (Gudme hrd.) og part i Hverringe (Bjerge hrd.) og Brejnholm (Vrads hrd.). Hans hustru bragte ham Tostrup (Christianssæde). Hertil svarede beliggenheden af hans første panteforleninger: fire lollandske birker (1541) samt Kejrup og Ladby på Fyn. 1547 købte han sin panteforlening Sirekøbing (i Skåne) som han siden solgte igen. Men fra midten af 1540erne koncentrerede den hidtil væsentlig fynske godsejer L. sig om en stort anlagt godssamling i Jylland. Et mageskifte med kronen 1545 afgav grundlaget for hans stolte hovedgård Overgård ved sydsiden af Mariager fjord. 1548 og 1549 skilte han sig af med sine fynske og lollandske pantelen, inden 1548 solgte han Mullerup til Johan Friis, og Hverringe og Brejnholm overgik foreløbig helt i søsteren Annes og hendes mands Anders Billes (1477-1555) eje. I de følgende 30 år erhvervede L. sig til gengæld store besiddelser i det sydlige Himmerland og syd for Mariager fjord. Meget fik han ved mageskifte, andet som vederlag for en del af de meget store summer, han efterhånden forstrakte kronen med. Han blev således ejer af gårdene Bonderup (1555), det nuværende Lerkenfeld, Ovegård (1564), Haslevgård (1565) og Hessel (1567), alle i Himmerland. Da Anders Bille var død, hjalp han fru Anne i hendes sag mod mandens børn af første ægteskab med det resultat, at hun 1557 tilskødede ham Hverringe og Brejnholm, dog først at tiltræde efter hendes død. Ved siden af sit landbrug drev L. en omfattende teglværksvirksomhed. En mængde processer vidner om hans godskærhed, men indeholder intet bevis for uretmæssig berigelse. For sine søstre Anne og Sophie var han en god stotte, også når han ikke kunne have personlig fordel af det. Det taler til hans ære når to adelige jomfruer, der følte sig forurettet af den slægtning der skulle varetage deres interesser, ønskede ham til værge. Skønt han var øm over egen fordel, blev hans ødsle gavmildhed ordsproglig ("at stå åben som J. L.s pung"). Sagnet ved at fortælle om hans uhørte ekstravagance: han spiste af sølvfade og havde på Overgård en sal med forgyldt gulv. Men det beretter heller ikke med urette om hans hidsighed og hensynsløshed som også historien kender eksempler på, som da han 1567 for så voldsomt frem mod skriveren på Hald, der havde beskyldt hans søster Anne, nu gift med Otte Krumpen, for grove besvigelser mod kronen, at kongen måtte tage skriveren under sin beskyttelse.

L.s sidste år var bitre. 1581 rettede kongen kritik mod hans lensstyrelse og beskyldte ham for forhugning af Mariager klosters skove. Rigsrådet må have misbilliget kongens fremfærd, thi trods gentagne påmindelser kunne kongen ikke mane de råder, der havde fået ordre til at besigtige skovene, til at udføre denne forretning. Det lykkedes Niels Kaas og Christoffer Valkendorf at mægle et forlig. Kongen opgav sin forfølgning mod, at L. eftergav kronen halvdelen af den store sum, hvorfor han havde Gislum hrd. i pant. Men Frederik II undså sig i den følgende tid ikke for på ærekrænkende måde at kontrollere L.s skovhugst.

Familie

Forældre: rigsråd Peder L. (død 1535) og Kirsten Pedersdatter Høg (Banner) (død 1542). Gift ca. 1539 med Beate Brahe, død 24.7.1602, begr. i Mariager k., d. af Aage B. til Tostrup (død 1525) og Beate Jensdatter Ulfstand (død 1523). -Bror til Sophie L.

Ikonografi

Afbildet på malet kopi af Gustav Müller, 1902 (Fr.borg) efter mal. fra samtiden (Dresden hist. mus.). Mal. (Overgård). Relief på ligsten (Udbyneder k.).

Bibliografi

Dam.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen I-II, 1907-12. - J. L. A. Kolderup-Rosenvinge i Juridisk t. XVII, 1831 317-19. Samme i Udvalg af gamle da. domme III, 1845 XI-XVIII. Samme i Danske mag. 3.r.III, 1851 173. C. T. Engelstoft i Theologisk t. VI,2, 1842 130f. F. Richardt og T. A. Becker: Prospekter af da. herregårde VII, 1854 (ny udg. II, 1976) Overgård. Kr. Sørensen Testrup i Saml. til jydsk hist. og top. I, 1866-67 360-62. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m.fl. II-III, 1923. P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Samme i Hist. t. 10.r.VI, 1942-44 637-59.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig