Jakob Basse, født ca. 1300–10, levede 10.8.1360, men var død 12.1.1361, rigsråd. B. nævnes blandt garanterne for kong Valdemar Atterdags fredsslutning med kong Magnus af Sverige 1343 og ligeså blandt garanterne for Skånes overdragelse til kong Magnus. Han blev senere medlem af regeringskommissionen under kongens Tysklandsrejse 1352 men nævnes først som ridder 1359. N.å. var han blandt kong Valdemars garanter for overenskomsten med hertug Albrecht af Mecklenburg men må være død samme efterår. Ved brev 12.1.1361 blev han erstattet af ridderen Peder Lauridsen; dette må hertugen have glemt, for i kvitteringen for prinsesse Ingeborgs medgift 4.6.1362 er navnet ikke skiftet ud. B. skrev sig en enkelt gang til Uglerup i Tuse hrd. som han snarest må have erhvervet ved køb. Han må have rådet over betydelig likvid kapital da han i 1340'erne og 1350'erne tilpantede sig adskilligt gods hvoraf han dog måtte afstå en del til kronen, ganske vist mod betaling. Hovedparten af hans gods lå på Sjælland, men han havde gennem sin 1. hustru tilknytning til Langeland. Tvivlen om at B. skulle have ægtet både Margrete og Edle er ubegrundet da Peder Lauridsen (Panter) der erstatter B. som garant 1341 erklærede at have været til stede ved fru Margretes begravelse.

Familie

Forældre: måske en Jens B. og fru Kirsten af Årsmarke. Gift 1. gang med Margrete, begr. 16.2.1339. Gift 2. gang før 1355 med Edle (af slægten Venstermand?).

Bibliografi

Ellen Jørgensen: Annales danici, 1920 176. Diplomatarium dan.2.r.XII nr. 141; 3.r.I nr. 70, 163, 343 og 386; III nr. 102, 224 og 365; IV nr. 73, 309, 385, 487 og 511; V nr. 186, 239 og 352; VI nr. 3 og 181, 1960–69. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968 172.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig