Iver Axelsen Thott, 1420-1.10.1487, rigsråd. T. nævnes første gang som ridder 1444 og skriver sig da til Knabstrup (Merløse hrd.) som han måske har fået med sin første hustru. Men i øvrigt var han knyttet til Østskåne hvor han ved faderens død arvede slægtens gamle stamgods Härlöv skønt han kun var nr. seks i rækken af sønnerne. Et andet vidnesbyrd om hans betydning er at han sammen med den ældre halvbror Aage overtog styrelsen af Varberg len de seks år som lensbrevet gav ret til. I den følgende tid ses T. navnlig i kong Christoffers omgivelser, og da der efter tronskiftet 1448 udbrød fejde mellem Danmark og Sverige var han blandt dem der ved kong Karls indfald i Skåne 1452 led tunge tab. Også hos den nye konge Christian I nød T. tillid. I 1450erne sendtes han oftere til Sverige som gesandt sammen med ældre prøvede mænd som broderen Aage og marsken Claus Rønnow. Her havde han lejlighed til at træffe sin bror Erik der var helt indlevet i svenske forhold. Det nøje sammenhold som altid udmærkede alle ni Axelsønner blev måske mest udpræget mellem disse to. T. trådte foreløbig i anden række bag Erik, men hans medfødte overlegenhed lod snart vægtskålen synke til hans fordel. Ved Oluf Axelsen Thotts død 1464 blev pantelenet Gotland ledigt, og T. overtog dette. Han opnåede herved en både i økonomisk og politisk henseende betydningsfuld stilling. Samtidig var han for anden gang blevet enkemand og bejlede til den afsatte kong Karl Knutssons datter Magdalena. Der er intet tegn på at denne forbindelse fra begyndelsen har været Christian I ubehagelig; Karl Knutsson var på denne tid politisk betydningsløs. Brylluppet mellem T. og Magdalena fandt sted 22.9 i Nyköping, og ved denne lejlighed bevægede han de tilstedeværende rådsherrer til en beslutning om at de der i sin tid havde købt Karl Knutssons konfiskerede godser af kong Christian nu skulle have erstatning for salgssummen hos denne. Da derpå Erik Axelsen Thotts udnævnelse til rigsforstander i Sverige havde udskudt kong Christians antagelse til svensk konge på ubestemt tid fulgte i foråret 1467 to skelsættende begivenheder. Christian I inddrog pantelenet Tranekær fra Philippus Axelsen Thotts enke og børn, og T. opsagde kongen huldskab og troskab. Man ser af det følgende års landstingsvidner at opsigelsen var motiveret med tre grunde: at kongen havde taget breve af landekisten til skade for adelen; at han havde krænket den hellige kirkes og gode mænds frihed; og at han havde gjort riddersmandsmænd vold på gods, personer og ejendele. På alle tre punkter havde Thotterne bevisligt årsag til at føle sig krænkede, men inddragningen af Tranekær synes ikke at falde ind under dem. T. stod nu midt i de storpolitiske begivenheders strøm, og han kom hurtigt til at vise sine evner. Da hans bror Erik, der nu helt havde sluttet sig til kong Karls parti, blev belejret i Stockholm kom T. 1467 til hjælp fra Gotland, slog en fjendtlig svensk hæi i Närke og danskerne på Kungsholmen hvorpå han ophævede den danske belejring af hovedstaden. Kort efter undsatte han sin belejrede boig Lillö i Skåne. Følgen blev at hans svigerfar kunne vende tilbage som svensk konge for tredje gang, og 1468 fik T. ret til at overtage rigsforstanderskabet ved Karl Knutssons død. Sverige og Gotland var trådt i en slags personal-union.

T. holdt i de følgende år stadig en dør åben til forsoning med Christian I. Grunden var vel nærmest de uhyre tab som slægten havde lidt ved konfiskationen af dens ejendomme på dansk grund for landsforræderi, og som han håbede at få tilbagekaldt. At dette mådehold var betimeligt skulle snart vise sig. Den store yndest T. havde vundet i Sverige rokkedes da han i marts 1469 led nederlag over for kong Christian personlig ved Herrljunga i Västergötland, og da hans rival Sten Sture n.å. havde vundet en sejr over danskerne blev det ham som blev rigsforstander ved kong Karls død. I slaget på Brunkeberg 1471 deltog T. lige så lidt som sine brødre. Følgen var at der ingen politisk plads blev for ham i det nye Sverige.

Han fandt virkefelter nok andre steder. Igennem sin første hustru, Margrete Laxmand, havde han ret til arv efter hendes farbror, ærkebispen Hans Laxmand, og heriblandt fandtes også erstatningskrav på den hollandske regering. Da disse ikke blev opfyldt af hollænderne begyndte T. i 1470erne ud fra Gotland at opbringe hollandske skibe i Østersøen. Allerede 1474 måtte hollænderne bøje sig idet to repræsentanter fra Holland-Zeeland i Kalmar udbetalte ham den forlangte pengesum. Men hermed indtraf der ikke ro på havet idet T. påstod at have fået løfte om at to hollandske skibe årligt skulle anløbe Visby. Kaperiernt fortsattes derfor lige til 1479 da der ved svensk mægling sluttedes fred mellem T. og hollænderne som bl.a. opgav alle krav på erstatning for kaperierne.

Også på den modsatte bred af Østersøen spillede T. i disse år en betydelig rolle. I Livland var der i 1470erne strid om stillingen som ordensmester, og T. stillede sig sammen med Erik på den ene prætendents side, kaprede handelsskibe der fredeligt søgte til Livland, og gjorde landgang i Estland hvor de plyndrede og tog fanger. Men det gik her ligesom med hollænderne, fra 1474 optrådte Sten Sture som mægler i striden, opnåede at få svenske besætninger indlagte i Reval (Tallinn) og Narva, men undlod konsekvent alt kaperi. Fra nu af drev Sten Sture en politik der ganske udelukkede Axelsønnerne. Endnu i 1470erne var dog forholdet mellem Sten Sture og T. officielt uden rivninger. 1472 havde rigsforstanderen forlenet ham med en del af Öland og med det betydningsfulde Stakeborgs len i Ö-stergötland, og den godsmængde som T. havde arvet efter sin svigerfar kong Karl var så stor at den måtte sikre ham imod at blive skudt helt til side. Den årlige indtægt af dette gods var ca. 1000 mark, mens hans årlige skatteindtægt af Gotland var mindst 3800 mark. Lægges hertil de ekstraordinære indkomster af øen, indtægterne af de svenske len og udbyttet af kaperierne kommer man op på en samlet sum af 5–10000 mark. Til belysning heraf kan nævnes at kong Hans' indtægter af hele Danmark nogle år senere ikke oversteg 50 000 mark. Lige fra 1470ernes begyndelse arbejdede T. på at komme til en forsoning med Christian I. Her havde han den fordel at de svenske gesandter på alle fredsmøder opstillede forsoningen med de landflygtige Axelsønner som ufravigelig betingelse for kongens antagelse til unionskonge, måske fordi de gik ud fra at denne betingelse ikke ville blive opfyldt. Imidlertid opnåede T. forholdsvis hurtigt Knabstrups og Härlövs tilbagegivelse; om han genvandt pantelenene er usikkert. 1476 erklærede T. at han holdt Gotland til kongen af Danmarks hånd og altid havde betragtet sig som dennes undersåt. Et forlig med Danmark syntes nu at ligge nær, men til gengæld måtte erklæringen fjerne T. yderligere fra Sverige.

Endnu 1480 var Sturerne og Axelsønnerne dog i en vis politisk balance i Østersølandene. Ved siden af T. var hans bror Erik herre over den største del af Finland som lensmand af Sverige. Både T. og Erik var ganske vist sønneløse, men en yngre bror Laurens syntes i påkommende tilfælde at kunne tage arv efter dem begge. I begyndelsen af 1481 døde Erik, og da Laurens meddelte det svenske rigsråd dette tilføjede han at hans bror før sin død havde overdraget de finske slotte til ham og T. Med usædvanlig forsigtighed ville Sten Sture ikke spænde buen for højt; han besvarede Laurens' brev med et forlene T. med Akerbo hrd. i Sverige. Selv påstod han senere at T. til gengæld for denne forlening havde lovet at opgive de finske len hvad T. dog benægtede. Da han kendte den revne som fandtes mellem rigsforstanderen og rigsrådet erklærede han kun at ville udlevere Viborg slot til rådet. Resultatløse forhandlingsmøder fulgte efter, og Axelsønnerne syntes at sidde last i sadlen. Men da ramtes T. af det hårde slag at Laurens pludselig døde i foråret 1482. Hermed var spørgsmålet løst; T. havde ikke længere nogen interesse i at skabe et familievælde i østen.

Ved et forlig i 1483 på Gotland opgav T. Finland, på nær Raseborg slot. Til gengæld opnåede han det længe ønskede Borgholm med hele Öland. Hans tanker vendte sig nu mod Danmark. Året i forvejen havde han på familiens vegne af kong Hans fået udbetalt pantesummen for Tranekær. Men endnu i en række år vægrede han sig ved at opgive sin fyrstelige stilling som herre på Gotland og Sveriges østkyst hvilket udskød udsigten til kong Hans' antagelse til svensk konge da svenskerne ved Kalmarrecessen 1483 havde opstillet den betingelse at Gotlands samhørighed med Sverige forinden skulle være bragt i orden. Forholdet til Sten Sture blev stadig køligere. T. gjorde i 1480'erne et mislykket forsøg på at få sin svigersøn Arvid Trolle valgt til rigsforstander, og til gengæld stillede Sten Sture sig atter velvilligt over for hollænderne efter at T. igen havde begyndt en udbytterig kaperkrig både mod dem og mod hansestæderne. Bruddet kom dog først da T. nægtede at holde slotslovene som han havde modtaget 1483 til Sten Stures hånd og forbeholdt dem for sine arvinger. Sten Sture begyndte nu 1487 en belejring af Stakeborg og Borgholm, men det lykkedes T. at flygte over havet i en åben båd til Gotland. En svensk belejring af Visby truede, men før denne kunne begynde greb Danmark ind. Kong Hans kom med en dansk flåde til Gotland og stillet mellem disse to farer foretrak T. at overgive øen til kong Hans. T. trak sig tilbage til sine skånske godser hvor han døde s.å.

Med T. forsvandt den sidste af Axelsønnerne fra Nordens historie hvor de havde spillet en så fremskudt rolle. T. står som et nordisk eksempel på tidens aristokratiske type af uafhængige lensmænd. Han var som de "større som hærfører end som kriger, og mere diplomat end hærfører", men han havde tillige sans for sin tids kultur. Hans uafhængighed byggede dog på balancen mellem to overlegne magter, og han måtte falde da han fandt sin overmand i repræsentanten for det nye Sverige.

Familie

Forældre: Axel Pedersen T. (død ca. 1446) og Ingeborg (død mellem 1457 og 1466). Gift 1. gang med Margrete Laxmand. Gift 2. gang med Marine Bille, begr. i Kalmar dominikanerkloster. Gift 3. gang 22.9.1466 i Nvköping med Magdalena Karlsdotter Bonde, død 24.8.1495 på Bosgård ved Söderköping, d. af kong Karl Knutsson (1409–70, gift l. gang med Birgitta Turesdotter Bielke) og Katarina Karlsdotter (Gumshufvud) (død 1450). – Bror til Erik Axelsen T. og Philippus Axelsen T. Halvbror til Oluf Axelsen T., Peder Axelsen T. og Aage Axelsen T.

Ikonografi

Mal. (Gavnø) og tvivlsomt mal. (Fr.borg). Kopier fra 1700-tallet af begge (Gavnø).

Bibliografi

Missiver fra kongerne Chr. I og Hans' tid, udg. Will. Christensen I-II, 1912–14. Repertorium diplomaticum 2.r.I-IX, 1928–39. – C. G. Styffe: Bidrag till Skandinaviens hist. III-IV, Sth. 1870–75. P. v. Möller: Bidrag til Hallands hist. I, Lund 1874 127f. Alexandra Skoglund: De yngre Axelssönernas förbindelser med Sverige 1441–87, Upps. 1903. Kn. Fabricius i Hist. t. XXIV, Sth. 1904 199–254 273–300. S. Kraft sst. LX, 1940 89–132. Karin Hagnell sst. 300–05. Kn. Fabricius i Antikvarisk t. för Sverige XVII, Sth. 1905 nr. 5 (også som særtryk med titlen: Gotlandske forhold under I. A. T.). B. Hildebrand i Personhist. t. XXXI, Sth. 1930 219.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig