Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oluf Nielsen Rosenkrantz

Oprindelig forfatter AsFri
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Oluf Nielsen Rosenkrantz, ca. 1490-8.11.1545, til Vallø, rigsråd. Død på Vallø, begravet i Valløby k. R. fik allerede 1512, skønt ganske ung, Vordingborg slot i forlening på regnskab. Christian II der udnævnte hans far til hofmester gjorde ingen forandring heri. Også efter faderens død 1516 forblev Christian II fortsat venligt stemt mod R. Han tillod ham således – dog naturligvis mod at fratræde Vordingborg – at overtage faderens pantelen Koldinghus og gav ham brev på at måtte beholde det uafløst i ti år. Skønt Christian II 1521 atter havde frataget hans mor den omstridte del af Valløgodset forblev han da også, da oprøret omkring årsskiftet 1522–23 brød ud, i det længste tro mod Christian II og bistod Ove Bille, Mogens Gøye og Erik Banner i deres bestræbelser for at bevare tronen for kongen. Da netop Koldinghus blev et samlingssted for Christian IIs tilhængere måtte hans stilling blive vanskelig, nanvlig efter at de oprørske jyske adelsmænd og snart også hertug Frederik med sine tropper havde lagt sig i byen (13.3.). Han opnåede ganske vist ligesom Mogens Gøye en stilstand på tre uger, indtil 5.4.; men da han alligevel allerede 17.3. modtog et brev fra hertug Frederik og de jyske oprørere der truede ham på liv og gods hvis han ikke allerede nu sluttede sig til ham og deltog i hans hyldning, opgav han ligesom Mogens Gøye Christian IIs sag. Det brev han under samme dato tilskrev denne var dog ikke efter sin form noget egentligt opsigelsesbrev, selv om det i indhold var i overensstemmelse med Mogens Gøyes og de andre opsigelsesbreve. Han anførte sin frygt for Sigbrit (Villoms) som han havde hørt bruge "mannge vnøttige ordt" om ham og hans venner, som undskyldning for at han ikke begav sig til kongen. Han lagde ligeledes skylden på Sigbrit for at hans mor havde mistet Valløgodset.

R., der var en fætter til Mogens Gøye og besvogret med Tyge Krabbe og Erik Banner, kom derefter i 1520erne til at indtage en anset stilling. Allerede samtidig med den foreløbige håndfæstnings udstedelse i Viborg 26.3.1523 blev han optaget i rigsrådet, og umiddelbart efter den endelige håndfæstnings udstedelse i aug. blev Valløgodset overensstemmende med håndfæstningens bestemmelse herom tilbagegivet hans mor. Allerede forinden havde R. fået Koldinghus ombyttet med Abrahamstrup (Jægerspris) hvortil pantesummen overflyttedes, og som sikredes ham for livstid. Han fik i efteråret 1523 yderligere det lille sjællandske len Holmegård i pant for lån ydet til dækning af krigsudgifterne under belejringen af Kbh. som han ledede i forening med de andre indsatte statholdere. Ved Frederik Is kroning 1523 hædredes han med ridderslaget. Moderen synes på denne tid at have overladt, ham bestyrelsen af Vallø der jo var hendes slægtsgård. R. giftede sig dog først da han efter moderens død 1528 var kommet i fuld besiddelse heraf. Hjemmet på Vallø blev derefter hurtigt kendt som et opdragelsessted for unge adelsmænd.

Blandt 1520ernes store skare af rigsråder indtager R. en særstilling. Hans moderation og retsindighed anviste ham en plads ved Mogens Gøyes side, men i religionssagen skiltes deres veje. R. forblev en tilhænger af den katolske tro, om end renset og lutret. Paulus Helie fik hjælp og støtte hos ham og hans mor og dedicerede 1526 et skrift til ham. R. var også blandt de rigsråder der efter billedstormen atter skaffede katolikkerne adgang til Frue kirke (1531). – R. der i 1520erne havde beklædt forskellige officielle hverv på Sjælland, bl.a. været mønstringsherre fik, da man i efteråret 1531 ventede Christian IIs angreb og befrygtede et hovedangreb på Kbh., sammen med Anders Bille (1477–1555) og Knud Rud betroet overbefalingen over de her forsamlede styrker. – En særlig tillid vistes R., da Frederik I n.å. betroede ham at være hofmester for hans næstældste søn Hans (1521–80) som det foregående år efter indtrængende henstilling fra det katolsksindede flertal i rigsrådet af ham var blevet sendt til Danmark for at blive opdraget her. Der blev indrettet en hofstat for hertug Hans på Nyborg slot, og her måtte R., hvor ubekvemt det end var ham, tage ophold da det var Frederik Is udtrykkelige befaling at han skulle opholde sig til stadighed hos hertugen. Først på herredagen efter Frederik Is død 1533 forlenedes han med Nyborg slot og kunne således indrette sig mere bekvemt her. Hans holdning på denne herredag var naturligvis betinget af hans katolske sindelag. Han medbeseglede således det brev, hvorved kongevalget udskødes et år af hensyn til Norge – i håbet om at de norske bisper ville stemme på hertug Hans – og ligeledes recessen af 3.7. der lagde afgørelsen af alle religionssager i bispernes hænder. Han deltog også i domsafsigelsen over Hans Tausen. Derimod findes hans segl ikke under det berygtede enighedsbrev af 13.7. hvorved de medbeseglende rigsråder bandt sig til ikke at tage nogen til konge uden hele rigsrådets samtykke.

Annonce

Ved grevefejdens udbrud n.å. sad R. således på den udsatte post som hertug Hans' hofmester og lensmand på Nyborg slot. Da efterretningen om lübeckernes indfald i Holsten nåede ham sendte han loyalt 50 landsknægte til Sønderborg for at forstærke bevogtningen af Christian II. Han sad derefter kun med en svag besætning på Nyborg slot, og efter grev Christoffers landgang på Sjælland og store fremgang her så han ingen anden udvej end at bringe hertug Hans i sikkerhed på Sønderborg slot. Han var endda så forsigtig at lade hertug Hans og hans tjenere foretage rejsen herned forklædt som bønder. Det synes at R. fra Sønderborg er rejst direkte til Sjælland for at se til sin gård Vallø, og at han overrumplet af de grevelige troppers hurtige fremgang er blevet hindret i at vende tilbage til Nyborg og således ikke har kunnet deltage i forsvaret af slottet. - Ligesom den øvrige sjællandske og skånske adel bøjede han sig for grev Christoffers overmagt. I et opsigelsesbrev til hertug Hans, dateret 16.8.1534, undskylder han sig med, at han havde alt sit arvegods og alle sine ejendomme hvoraf han skulle opretholde sin hustru og sine børn i den af grev Christoffer besatte del af landet. Ved at bøje sig for grev Christoffer opnåede han at hans hustru og børn, der efter Nyborgs overgivelse sad som fanger her, blev frigivet og sammen med ham kunne tage ophold på Vallø. R. synes at have beholdt sine len, men i øvrigt ikke at være trådt i nærmere forbindelse med grev Christoffer. Da adelsjagten i jan. 1535 gik ind fængsledes også han og Vallø udplyndredes. Han undgik dog som flere af sine fæller at blive sendt til Mecklenburg og er antagelig blevet holdt i indlager i Kbh. lige til byen overgaves til Christian III 29.7.1536. Mens næsten alle de mecklenburgske fanger fik en hård medfart mærkedes ingen uvilje fra Christian IIIs side mod R., skønt han dog – om end nødtvungent – havde svoret grev Christoffer troskab. Han beholdt sit sæde i rigsrådet og var allerede 12.8. blandt de rigsråder der undertegnede forsikringsbrevet om ikke at modsætte sig bispemagtens afskaffelse. Men trods sit tidligere manifesterede katolske sindelag affordredes han ikke som Tyge Krabbe og Axel Brahe noget særskilt forpligtelsesbrev. Ja, han var vel den eneste af de katolsksindede rigsråder hvis stilling var fuldstændig urokket – i Mogens Gøye, Erik Banner og Johan Friis har han sikkert haft gode fortalere. – Han beholdt således sine len selv om det synes at pantesummen i Abrahamstrup har været betragtet som forbrudt. 1540 fik han yderligere Lejre i pant for det beløb han lånte kronen. Allerede i vinteren 1536–37 betroedes det ham, ligesom flere gange senere, at være statholder på Sjælland under kongens fravær, og han deltog regelmæssigt i de følgende års herredage.

Nogen fremragende begavelse var R. næppe, men dog en dygtig mand der røgtede de opgaver der blev ham betroet med den største samvittighedsfuldhed. Hans besindighed og redelige færd måtte aftvinge alle respekt. R. har antagelig i sine sidste leveår stillet sig mindre afvisende over for protestantismen. I hvert fald tog han 1542–43 Niels Hemmingsen til lærer for sine døtre. Når denne et kvart århundrede senere mindes R. for hans fromhed, retfærdighed, mildhed og humanitet tegner han en af 1500-årenes ædleste adelsskikkelser for os.

Familie

Forældre: rigshofmester Niels Eriksen R. (død 1516) og Birgitte Olufsdatter Thott (død 1528). Gift 7.2.1529 med Ide Munk, død 22.8.1586 i Malmø, d. af rigsråd Mogens M. (død 1558) og Karen Rosenkrantz (død 1535). – Far til Mette R. Bror til Henrik Nielsen R.

Ikonografi

Relief på ligsten af Morten Bussert (Valløby k.), afstøbning (Fr.borg).

Bibliografi

C. Paludan-Müller: Grevens fejde 1, 1853 (reproudg. 1971) 240f 248 251; 11, 1854 (reproudg. 1971) 280. A. Heise: Familien Rosenkrantz's hist. II, 1882 74 97–100 120f 127–32 134M55–62 176–79 183–202 210–16 224–27 230–32 240–51. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Oluf Nielsen Rosenkrantz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296559