Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Høg

Oprindelig forfatter PBag
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Høg, Niels (Banner) Høg, d. 19.(?)8.1524, rigsråd. Død i Kbh., begravet i Grinderslev k. H. blev ridder senest 1485 og rigsråd 1487. 1484 nævnes han som lensmand på Riberhus, 1486 fik han slottet på afgift. 1496–1520 var han forlenet med Lund på Mors, 1506 med Ålborghus. 1511 blev han forlenet med Hindsted h., 1517–20 havde han Åstrup len og 1520–24 Skivehus. Han skal 1513 have været blandt de jyske råder som ønskede Frederik I til konge, men synes ikke senere at have stået i modsætningsforhold til Christian II. 1523 opsagde han først kongen huldskab og troskab samtidig med Mogens Gøye og var derefter med til at hylde Frederik I i Viborg marts s.å. Både under kong Hans og Christian II anvendtes han hyppigt til diplomatiske forhandlinger og lignende hverv, var 1505 i Kalmar anklager mod Svante Sture og de svenske rigsråder, deltog bl.a. i forhandlinger med hanseaterne i Segeberg 1506, Nykøbing 1507, Malmø 1512, Kbh. 1513, Sønderborg 1516, Lübeck 1518, med svenskerne i Stockholm 1518 og var 1524 medlem af Frederik Is gesandtskab til underhandlingerne i Hamburg om Christian IIs genindsættelse. S.å. deltog han i herredagen i Kbh. og var medudsteder af det brev af 28.6. ved hvilket rigsrådet forpligtede sig til at modstå Luthers kætteri. Poul Helgesens (Paulus Helie) omtale af ham – "nogle ansaa ham for at være en Fjende af Gejstligheden, fordi han altid spottede over visse Folks Laster og Hovmod og var en Modstander af Biskoppernes Overdaadighed og Stolthed; men om han herved lod sig lede af Iver eller Had og Gerrighed, maa vi lade henstaa uafgjort, thi han var en saare veltalende Mand, der forstod at bruge sin Tunge med stor Færdighed" -kan tyde på at han har haft reform-katolske tendenser.

Familie

Forældre: Peder H. til Eskær (død tidligst 1472) og Kirsten Henriksdatter (Reberg) (død tidligst 1485). Gift Karen Gøye, død tidligst 1527 (gift 1. gang med Erik Andersen Banner til Asdal m.m.), d. af Sten Pedersen G. (gift 1. gang med Karen Rud) og Anne Bille.

Bibliografi

Nye saml. til den da. hist., ved R. Nyerup og P. F. Suhm I, 1792 fl.st. Poul Helgesen: Hist. optegnelsesbog sædvanlig kaldet Skibykrøniken, overs. A. Heise, 1890–91 (fot. optr. 1967) 97. Hanserecesse, 3.Abt. V-VIII, Lpz. 1894–1910. Missiver fra Chr. Is og Hans' tid, udg. Will. Christensen II, 1914 169 189f. – C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864 356; II, 1865 9 514; III, 2, 1867 380. Will. Christensen: Dansk statsforvaltn. i det 15. årh., 1903 (reproudg. 1974) 224. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Bagge: Niels Høg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291716