Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mogens Gyldenstierne

Oprindelig forfatter AsFri
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Mogens Gyldenstierne, 1481-8.10.1569, rigsråd, statholder. Død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). Som halvvoksen var G. først page ved kong Hans' hof, senere hos markgreven af Brandenburg og hertugen af Wurttemberg. Han gjorde sig første gang bemærket da han på Sverigetoget 1520 førte rigsbanneret. I Uppsalaslaget blev han hårdt såret, men reddet af Peder Skram. Under kroningen i Stockholm var han blandt dem der modtog ridderslaget. Kort efter begav han sig på en lang udenlandsrejse, bl.a. til det hellige land. Da han vendte tilbage var Christian II jaget fra land og rige, og G. sluttede sig som sin øvrige slægt til det nye regime. Først da G. var over fyrre fik han et mere betydende politisk hverv. Frederik I betroede ham 1527 et delikat og vigtigt ærinde i Norge. Heroppe havde Frederik I næsten ingen magt. Vel havde den norskgifte danske adelsmand Vincents Lunge bevæget det norske rigsråd til at tage Frederik I til konge, men samtidig havde han sikret Norges næsten fuldstændige uafhængighed af Danmark. Han sad nu som selvrådig lensmand på Bergenhus og statholder i det nordenfjeldske Norge. Til statholder i det søndenfjeldske Norge og lensmand på Akershus havde det norske rigsråd indsat Olav Galle. I foråret 1527 sendtes G. til Norge med det dobbelte hverv: at sætte en stopper for skipper Clements og andre fribytteres kaperier langs den norske kyst, men dog fremfor alt for at fordrive Olav Galle fra Akershus. Yderst belejligt nedbrændte slottet netop da. 5.5. fik G. instruks om at få Olav Galle til godvilligt at overgive sig Akershus under påskud af at han skulle lede dets genrejsning. I en tidligere instruks hed det endda at han skulle sende Galle til Kbh. hvad "enten levende eller død, paa det at han ikke undkom". G. viste sig i besiddelse af netop de rette egenskaber til at gennemføre et sådant hverv. Med lempe opnåede han virkelig at få Akershus i sin hånd. Allerede 13.5. overgav Olav Galle det i det søndenfjeldske rigsråds nærværelse, ganske vist mod løfte om mindre len i erstatning etc. skønt G. derved overtrådte sin instruks. Frederik I og hans rådgivere var dog veltilfredse med det opnåede resultat, og G. lønnedes med at blive gjort til lensmand på Akershus hvorunder nu adskillige andre len lagdes, så det herefter blev et af de vigtigste norske len. Ligeledes udnævntes han til statholder i det søndenfjeldske Norge. G.s indsættelse til lensmand på Akershus indledte de danskes endelige overherredømme over Norge. Samtidig afløste Claus Bille en nordmand som lensmand på Bohus, og 1529 erstattedes Vincents Lunge med Eske Bille som lensmand på Bergenhus.

Det blev ikke fredfyldte år G. kom til at tilbringe som lensmand på Akershus. Han kom snart på det rene med at der ikke var alt for mange i Norge Frederik I kunne lide på. Navnlig gejstligheden følte han en ikke ubegrundet mistillid til. Selv blev han efterhånden mere og mere reformatorisk stemt. 1530 var han i Danmark i anledning af skiftet efter sin far; men n.å. turde han ikke forlade Akershus da forholdene blev stadig uroligere. I de sidste dage af aug. skrev han højst opskræmt til Frederik I og bad om at få forstærkning sendt op da han havde fået sikker besked om at Gustav Trolle drog rundt i Norge, agiterede for Christian IIs sag og bebudede hans nærforestående ankomst i spidsen for 4.000 mand. Den sparsommelige Frederik I afslog dette forlangende under henvisning til at man endnu ikke vidste om Christian II først ville sætte sit angreb ind i hertugdømmerne, Danmark eller Norge. Imidlertid kom Christian II 5.11. til Norge og stod få dage efter med fire skibe op igennem Oslo fjord. Bønder, borgere og gejstlige gik straks over til ham. G. kom derved i en meget vanskelig stilling da han kun havde en besætning på 30 mand. Resten af sine folk havde han netop sendt ud i lenet for at opkræve skatter. En opfordring fra Oslo borgere til at gå over til Christian II afviste han dog på det bestemteste; men da Christian II efter et par forgæves stormangreb indledte underhandlinger indgik G. 23.11. på en våbenstilstand. Betingelserne var at han skulle overgive sig om han ikke inden 10.3.1532 havde fået undsætning. Han fik tilladelse til at sende brev til Frederik I om en sådan; men han skulle i ventetiden i øvrigt forholde sig fuldstændig passiv. G. forlangte indtil videre blot 40 mand tilsendt, netop det antal han havde sendt ud i lenet. Og denne gang svigtede man ham ikke i Danmark. En januarnat lykkedes det at få 42 landsknægte ind på slottet -Christian II var på denne tid med det meste af hæren draget til Viken. G. anså sig nu løst fra stilstandens forpligtelser og benyttede den gunstige lejlighed til at styrke sin stilling. Han plyndrede og brændte således en nat det rige Hovedø kloster, og også Oslos borgere gik det ud over. Men 10.3. kom Christian II tilbage med sin hær og begyndte forbitret en ny belejring af Akershus. Fæstningen holdt dog på ny stand indtil den store danskhanseatiske flåde under ledelse af G.s bror Knud G., Niels Lykke (1492-1535) og Rein. v. Heidersdorf nåede frem 7.5.1532. Førerne medbragte en vid fuldmagt til sammen med G., der ligestilledes dem, at gøre hvad der stod i deres magt for at bringe Norge ind under Frederik I igen om det så kunne ske "med Minde, Dagtingen eller med Magt". Da Christian IIs stilling var for stærk til at man følte sig sikker på et heldigt udfald af et angreb, og han tillige ønskede forhandlinger optog man sådanne med det kendte resultat at Christian II fik tilstået lejde til at sejle til Kbh. for at føre videre forhandlinger med sin farbror. Senere bebrejdedes det forhandlerne at de havde overskredet deres fuldmagt der dog nok kunne have været klarere formuleret.

Da G. ikke deltog i de påfølgende forhandlinger i Kbh. slap han for – modsat sin bror – at begå løftebrud. Men han følte sig så ilde berørt ved de angreb han blev genstand for i anledning af hans andel i forhandlingerne med Christian II at han 1534 fandt sig beføjet til at udarbejde en redegørelse for sit forhold hertil således som han opfattede det.

Annonce

I de sidste år af sit ophold på Akershus havde G. været højst utilfreds – navnlig med de økonomiske vilkår der bødes ham. Gang på gang henvendte han sig til Mogens Gøye og Johan Friis om de ikke kunne være ham behjælpelige med at få et dansk len i stedet. Nu lønnedes hans modige og behændige forsvar af Akershus med at han allerede 15.5.1532 fik ret til at indløse Malmohus. I aug. tiltrådte han det og indgik n.å. ægteskab med Anne Sparre. – Under interregnet efter Frederik Is død sluttede G. sig nært til Mogens Gøye og det var igennem ham Jørgen Kock i aug. el. sept. 1533 søgte forbindelse med Gøye for at de i forening skulle søge at formå hertug Christian til at lade sig udråbe til konge. Hele hans holdning taget i betragtning måtte G. derfor føle sig højst ilde behandlet da han ved grevefejdens udbrud under falsk påskud lokkedes ned på rådhuset hvor han blev anholdt mens Malmohus jævnedes med jorden. Først to måneder senere da hans øvrige standsfæller i Skåne var ved at gå over til grev Christoffer fik G. sin frihed igen, dog naturligvis betinget af at han sluttede sig til de nye magthavere der endda gav ham det efter hans svigerfars død ledige Lindholm og Falsterbo i forlening (pant) med de herreder der tidligere havde ligget til Malmohus, og senere yderligere Hindsgavl og Hagenskov. Han forskaffede sig dertil beskærmelsesbreve for sine ejendomme og også brev på slægtsgården Iversnæs (Fyn) indtil hans øvrige slægt gik over til greven.

Snart forlod han dog grev Christoffers sag og gik i de sidste dage af 1534 ligesom den øvrige skånske adel over til hertug Christian. G. optoges nu i de skånske rigsråders kreds og indsattes 20.5. tillige med Axel Brahe og Holger Ulfstand til statholder i Skåne i stedet for Tyge Krabbe. Han kom derfor til at spille en fremtrædende rolle ved pacificeringen af Lund, Landskrona og Malmö. Han deltog som rigsråd i den vigtige oktoberrigsdag 1536. Han beholdt Lindholm i forlening hvor han vel havde indrettet sit hjem idet han ikke da synes at have besiddet nogen større ejendom. Han blev derfor også højligt fortørnet da regeringen 1540 affordrede ham Lindholm fordi det nu skulle lægges under det genrejste Malmöhus – hvem andre end han var vel nærmere til at blive lensmand her? Ganske vist tilbød regeringen ham et andet len i stedet, men dette tilbud afviste han harmdirrende. Hans modforslag om for pantesummen og rede penge at få et større krongods til ejendom afviste regeringen først, men antagelig under pres af en almindelig opinion blev den alligevel nødt til at imødekomme ham på dette punkt. Og under herredagen okt. 1540 blev Tommerup kloster tilskødet ham. 1542 fik han på ny en forlening, Dragsholm, som afgiftsien på temmelig stramme vilkår. Dette kunne han 1549 ombytte med Malmohus som han dog atter måtte afgive da det 1554 udsås til residens for hertug Frederik. Derefter havde han 1554-58 Laholm og 1554-67 Halmstad og Heine kirke i forlening, foruden en del mindre skånske len. Under krigen med kejseren var G. 1543 anfører for flåden på det mislykkede togt til Walchern hvor stormen splittede skibene. Hans dagbog herover er endnu bevaret. 1548 var han med i brudetoget til Sachsen som dronning Dorotheas hofmester. Efter Eske Billes død 1552 aspirerede både han og Peder Oxe til statholderposten på Kbh.s slot. Det kunne se ud som Peder Oxe ville gå af med sejren selv om G. virkelig en kort overgang 1555 indsattes som statholder. Snart efter sendtes han dog som admiral for en flåde op til Norges kyst for at træde op imod de dér huserende franske sørøvere. Blandt Peder Oxes talrige fjender taltes naturligvis også G. som en af de argeste. Allerede i 40erne havde han været Mogens Gøye behjælpelig i hans strid med denne. Af Peder Oxes fald 1558 høstede G. da også stor fordel. Da kongen i de første dage af maj 1558 forlod Kbh. udnævntes han til statholder her. Denne post beholdt han i ni år, altså under en stor del af syvårskrigen. Som statholder påhvilede det ham tillige med en af rentemestrene for en væsentlig del at sørge for flådens udrustning og både dennes og hærens proviantering. Den gamle mand har næppe været denne opgave voksen. Da Johan Friis 1566 havde fået kaldt Peder Oxe tilbage var G.s tid da også snart omme. 30.1.1567 bevilgede kongen ham hans ansøgning om at måtte træde tilbage på grund af svagelighed. At der var almindelig forståelse af at det var et afgørende skifte der fandt sted viser en samtidig optegnelse hvori det hedder at 15.2. "kom Johan Friis og Peder Oxe paa Kbh.s Slot igen, og Hr. Mogens Gyldenstierne maatte derfra og neder i Byen". G. mistede kort efter sine len Halmstad og Heine kirke som han havde haft i fri forlening.

G. fik i årenes løb samlet sig betydeligt jordegods. I fædrene arv fik han andel i Iversnæs (Fyn) som han dog 1548 afstod til sin bror Christoffer. Derimod arvede han andel i den anden fædrene gård Restrup efter broderen Gabriel G. (død 1555). Det var dog i Skåne hvor han også havde sine len at hans hovedbesiddelser lå. Gennem sin hustru arvede han den ene halvpart af Svaneholm i Vemmenhog herred. Her i dette herred ejede han også Svenstrup og Stjerneholm hvortil han fra ca. 1553 altid skrev sig, og hvor han sandsynligvis har opført en ny hovedbygning. Indtil da havde han i en årrække skrevet sig til det ovenfor omtalte Tommerup. 1546 tilmageskiftede han sig Fultofte – også i Skåne – af kronen mod fynsk og langelandsk gods. G. var uden tvivl en meget godskær mand, og det var ikke de bedste egenskaber hos ham der kom frem i hans bestræbelser for – bl.a. ved økonomisk pression – at komme i besiddelse af noget gods der tilhørte en fjernere slægtning af hans hustru. Endda blev alle hans anstrengelser omsonst thi da godset endelig 1565 syntes at komme inden for hans rækkevidde meldte kronen sig også som interessent og blev naturligvis den stærkere part. Hans sidste år var uden tvivl triste. 1564 havde han mistet sin hustru, og et par af hans sønner Frants og Henrik tog ikke i betænkning endnu i hans sidste leveår at strides med den gamle mand så at Frederik II på G.s opfordring måtte sende dem et alvorligt advarselsbrev om at lade deres gamle syge far og hans gods i fred. G.s store påholdenhed undskylder dog i nogen grad deres adfærd. Et halvt års tid efter døde G. Niels Hemmingsens ligtale over ham har et højst upersonligt præg.

Familie

Forældre: rigsråd Henrik Knudsen G. (død 1517) og Karen Bille (død 1540). -1533 med Anne Sparre, 11.8.1564, begr. i Skurup k., d. af Mourids Jepsen S. til Skurup (død 1534, gift 2. gang med Ide Lange, død tidligst 1538, gift 2. gang med Henning Qvitzow) og Karine Høg (Banner). – Bror til Knud Henriksen G. (død 1560).

Ikonografi

Et mal. af J. Binck (Fr.borg) kaldes G., identifikationen dog højst tvivlsom. En nu forsvunden ligsten er gengivet i kobberstik 1677.

Bibliografi

Kilder. Danske kancelliregistranter 1535-50, udg. Kr. Erslev og W. Mollerup, 1881-82. Kancelliets brevbøger 1551-1570, 1885-96. Danske mag. 6.r.II, 1916 289-329. Breve til og fra M. G. og Anne Sparre, udg. E. Marquard I-III, 1929-41. Det kgl. rettertings domme og rigens forfølgninger, udg. Troels Dahlerup I–II, 1959-69. Lit. Danm.s adels årbog XLIII, 1926 II 19f. Niels Hemmingsen: En predicken udi M. G.s begraffuelse, 1570. C. Paludan-Müller: Grevens feide I, 1853 (fot. optr. 1971) 135 205f 221; II, 1854 (fot. optr. 1971) 178. A. Heise: Kr. II i Norge, 1877. Samme i Hist. t. 5.r.V, 1885 304-400. Samme i Pers. hist. t. 2.r.VI, 1891 47-74. Astrid Friis i Scandia VII, Sth. 1934 193f. Samme i Hist. t. 10.r.VI, 1942-44 1-140 (spredt). Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist. i slutn. af Chr. IIIs og begyndelsen af Fr. IIs tid, 1939. E. Ladewig Petersen i Hist. t. 12.r.III, 1968-69 59-61 65 77. Frede P. Jensen: Bidrag til Fr. IIs og Erik XIVs hist., 1978. Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Mogens Gyldenstierne i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290377