Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holger Gregersen Ulfstand

Oprindelig forfatter PBag
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Holger Gregersen Ulfstand, til Skabersjö og Häckeberga, d. 16.12.1542, rigsråd. Død i Kbh., begravet i Lunds domk. U. siges at være yngre end sin bror Truid der skal være født 1487; men aldersordenen mellem disse to brødre er vistnok tvivlsom. I hvert fald må han være født 1480-90. Han nævnes allerede 1513 som besidder af Torup der dog senere gik over til broderen mens Skabersjö tilfaldt U. 1516 omtales han som kgl. hofsinde og 1518-19 foretog han i forening med Johan Oxe til Nielstrup en pilgrimsrejse over Tyskland og Venezia til det hellige land. U. synes også lige til sin død, eller i hvert fald til 1536, at have holdt fast ved den katolske tro. Efter hjemkomsten forlenedes han, der allerede da var ridder 1520, med Varberg som han beholdt til 1522, og med Laholm som han beholdt til sin død. Da der til hvert af disse slotte lå fire herreder indtog U. således en betydelig stilling i denne del af landet. Ved sit andet ægteskab kom han i besiddelse af Häckeberga, ligesom han fik del i slægtens adgang til de store bøder hans svigerfars drabsmand Anders Bille (1477-1555) først i året 1534 fik afbetalt. Efter Christian II's flugt hyldede U. ligesom den øvrige skånske adel Frederik I, blev optaget i rigsrådet og var en af hovedførerne under Malmøs belejring 1523. N.å. blev han med Aage Brahe sendt til Sverige for at bevæge Gustav Vasa til et rigsmøde med udjævnelse af de mange tvistpunkter mellem rigerne. Da dette møde endelig i aug. 1524 kom i stand i Malmø var U. en af de rigsråder der fra dansk side stilledes som gidsler til sikkerhed for kong Gustav. Efter Landskronas overgivelse var U. en af de rigsråder der blev sendt til Gotland med Søren Norby for at bevæge besætningen på Visborg til at overgive borgen til Frederik I. Også i de følgende år blev han anvendt som udsending til kong Gustav og deltog i de store rigsmøder i Ny Lödöse (1528) og Varberg (1530).

Som lensmand på Laholm var U. også blevet forlenet med Halmstad by og herred. Da reformationen kom til Halmstad tog han og hustruen sig så godt de kunne af de betrængte gråbrødre, men kunne ikke hindre at disse i maj 1531 blev udjaget. "Dette lutheri spreder sig ganske såre her i riget; Gud råde det vel, hvad ende det vil tage", skriver han og hans bror Truid i disse dage til deres fætter Eske Bille († 1552). S.å. var U. en af de råder der blev beskikkede til at sørge for lov og ret i Skåne bispedømme, og denne stilling indtog han også efter Frederik I's død og da grevefejden udbrød. Under denne måtte han ligesom den øvrige skånske adel i begyndelsen slutte sig til grev Christoffer og var en af hovedførerne for den skånske adel; men da svenskerne nærmede sig for at bekæmpe lübeckerne og grev Christoffer gik han med den øvrige adel over til dem og deltog i slaget ved Helsingborg (jan. 1535) og senere i belejringen af Landskrona og Malmø. Efter Malmøs overgivelse deltog han i maj-juni 1536 atter tillige med Axel Urup i en sendelse til kong Gustav i Stockholm. S.å. blev han en af de råder til hvem landets styrelse overdroges som kgl. statholdere og høvedsmænd, og brugtes i de følgende år gentagne gange til forhandlinger med Sverige, deltog bl.a. i mødet i Brömsebro 1541 der førte til den endelige fred mellem rigerne.

Familie

Forældre: Gregers Jepsen til Torup og Skabersjö (nævnt 1487 og 1510, gift 2. gang med Johanne Brahe) og Else Bille. Gift 1. gang 29.9.1520 (?) med Anne Podebusk, død senest 14.9.1521 på Varberg, d. af rigsråd Predbjørn P. (ca. 1460-1541) og Vibeke Rosenkrantz (død 1506). Gift 2. gang 1522 med Helle Hak, død senest jan. 1550, d. af rigsråd Niels H. til Häckeberga (død 1508) og Tale Brostrup (død tidligst 1503). – Far til Hak Holgersen U., Jens Holgersen U. (død 1566) og Thale U. (død 1604). – Bror til Truid Gregersen U.

Annonce

Ikonografi

Mal. (Häckeberga, Skåne).

Bibliografi

Kirkehist. saml. 5.r.I, 1901-03 484-92 (U.s og Johan Oxes pilgrimsrejse). Hardsyssels årbog V, 1911 158-60 (brev).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Bagge: Holger Gregersen Ulfstand i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298704