Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Ottesen Rosenkrantz

Oprindelig forfatter PCol
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Erik Ottesen Rosenkrantz, 1519-8.11.1575, rigsråd. Født vistnok på Tørning, død på Arreskov, begravet i Øster Hæsinge k. Efter forældrenes tidlige død blev R. sammen med to af sine søskende opdraget hos sin morfar Jesper Gans til Putlitz i Brandenburg, hvorfra familien 1530 krævede dem tilbage. Ved arvedelingen 1547 tilfaldt faderens vældige norske arv R. Hovedparten af denne næsten fyrstelige godsbesiddelse, Losnagodset, opkaldt efter en af Norges mægtige middelalderætter som R. nedstammede fra gennem sin farmor, lå spredt over Bergenhus og Stavanger len; men derudover ejede R. det berømte herresæde Nesøen på vestsiden af Oslofjorden foruden gods i Nordjylland samt på Færøerne og Shetlandsøerne. 1551 eller 1552 kom han yderligere i besiddelse af Valsøgård ved Ringsted', vistnok en gave fra fasteren Sophie Rosenkrantz, og ved sit ægteskab 1558 af Arreskov hvor han 1573 havde fuldført en ny hovedbygning. S.åi erhvervede han ved afståelse af Valsøgård og udbetaling af en stor pengesum Kærstrup (Valdemars slot) og hele Tåsinge af kronen. – En adelsmand af R.s fødsel og formue havde naturligvis gode muligheder for en politisk karriere. 1554–55 var han staldmester hos Christian III, de to følgende år hofmarskal på Malmöhus hos tronfølgeren Frederik (II) som han tillige med to rigsråder skulle indføre i statsstyrelsen. 1557–60 var han lensmand på Varberg. Ved Frederik IIs kroning (20.8.1559) eller lige derefter blev han optaget i rigsrådet. Umiddelbart forinden var han blevet udset til Christoffer Valkendorfs efterfølger som lensmand på Bergenhus og stod hermed over for sit livs vigtigste opgave.

Valget af R. var nærliggende og viste sig rigtigt. Han havde flere gange været i Norge og 1548 haft en strid med hanseaterne i Bergen om to grunde ved bryggen. I en klage over at købmændene ikke havde villet bøje sig for en norsk retskendelse i sagen havde R. indtrængende bedt kongen om at skride ind da "denne landsende" ellers ville blive "fordærvet og Eders naades landret og skrevne lov forkrænket og fortrykt, thi de agte hverken dom eller ret". Han havde dermed foregrebet de synspunkter der blev bestemmende for Valkendorfs virksomhed i Bergen som i første række tog sigte på at bringe de tyske håndværkere ind under norsk jurisdiktion. Den noget voldsomme Valkendorfs fald synes at have været et nødvendigt offer til tyskerne der havde Lübeck i ryggen; men regeringen ønskede hans politik fortsat. R. viste imidlertid kun ringe lyst til at følge Frederik IIs opfordring; han kunne ikke fordrage landet, skrev han til kongen. Men 27.9. gjorde Frederik II ved et enestående skridt ende på R.s betænkeligheder: han fritog ham for alle afgifter til staten af alt hans norske gods. Kort efter nævnes han som "embedsmand på vort slot Bergenhus", selv om lensbrevet der lagde næsten hele Vestnorge fra Lindesnes til Nordkap – Trondhjem undtaget – ind under hans magt, først blev udstedt 9.3.1560. Karakteristisk nok angreb R. særlig hanseaternes påståede ret til grundene på bryggen hvor tyskerne havde deres købmandsgårde, krævede at de skulle svare grundleje til kronen eller de private norske ejere, hvoriblandt han selv, og pålagde dem afgifter til stat og kirke. Forgæves protesterede tyskerne under påberåbelse af deres privilegier; en norsk retskendelse gik dem imod; klager til kongen og Lübeck hjalp ikke. 1562 tog R. en stor del af grundene i besiddelse på kronens vegne. At regeringen under syvårskrigen – af hensyn til forbundsfællen Lübeck – slog ind på en mildere kurs kunne ikke afsvække den kendsgerning at det tyske kontor i Bergen havde mistet sin stilling som en stat i staten, at det måtte respektere norsk lov og udrede skatter og afgifter på lige fod med de norske købmænd. Æren herfor tilkommer de to store lensmænd Valkendorf og R. – Som lensmand på Vardøhus fulgte R. med opmærksomhed den i 1553 optagne engelske skibsfart på Rusland nord om Norge der måtte betyde et afbræk i sundtoldindtægterne. 1562 spurgte han regeringen om han ikke skulle tage told af de engelske Ruslandfarere; men både denne og en ny forespørgsel 1563 blev besvaret med forsigtig tilbageholdenhed; krigen med Sverige stod nu for døren.

R. tilhørte en kreds der stod Frederik II personlig nær; broderen Holger var kongens personlige ven og fru Helvig en kusine til Anne Hardenberg. Det undrer derfor ikke at kongen, da han -med krigen med Sverige for øje – 1562 søgte at forøge indtægterne af lenene, dels ved en forhøjelse af ydelserne og dels ved en mere sparsommelig lensstyrelse, fik en ivrig medarbejder i R., skønt sparebestræbelserne berøvede ham skattefriheden af hans norske godser hvad der dog mildnedes noget ved at kongen tilstod ham afgiftsfrihed for et af hans len (Lyse kloster). R. tog initiativet til en billiggørelse af skatteopkrævningen i sine len og til udarbejdelsen af en ny jordebog hvorved der blev indført fast årlig landgilde og leding for alle kronens gårde i de ham undergivne distrikter (1563). Til bedste for skattefinanserne – men til præsternes fortrydelse – fik han ved en nyordning af gejstlighedens lønninger i Bergen og Stavanger (1563 og 1565) kirkelige midler til overs til aflønning af nogle af den verdslige administrations folk, særlig en del af personalet på Bergenhus. Endelig tog han sig af den lokale lovgivning ved forhandlinger med befolkningen i Bergenhus len (recesser af 1561 og 1565). Mere end nogen anden står han som den myndige, uafhængige lensherre, et forhold der måske har været medvirkende til hans fald.

Annonce

Også på det militære område udfoldede R. megen handlekraft. Syvårskrigen traf ham ikke uforberedt. Han havde rustet i flere måneder, styrket fæstningsværkerne og mønstret bønderne. Da svenskerne 1564 erobrede Trondhjem udbød R. Bergens tyske og norske borgere og lenets bønder. Trods bøndernes uvilje mod militærtjenesten lykkedes det at udruste en lille flåde der erobrede Trøndelagen tilbage. Da Danmarks herredømme i Norge atter blev truet ved et angreb på Akershus 1567 skyldtes det på ny fortrinsvis et ekspeditionskorps fra Bergen at faren blev afværget. Det taler smukt om R.s fædrelandssind at han ved denne lejlighed ikke var bange for at lægge ud af sine private pengemidler. Under krigen synes R. også at have været foregangsmanden i et forsøg på at skabe et særligt norsk søværn. De store udskrivninger af mandskaber og skatter havde imidlertid efterhånden vakt megen forbitrelse der i særlig grad måtte være rettet mod R. som 1565 havde fået diktatorisk myndighed til at udskrive skatter i det nordenfjeldske Norge. Da toget til Akershus 1567 gjorde nye byrder nødvendige, gærede oprørslysten overalt i Bergenhus og Stavanger len; borgere og bønder klagede til kongen. Under en forhandling tvang Nordhordalands bønder -just i det kritiske øjeblik da undsætningen skulle afgå til Akershus – R. personlig til at rejse til Kbh. for at opnå en nedsættelse af deres ledingspligt. N.å. blev der afsendt en rigsrådsdelegation hvoraf Valkendorf var medlem til Norge for at undersøge forholdene. R. blev krævet til regnskab, men afviste i en skriftlig redegørelse punkt for punkt sine anklagere, hvoriblandt naturligvis også hanseaterne, og hævdede at han kun havde rettet sig efter kongelige ordrer og bestående retsregler. Man kender ikke delegationens bedømmelse af hans forhold. Når han straks søgte og fik sin afsked (15.5.1568) kan det heller ikke afgøres om det skyldtes befolkningens klager eller misfornøjelse med hans egenmægtige optræden hos de nye magthavere Peder Oxe og Johan Friis der havde trængt kongens indflydelse tilbage. For eftertiden står han som en af de dygtigste repræsentanter for dansk lensstyrelse i Norge selv om han måske nok undertiden var unødig hårdhændet.

På Bergenhus var R. midtpunktet i et helt miniaturehof der var sin tids vigtigste åndscentrum i Norge. Nært knyttet til ham var således slotspræsten på Bergenhus Absalon Pedersen, tidens største norske skribent. Kredsen syslede med planer om genopdagelse af det tabte Grønland og fremfor alt med Norges historie. Efter en fra samtiden stammende tradition skal magister Absalon have skrevet sit værk om Norges rige på R.s opfordring. Både hos Absalon og en anden historisk forfatter i R.s omgivelser, Mads Størsen, mærker man en kraftig antihanseatisk tendens der falder smukt i tråd med R.s politik. Med bortrejsen fra Bergen var R.s historiske mission endt. 1568–72 og igen 1575 var han stiftslensmand i Odense; men han tog ikke mere som sine brødre Holger og Jørgen nogen fremtrædende del i dansk politik. – Efter hans død var fru Helvig i stand til – på de umyndige børns vegne – at udvide mandens umådelige godsrigdom; ved pantsættelse, køb eller arv erhvervede hun Søholm på Stevns og halvdelen af hovedgårdene Erholm og Hindemae på Fyn. 1568 stiftede hun et hospital i Svendborg.

Familie

Forældre: rigsråd Otte Holgersen R. (død 1525) og Margrethe Gans (død 1525). Gift ca. 1.10.1558 med Helvig Hardenberg, født 28.3.1540 på Hvedholm, død 14.7.1599 i Odense, d. af rigsråd Jacob H. (død 1542) og Sophie Lykke (død ca. 1570). – Bror til Anne R., Holger R. (1517–75) og Jørgen R. (1523–96).

Ikonografi

Mal. tilskrevet G. Cornelis (Ryegård), efter dette kopi fra 1700-tallet (Gavnø). Relief på ligsten (Øster Hæsinge k.).

Bibliografi

A. Heise i Hist. t. 5.r.VI, 1886–87 72–148. Arthur G. Hassø sst. 10.r.II, 1932–34 563 569. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen II, 1912 614. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m.fl. II, 1923 99f. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Colding: Erik Ottesen Rosenkrantz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296533