Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Bølle

Oprindelig forfatter AsFri
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Erik Bølle, Erik Madsen Bølle, ca. 1495-.1562, rigsråd. Død på Tersløsegård, begravet i Tersløse k. B. var 1523 blandt de adelsmænd som Christian II havde betroet Kbh.s forsvar, men efter byens overgivelse sluttede han sig til Frederik I. Ca. 1528 tilgiftede han sig med Tyge Brahes enke den fynske herregård Elvedgård og Isolte len i Halland som hun havde i pant af kronen. Under Grevefejden blev han tillige med faderen og andre fremtrædende sjællandske adelsmænd grev Christoffers fange og førtes til Tyskland. Efter fredsslutningen måtte han ligesom faderen udstede troskabsrevers til Christian III. Han deltog dog allerede i herredagen okt. 1536. Da faderen 1539 døde, arvede han Terslosegård og Orebygård og dennes len: Tureby, Spanager, Egby og Nagelsti birk på Lolland. 1540 blev han rigsråd. Af de hverv han sad inde med må nævnes, at han sammen med Hans Barnekow oppebar landeskatten af 1555 til bygningsbehov for Øst-Danmark; men i øvrigt kunne hans ringe deltagelse i herredagsarbejdet i 1550'erne nok begrunde at regeringen 1556 fratog ham Tureby under henvisning til at han var forsynet med andre len, og at kongen kun havde få lensmænd på Sjælland der kunne bruges i rigets tjeneste. Dette opflammede ham åbenbart til at deltage i herredagen 1557. Hans interesse kølnedes dog hurtigt igen, thi efter Frederik II's regeringstiltrædelse "sagde han sig af" som rigsråd, dog vel næppe af affældighed, thi 1561 giftede han sig anden gang. Efter sin første hustrus død havde han måttet afstå Elvedgård til sine stedsønner da han selv kun havde to døtre med hende.

Familie

Forældre: rigsråd Mads Eriksen B. (død 1539) og Birgitte Nielsdatter Skave (død 1512). Gift 1. gang før 22.7.1528 med Sophie Rud til Elvedgård, død 1.3.1555 på Tureby (gift 1. gang ca. 1513 med Tyge Brahe, død 1523), d. af Jørgen R. (død 1504-05) og Kirstine Eriksdatter Rosenkrantz (død 1509). Gift 2. gang 31.8.1561 i Køge med Margrethe Urup, d. af rigsråd Axel U. (død 1540) og Anne Trolle (død 1560). - Far til Birgitte B.

Ikonografi

Ligsten med relief ca. 1560 fra Hans Malers værksted (Tersløse k.). I samme k. skal have hængt et bill. af B.

Annonce

Bibliografi

Danm.s adels årbog VII, 1890 150f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Erik Bølle i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288059