Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christen Skeel

Oprindelig forfatter SHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christen Skeel, Christen Albretsen Skeel, 27.7.1603-30.3.1659, rigsråd. Født på Riberhus, død i Kbh., begravet i Ålum. S. blev fra 1605 opdraget hos sin farmor Margrethe Brahe, søster til astronomen Tyge Brahe. 1611–19 gik han i Ribe skole. Febr. 1619-okt. 1622 var han sammen med broderen Otte Skeel på sin første udenlandsrejse til Tyskland hvor han studerede i Giessen (1619–20) og i Tübingen (1620–22). Maj 1623-marts 1627 var han på en ny udenlandsrejse hvor han bl.a. besøgte Amsterdam, Leiden (imm. 24.5.1623), London, Paris, Padova (imm. 18.5.1626), Venezia, Rom og Napoli. Sine indtryk nedfældede han i en bevaret rejsedagbog hvor han udførligt skildrer de steder og seværdigheder han besøgte. Om hans studier oplyser dagbogen ikke meget, men han synes at have erhvervet grundige kundskaber i moderne sprog og indsigt i Europas politiske forhold. 1627–28 ledsagede han kansler Christian Friis og rigsråd Tage Thott på deres gesandtskab til Sverige og 1629 ledsagede han de danske kommissærer bl.a. sin far til fredsforhandlingerne i Lübeck. 1632 blev han løjtnant ved den jyske rostjeneste. Han fik foreløbig ikke noget len, men valgtes 1638 til landkommissær af den sjællandske adel hvilket vidner om at han nød tillid hos sine standsfæller. Under Torstensonkrigen gjorde han en udmærket indsats i den militære administration og ydede betydelige pekuniære ofre. 1645 genvalgtes han til landkommissær for Sjælland. Han var en af hovedmændene bag bestræbelserne på at skaffe landkommissærerne styrket politisk kompetence. S. så selv i landkommissærinstitutionen et middel til at udbygge og sikre den adelsvælde rigsrådet i hans og hans meningsfællers øjne ikke længere var en tilstrækkelig garanti for. Rigsrådets ledere så imidlertid i landkommissærernes virke en trussel mod rådets position og farlige decentraliserende tendenser. Specielt var rigsmarsk Anders Bille en afgjort fjende af landkommissærerne da decentraliseringen af den militære administration alvorligt beskar marskens egen kompetence. Bille benyttede de særlige forhold efter Christian IV's død til et heldigt angreb på landkommissærernes magtposition. En vigtig grund til institutionens svækkelse var at de mest fremtrædende landkommissærer, herunder S., optoges i rigsrådet (1649), hvorved adelsoppositionen var frataget sine ledere. S.s optagelse skete i øvrigt med et meget stort antal adelige stemmer. Som rigsråd kæmpede han tro mod sin politiske baggrund for landkommissærinstitutionens opretholdelse, men kunne ikke hindre at de mistede deres hidtidige beføjelser og blev underlagt rigsmarskens kommando, hvorved dette mærkelige politiske mellemspil var afsluttet.

Som rigsråd forlenedes S. der aldrig tidligere havde haft len med det for hans centrale godsbesiddelser (Vallø m.m.) særdeles praktisk beliggende Tryggevælde slot. Blandt hans første hverv var undersøgelsen af Ebbe Ulfeldts administration af Bornholm. S. fungerede som rigsrådets sekretær og førte dets protokol, men af særlig interesse er den private dagbog han førte som rigsråd 1649–58 der er en vigtig kilde til tidens politiske historie, og som understreger indtrykket af S. som en konservativ patriot, dybt religiøs og klart forankret i den aristokratiske statsopfattelse, men samtidig en mand af sjældent retsind og med vilje til at søge landets bedste som han så det. Det er dog tydeligt at hans konservatisme og standsfordomme hindrede ham i at forstå nødvendigheden af administrative og politiske reformer. Modsætningen mellem hans aristokratiske idealer og adelsvældens manglende evne til at løse landets problemer gav sig hos ham udtryk i en dyb pessimisme der muligvis forstærkedes af hans eget skrantende helbred. På stændermødet i Odense febr. 1657 virkede han efter evne mod den krigspsykose der beherskede kongen og dele af rigsrådet. Han udpegedes som en af de fire rigsråder der skulle administrere de til krigen bestemte midler, et på grund af pengemangelen og den af krigen skabte forvirring såre byrdefuldt hverv hvor de beskikkede råder endda måtte finde sig i at væsentlige dispositioner blev unddraget dem til fordel for en snæver klike omkring kongen. Efter Karl Gustavs overgang til Fyn udpegedes S. sammen med Joachim Gersdorff til at indlede forhandlinger med svenskerne, og han var sammen med Gersdorff dansk hovedforhandler i Vordingborg og Roskilde. Ydmygelserne og den frygtelig hårde fred der jo samtidig fremstod som den ubønhørlige dom over det system han repræsenterede underminerede yderligere hans i forvejen dårlige helbred.

Ved Karl Gustavs angreb på Sjælland aug. 1658 sendtes S. sammen med Mogens Høg til svenskekongen for at forhandle, men måtte returnere til Kbh. med uforrettet sag. Sygdom – fra maj 1658 led han af en "heftig katarrh i brystet" – og den politiske udvikling, både den overhængende ydre trussel mod landets selvstændighed, og måske endnu mere kongens bevidste tilsidesættelse af rigsrådet og "den danske nation" forbitrede det halve år han havde tilbage at leve i. I et indlæg til rigsrådet dateret 24.11.1658 formanede han sine rådskolleger til at protestere mod tilsidesættelsen og kongens favorisering af udenlandske rådgivere. På sin sygeseng dikterede han i slutningen af februar 1659 sin otte-årige søn Mogens Skeel et brev til kongen hvor han dels på grund af sin håbløse sygdom bad sig fritaget for sine embeder og dels bebrejdede kongen tilsidesættelsen af rigsrådet og de fremmedes indflydelse. Om skrivelsen, der kendes i flere overleveringer, nogen sinde kom Frederik III i hænde er uvist. Kort efter døde S.

Annonce

Forankret som han var i den aristokratiske statsopfattelse var S. uden egentlig forståelse for tidens krav, men han besad i rigt mål den moralske og personlige integritet der karakteriserer den gamle adels bedste medlemmer. Som husbond udviste han en karakteristisk patriarkalsk omsorg for sine godsers fattige og indrettede asyler og hospitaler. For studenter ved Kbh.s univ. stiftede han 1647 det "store Skeelske stipendium" med en oprindelig kapital på 9 000 rdl., en virkelig anselig sum. Hans oprigtige patriotisme gav sig udslag i store pengeforstrækninger samt lån til kronen der blev ydet under omstændigheder hvor han intet fornuftigt håb kunne have om nogen sinde at få pengene igen. – S. var som godsejer af format. Fra faderen arvede han Fussingø og Holbækgård og gennem sine ægteskaber og ved køb kom han i besiddelse af Vallø med Gunderup og Rudholt (Egøjegård), Gl. Køgegård, Odden, Stenbæk, Bodum-bisgård og fik andel i Birkelse. 1638 takseredes han til 1453 tdr. hartkorn, men 1653 ejede han mere end 3400 tdr.

Familie

Forældre: senere rigsadmiral Albret S. (1572–1639) og Birte Friis (1583–1652). Gift 1. gang 12.9.1630 i Odense med Birgitte Rud, født 31.8.1612 på Fuglsang, død 25.5.1645 i Kbh., begr. sst. (Helligg.), d. af Corfitz R. til Fuglsang og Sandholt (1573–1630) og Birgitte Rosensparre (1586–1647). Gift 2. gang 28.10.1649 på Vallø med Margrete Lunge (Dyre), født maj 1616 på Elfsborg, død 7.10.1653 på Vallø, begr. i Køge (gift 1. gang 1646 med Mogens Bille til Tirsbæk, 1617–48), d. af rigsmarsk Jørgen L. (1577–1619) og Sophie Brahe (1588–1659). – Far til Berte S. og Mogens S.

Ikonografi

Fremstillet på mal. "Rud'ernes dans" af Remmert Petersen ca. 1632 (Fr.borg). Mal. af Johan Thim fra 1630ernes slutning (sst.). Mal. 1651 (GI. Køgegård), efter dette ligprædikenstik af A. Haelwegh, 1661, og stik af I. M. Bernigeroth, 1746 samt mal., S. i rustning, 1658 (Ryegård). Afbildet på hustruens ligprædikenstik af H. A. Greys, 1654. Stik af Haelwegh efter forlæg af A. Wuchters ca. 1658, efter dette træsnit 1858. Buste på epitafium (Ålum k.). Mal. i hel figur fra 1700-tallet (Birkelse). Stik af J. Haas, 1753, efter tegn. af P. Cramer. Min. fra Thornborgs værksted (Fr.borg).

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 3.r.IV, 1854 1–64 105–39 221–40 265–327 (C. S.s dagbog). C. S.s resedagbok 1619–27, udg. Lennart Tomner, Malmö 1962. Nye saml. til den da. hist., ved R. Nyerup og P. F. Suhm I, 1792 299–310 (skrivelser fra S.). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II-III. 1887–90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II. 1959–75. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen V, 1920. Pers. hist. t. 9.r.I, 1928 42.

Lit. Vilh. S. Skeel: Optegn, om familien Skeel, 1871 185–209; suppl., 1882 53–61. Jesper Brochmand: Ligprædiken over Birgitte Rud, 1646. Chr. Madsen Tausen: Ligprædiken over Margrethe Lunge, 1654. Hans Svane: Ligprædiken over C. S., 1661 (delvis optr. i C. F. Bricka og S. M. Gjellerup: Den danske adel i det 16. og 17. årh. I, 1874–75 295–316). Franziska Carlsen: Efterretn. om Gammelkøgegård og omegn I, 1876 158–91. Anders Petersen: Vallø og omegn, 1877 104–20. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). [Kristen] Sørensen i Østsjællandske årbøger III, 1903 95–99. Carl Gustaf Weibull i Hist. t. för Skåneland III, Lund 1908–09 1–170. K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær i Danm. I, 1909. Danske slotte og herregårde, 2. udg. ved Aage Roussell IV, 1964 62–64 288 307–09; XIV, 1967 13–15 159f. Jens Engberg i Fortid og nutid XXIV, 1969–71 388–409. Samme: Dansk finanshist. i 1640erne, 1972. Povl Eller: Portrætsaml. på Gammelkøgegård, 1970. Samme: Kgl. portrætmalere i Danm., 1971. Leon Jespersen i Hist. t. U.r.II, 1981 69–100.

Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Christen Skeel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297473