Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyge Krabbe

Oprindelig forfatter AsFri
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Tyge Krabbe, 1474-23.6.1541, rigsmarsk, rigsråd. Født på Bustrup, død på Vegholm, begravet i Strövelstorp k. K. kom ikke på lærde skoler, men blev allerede tolv år gammel en af kong Hans' smådrenge og deltog i hans Gotlandstogt 1487. I sekssyv år passede han kongens hunde. 1495 fulgte han ham til rigsmødet i Kalmar og 1497 på Sverigestogtet hvor han deltog i slaget ved Rotebro. Han fik således en grundig uddannelse som kriger og hofmand, og kong Hans var ikke blind for hans dygtighed. K. var vistnok allerede 1501 lensmand på Kbh.s slot, og endnu ikke 30 år gammel blev han ridder (senest 1503). De følgende år var han til stadighed med på krigstogene til Sverige. Fra ca. 1507 var han lensmand på Helsingborg slot. Han indlagde sig 1510 stor fortjeneste ved som skånsk befalingsmand at samle adelsopbudet (400 ryttere) og føre det mod Aake Hansson Thott der med en svensk rytterstyrke (700 mand) var faldet ind over grænsen. Ved Fantehullet slog han 27.8.1510 fuldstændig Aake Hansson der selv faldt. Det var vel som belønning for denne bedrift at han snart efter optoges i rigsrådet. Som rigsråd deltog han 1512 i et rigsmøde i Halmstad, i fredsmødet i Malmø s.å. og i rigsrådsmøderne ved Christian IIs tiltrædelse.

Da K. drog ind som lensmand på Helsingborg slot, ledsagedes han af sin hustru fru Anne, datter af den ansete Niels Eriksen Rosenkrantz, prins Christians hofmester (da de var beslægtede i 4. led måtte der fremskaffes pavelig dispensation (1504) før ægteskabets indgåelse). Den position K. skabte sig ved sit ægteskab og sine offentlige hverv underbyggede han økonomisk ved omfattende godserhvervelser, dels i Jylland, dels i Skåne og Halland. Han gik i dette øjemed ikke af vejen for retstrætter. 1514 tiltalte han kronen for rigsrådet for det såkaldte Fiskebæk gods (tolv gårde i nærheden af Viborg) der med urette skulle være fradømt hans oldefar Niels K. under dronning Margretes godsreduktioner, med det resultat at det blev givet ham tilbage. Dog bestemtes at lenets daværende indehaver Niels Clementsen skulle beholde det til sin død. Men efter at denne var indtrådt 1518 gav Christian II dog kun K. livsbrev på Fiskebæk, og for så vidt med fuld ret; thi i mellemtiden var breve kommet for dagen der viste at Fiskebæk var blevet fradømt Niels K. for brud på ting- og kirkefreden. Blot begik Christian II den undladelsessynd ikke at gå rettens vej. Den godsgriske K. fik snart Christian IIs ugunst at mærke på andre måder. Da han som proviantmester under Sverigestogtet 1518 sendtes til Danmark for at fremskaffe ny proviant befalede kongen samtidig dronningen at sætte ham i Kbh.s tårn om han skulle vise sig forsømmelig. Så vidt kom det dog ikke. Men skønt K. i den følgende tid forstrakte kongen med krigslån på i alt 2500 mk., for hvilke han 29.2.1520 fik pant i Helsingborg, fratoges lenet ham dog med udgangen af s.å. for at blive givet til Otte Krumpen, den sejrrige fører på Sverigestogtet 1520. Ikke engang et mindre len fik K. til erstatning som sikkerhed for sit lån. Det var ingen klog handling af Christian II, thi i hensynsløs selvhævdelse og brutal handlekraft havde han i K. mødt sin ligemand.

Efter af K. i et par år havde siddet på sin jyske fædrenegård Bustrup og ruget over sit had skred han til handling. Christian IIs hensynsløse lenspolitik og stadig mere udpræget borgerlige regimente havde efterhånden også vakt det største ubehag blandt K.s standsfæller. Til en 9.11.1522 indkaldt herredag i Kbh. udeblev de jyske råder for i den følgende måned selv at samles til rådslagning i Viborg. K.s mål var Christian IIs afsættelse, og heri var de jyske bisper – med undtagelse af Ove Bille – enige med ham, medens K.s svogre Oluf Rosenkrantz og Erik Banner (1484–1554) ligesom Mogens Gøye kun ønskede Christian IIs borgerlige rådgivere fjernet. Et ligefremt sammensværgelses-brev der opfordrede hertug Frederik til at sætte sig i besiddelse af den danske krone blev derfor kun underskrevet og beseglet af K. og andre ligesindede verdslige råder tillige med de fleste af bisperne. Med ubændig kraft fortsatte K. nu arbejdet på at blive Christian II kvit, og dennes vedholden ved sine borgerlige rådgivere, ubeslutsomhed og rådvildhed gjorde at K. forholdsvis let nåede sit mål. På et nyt Viborgmøde 20.1.1523 udstedte de samme herrer som havde underskrevet sammensværgelsesbrevet et ligefremt opsigelsesbrev til Christian II, og K. havde vundet sit spil da Mogens Gøye og hans to svogre i løbet af marts halvt tvungent sluttede sig til oprørerne.

Annonce

K. krævede og fik sin rigelige løn af sin nye herre Frederik I. Samtidig med at den foreløbige håndfæstning udstedtes i Viborg (26.3.1523) udnævntes han til rigsmarsk. Videre gentoges i håndfæstningen kong Frederiks løfte af 30.1. om at kassere og tilintetgøre de breve som Erik af Pommern og dronning Margrete havde aftvunget nogle af adelen. Ved den bestemmelse tilsikredes der K. den fulde besiddelsesret til Fiskebæk. Endelig fik han 12.7. på ny Helsingborg i forlening. Når Danmark i de følgende år ikke regeredes på helt så reaktionær vis som K. kunne havde ønsket skyldtes det at han holdtes i skak af den moderate Mogens Gøye der 1523 var blevet Danmarks riges hofmester. Men den skånske befolkning fik at mærke at snæver klasseegoisme bestemte Helsingborg-lensmandens optræden. Med hensynsløs brutalitet slog han 1524 de skånske bondeopstande ned. Over for Søren Norbys angreb n.å. måtte han derimod gå over i defensiven. Forgæves forsøgte han en belejring af det af Søren Norby besatte Aahus, men da bønderne overalt sluttede sig til denne måtte han tiltræde et ilsomt tilbagetog. Ikke engang Lund kunne holdes, og det lykkedes kun lige K. at slippe ind i Malmø med nogle af landsknægtene. Malmø og Helsingborg var derefter de eneste punkter i Skåne der var i regeringens besiddelse. Johan Rantzau (1492–1565) der 20.5. ankom til Malmø med landsknægte og ryttere, har æren for Skånes generobring. I slagene ved Lund – hvor K. med dygtighed førte rytteriet – og Bunketofte Lund blev bondehæren slået. De skånske rigsråder med K. i spidsen skyldes det derimod at der snart efter sluttedes forlig med Søren Norby på for denne hæderfulde vilkår. Søren Norby overgav ifølge forliget Landskrona hvortil han havde trukket sig tilbage – det havde været Johan Rantzaus ønske at storme byen. Medens K. gerne søgte forlig med Søren Norby nærede han kun de mest hadske følelser over for den skånske adelsmand Niels Brahe der havde deltaget i opstanden. Ved herredags-dom – K. optrådte under proceduren som anklager på kongens vegne – erklæredes Niels Brahes liv og gods forbrudt, og bagefter var K. en af de første til at gøre sig til gode med Niels Brahes gods. Han gav sit således erhvervede skånske gods navnet Vegholm og opførte her 1530 en stærkt befæstet borg med tre tårne. Da den landflygtige Niels Brahe 1529 var taget til fange lagde K. endnu en gang sit uforsonlige had for dagen. Han lod ham underkaste tortur inden han halshuggedes i Kbh. Også bønderne, der havde deltaget i opstanden, for han hårdt frem mod med bødepålæg. Da Søren Norby, der ikke kunne finde sig i at sidde som adstadig lensmand på Sölvesborg, 1526 var flygtet efter et nederlag til søs måtte K. på ny tvinge hans folk i Blekinge ind under kong Frederik. Derefter oprandt nogle rolige år. Men K., der var streng katolik, fik andre ting at bekymre sig for. Det hjalp intet at han advarede Frederik I, som også Gustav Vasa, mod det "lutherske regimente"; det bredte sig alligevel i de følgende år med rivende hast. Han kunne blot på herredagene sammen med bisperne hindre at lutheranismen alt for hurtigt anerkendtes officielt.

I de forhandlinger der 1532, efter Christian IIs ankomst på skib til Kbh., førte til dennes forvaring på Sønderborg var K. den ledende fra dansk side og bærer et hovedansvar for at lejdet ikke holdtes, selv om de andre danske og holstenske råder, lübeckerne og svenskerne var enige med ham i den valgte fremgangsmåde. Han blev også en af de fire danske råder der fik opsynet med kong Christian og over for hvem Frederik I måtte forpligte sig til at holde Christian II fangen på livstid. – Med den skarpe front K. havde gjort mod den lutherske tro stod han naturligvis helt sammen med bisperne på herredagen 1533 efter Frederik Is død. Han var så ivrig som disse for at få kongevalget udsat for muligt derigennem at undgå valget af den stærkt lutherske hertug Christian til konge. Han skal endda have ytret at denne ville blive en endnu værre tyran end gamle kong Christian. Som en af de ledende i det sejrende katolske rigsrådsparti bemyndigedes K. tillige med Rønnow til i det følgende år at oppebære indtægterne af Øresunds-tolden. Han sad i de følgende måneder – i god overensstemmelse med sine egne udtalelser -som en lille konge i Skåne. Dog fik han et bestemt afslag på sin henvendelse til Malmø by jan. 1534 om i henhold til den nylig vedtagne reces at afsætte deres prædikanter. Skønt K. og ærkebispen af forsigtighed i den følgende tid gik uden om Malmø under den forfølgelse af evangeliske prædikanter der optoges viste det sig i maj 1534 at de burde have udvist endnu større varsomhed. Grevefejden havde i Malmø et af sine arnesteder.

Da grev Christoffer i slutningen af juni 1534 ankom til Sundet med den lybske flåde opholdt K. sig i Kbh. Den tidligere så handlekraftige mand udviste i disse kritiske dage en forbavsende ubeslutsomhed og vankelmodighed, og hans forsøg på at samle den skånske adel til modstand blev forgæves. I stedet for at udholde en belejring af det stærke Helsingborg fulgte K. snart ligesom den øvrige skånske adel den sjællandske adels eksempel og gik over til grev Christoffer. Han svor denne troskab på Christian IIs vegne mod tilgivelse for hvad han tidligere havde gjort mod denne. Denne holdningsløshed fra K.s side, hidtil Christian IIs bitreste og uforsonligste modstander, måtte naturligvis blive politisk ganske kompromitterende for ham. Det var også meget lidt flatterende for ham at han under slaget ved Helsingborg (13.1.1535) faldt i ryggen på de grevelige, skønt han til det sidste havde forsikret Jørgen Kock at man fuldt kunne lide på ham. -Efter den skånske adels overgang til Christian III blev K. en kort tid medstatholder i Skåne; men kun den øjeblikkelige nødvendighed havde formået Christian III og hans rådgivere til at sætte K. på denne post. Da han i den følgende tid forholdt sig ret passiv tog man deraf anledning til at afskedige ham på grund af alder og skrøbelighed.

Politisk var K. efter Christian IIIs erobring af Danmark og reformationens indførelse en død mand. Han har måske ikke selv helt forstået det, og det er næppe faldet Johan Friis helt let at få K. til at afstå Helsingborg i efteråret 1536 skønt hans berømte svigersøn Peder Skram blev hans efterfølger. Rigsmarsktitlen fik K. lov til at beholde til sin død, uden at der dog dermed var forbundet politisk eller administrativ magt. Og K. trak sig ikke forgræmmet tilbage på Vegholm, men deltog også i de følgende års herredage hvor man fra regeringsside viste ham høflighed om end ikke velvilje.

Familie

Forældre: Mogens K. til Bustrup (død 1505) og Elsebe Tygesdatter Lunge (død tidligst 1510). Gift 1505 med Anne Rosenkrantz, død senest 1550, d. af Niels Eriksen R. til Bjørnholm (død 1516) og Birgitte Olufsdatter Thott (død 1528). -Far til Elsebe K. og Erik K.

Ikonografi

Relief af Morten Bussert på ligsten (Strövelstorp k.). – Mindesmærke af J. Wiedewelt, 1783, ved Jægerspris.

Bibliografi

C. Paludan-Müller: Grevens feide I, 1853 (reproudg. 1971) 205 229f 300 349f. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864 547f; III, 1867 335 353 377 387; V, 1872 15f 22f 49 52f 55 59 70. A. Heise: Kr. den anden i Norge, 1877 152–57 165f. Samme: Familien Rosenkrantz' hist., 1882 100–16 127f 130f 134 158 162–68 194 196–200 202–05 207 215 217–20 227–30 233–38; sst. Diplomatarium 7 9–11 142 159f 167f 173 241. Astrid Friis i Seandia VI, Sth. 1933 254f. M. Brandt i Skivebogen, 1937 84–138; 1938 45–112; 1939 122–64; 1941 107–28. Henry Bruun: Poul Laxmand og Birger Gunnersen, 1959 (reproudg. 1975). Mikael Venge: Chr. 2.s fald, 1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Tyge Krabbe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292908