Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eskil Gøye

Oprindelig forfatter HBruun
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Eskil Gøye, d. 20.4.1506, rigsmarsk. Død på Torsjö, begravet i Maribo domk. Allerede G.s far var en anset og dygtig mand, og selv opnåede han tidligt ridderslaget; han nævnes som ridder 1459. Det blev hans gerning i slægtens historie at skabe den solide økonomiske grundvold for dens magtstilling i kommende århundreder; helt i tidens ånd nåede han dette gennem energisk og hensynsløs godssamling. Denne virksomhed, som vi gennem sønnedatteren Elline G.s jordebog kan følge, koncentreredes i første række om hans fædrenegård Krenkerup på Lolland og blev ødelæggende for den endnu ret talstærke lavadel. Da han desuden i en længere årrække (ca. 1473-senest 1494) sad som lensherre på Ålholm, var han utvivlsomt uden sammenligning øens mægtigste mand. I Skåne hvor han ligeledes havde stærke godsinteresser fandt han derimod en jævnbyrdig modstander i den gamle hr. Johan Oxe; striden mellem disse to fortsattes i slægterne efter begges død og endte først ca. 1567 (se Birgitte G.) foreløbig lykkedes det G. ca. 1493 at komme i besiddelse af Torsjö, dog kun som pant; desuden ejede han hovedgårdene Gisselfeld på Sjælland og Tunbyholm i Skåne. Også i sidstnævnte landsdel styrkede han sin position ved til sine private besiddelser at føje en større forlening, Lindholm slot, som han havde fra 1495 til sin død. I det offentlige liv indtog han en fremtrædende plads. 1473 deltog han i en større sendefærd til England og Skotland; senest 1475 blev han rigsråd og deltog som sådan i møderne i Kalmar 1483 og 1495 og i Lødøse 1494. 1489 blev han rigsmarsk og anførte i denne egenskab den indfødte danske stridsmagt under Sveriges erobring 1497. Derimod synes han ikke at have deltaget i de følgende krigstog mod Ditmarsken 1500 og Sverige 1502. – Til kong Hans synes G. at have stået i et udmærket forhold. I sit kulturhistorisk interessante testamente indsætter han sin "allerkæreste naadige Herre" til eksekutor og skænker ham sin guldkæde; i øvrigt betænker han gavmildt kirker og klostre. Hans første hustru, Mogens og Henrik G.s mor, skal efter en slægtsbogstradition have klostergivet sig. Hans andet ægteskab var barnløst.

Familie

Forældre: Mogens Axelsen G. (død tidligst 1450) og Ide Eskilsdatter Falk. Gift 1. gang ca. 1470 med Mette Rosenkrantz, død 1503, d. af Erik Ottesen R. (ca. 1427-1503) og Sophie Gyldenstierne (død 1477). Gift 2. gang med Sidsel Brahe, død tidligst 1532, d. af Axel B. (død 1487) og Maren Tygesdatter Lunge (død tidligst 1520). – Far til Henrik G. og Mogens G.

Bibliografi

Eline Gøyes jordebog, udg. A. Thiset, 1892. – K. Barner og A. Heise: Familien Rosenkrantz's hist. I–II, 1874-82 (især II, 32-46 og diplomatariet 12-20). N. Oxenvad i Lolland-Falsters hist. samf.s årbog, 1961 131-70. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Bruun: Eskil Gøye i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290413