Jens Bielke

Jens Bielke, 2.2.1580-7.11.1659, norsk rigskansler. Født på Austråt, død på Sande, begravet i Onsø kapel. Tyve år gammel indledte B. en stor udenlandsrejse hvorunder han bl.a. studerede i Rostock (imm. 1600), Leipzig og Leiden. 1605–09 var han sekretær i Danske kancelli. 1611–14 var han forlenet med Reins kloster, 1614 blev han norsk rigskansler efter Anders Green til Sundsby, s.å. forlenedes han med Nonneseter kloster og Onsø len samt et kanonikat i Oslo. 1633 forlenedes han med Bergenhus og overtog herved som den føste norske adelige et norsk hovedlen. 1641 ombyttede han det med Stavanger len som han havde til 1646. Fra 1646 til sin død var han forlenet med Maria kirkes provsti og Rakkestad len. Efter sin fader arvede B. Austråt. Gennem sit ægteskab og ved køb og arv erhvervede han en så betydelig godsrigdom at han ved sin død var Norges ubestridt største godsejer og fuldt ud jævnbyrdig med den danske højadel. Som sekretær i Danske kancelli fik han 1607 overdraget aktoratet i sagen mod Jørgen Dybvad. Antagelig i egenskab af særlig kyndig i norske anliggender ledsagede han januar 1609 kansleren Christian Friis til rigsrådsmødet i Horsens hvor norske forhold, navnlig de svenske og russiske trusler mod Finmarken, spillede en fremtrædende rolle i rådets forhandlinger. Fra Horsens rejste B. til Norge medbringende særlige instruktioner til lensmændene i det nordenfjeldske Norge. Under krigen mod Sverige 1611–13 fik han i kraft af lensmanden i Trondheim Steen Billes forfald ledelsen af de militære operationer nordenfjelds. Tilbagetrækningen fra Jämtland 1611 og begivenhederne i forbindelse med Monkhovens togt 1612 førte til kritik af B.s dispositioner som militær leder, men ved i indberetninger til Christian Friis at motivere sine beslutninger på baggrund af en redegørelse for de helt specielle vilkår for militære operationer i Nordskandinavien, og ved personligt opmøde i København lykkedes det ham at imødegå anklagerne for pligtforsømmelse. Som norsk rigskansler fra 1614 fik B. overopsynet med den norske retspleje. Endvidere anvendtes han i talrige kommissioner. Af særlig betydning var den kommission der under hans og Pros Knudsen Hørbys ledelse nedsattes januar 1632 for at undersøge de stadige klager over fogdernes magtmisbrug. Kommissionen fandt klagerne berettigede og udvirkede forordningen af 24.10.1634 hvorved fogderne sattes på fast løn. Dette betød reelt at fogderne nu kom under centraladministrationens kontrol mens de hidtil kun havde været ansvarlige over for lensmændene.

Det store antal kommissionsarbejder B. deltog i resulterede i et betydeligt antal nye love og forordninger. Disse samledes i 3. bog af Christian IVs store reces 1643. Derimod blev B.s tanke om en revision af Norske lov ikke til noget i hans levetid. Lejlighedsvis vakte B.s reformiver kritik og modstand hos hans landsmænd. På grund af forordninger fra 1636 der frigav handelen med korn og salt samt tøndetræ på alle norske sildefjorde for alle kongens undersåtter kom han i modsætning til borgerskabet i Trondheim der fandt sine privilegier krænket og som støttedes af lensmanden sst., Oluf Parsberg. Kritikken var så kraftig at man i Kbh. så sig nødsaget til at desavouere B. og ophæve forordningerne. 1639 kom B. i modsætning til sine standsfæller på grund af et forslag fra ham og Christoffer Urne der ville berøve den norske adel dens hidtidige ret til at oprette nye skattefrie sædegårde. Selv ejede B. 15 skattefrie sædegårde, langt mere end nogen anden norsk adelig. – B.s virksomhed faldt i en tid da Norge økonomisk og politisk på grund af sin egen vækst og Danmarks relative stagnation og tilbagegang blev en mere betydningsfuld del af det danske monarki end førhen. Dette forhold gav sig bl.a. udtryk i Hannibal Sehesteds radikale forvaltningsreformer i 1640erne og desuden i diskussionen om Norges forfatningsretlige stilling på baggrund af den formentlig kongeligt dirigerede arverigepropaganda. Hvilken konkret indflydelse B. har haft på Sehesteds reformpolitik kan vanskeligt afgøres, men det er sandsynligt at Sehested i betydelig grad har støttet sig til B.s meget store indsigt i norske administrations- og retsforhold. – En tradition vil vide at B. ved Frederik IIIs norske hyldning august 1648 skulle have optrådt som talsmand for arverigeteorien og ligefrem have hyldet Frederik III som Norges riges rette arveherre. Overleveringen herom – Jens Dolmers beretning fra 1656 – kan dog udfra ophavssituationen betvivles, og det forekommer ikke videre sandsynligt at den gamle lovkyndige B. uopfordret skulle have udtrykt sig på denne måde der var i modstrid med Christian IVs Norske lov og 100 års statsretlig praksis. B.s lovkyndighed gav sig også udslag i virksomhed som juridisk forfatter, bl.a. har han udgivet en terminologisk ordbog over danske og norske retsudtryk. Også som religiøs forfatter var han virksom.