Jakob Ulfeldt (kansler)

Jakob Ulfeldt, 25.6.1567-25.6.1630, rigskansler, diplomat. Født på Bavelse, død i Nyborg, begravet i Kværndrup k. Efter moderens tidlige død blev U. til syvårsalderen opdraget af sin mormor, siden undervist flittigt hjemme. 14 år gammel drog den højtbegavede dreng udenlands. Han nøjedes ikke med de sædvanlige fem-seks år eller med de traditionelle ophold i Tyskland, Frankrig og Norditalien. Ude 13-14 år studerede han 1583 i Jena, muligvis i Geneve 1584, 1587 i Basel og Padova, n.å. i Siena. 1589-90 var han atter i Padova, n.å. i Basel. Senere tog han til Sicilien og Malta hvor han deltog i krigstogt mod tyrkerne, og rejste fra Venezia helt til Grækenland, Konstantinopel, Rhodos, Cypern og endda til Syrien, Jerusalem og Egypten. Hjem kom han 1591 over Sevilla og Madrid (1590), Frankrig og Nederlandene. Året efter drog han til Schweiz – 1592 var han immatrikuleret i Geneve – og Frankrig, men kaldtes hjem pga. faderens skrøbelighed og blev trolovet 1595. Atter drog udlængslen ham dog, og en ny rejse gik til Italien, Spanien, Portugal, Italien, Polen og Tyskland. Undervejs blev han meget bevandret i mange sprog. Omfattende bogindkøb rundt om og flittig læsning øgede hans horisont, så han udviklede sig til en af sin tids store lærde og foretagsomme humanister, elskende videnskaberne og især historien, ikke blot den gamle græske og romerske som han på rejserne studerede ved selvsyn, men også danernes, ikke mindst den nyere tids. 1597 slog han sig omsider til ro hjemme, blev hofjunker, giftede sig og forlenedes 1602 med Hindsgavl, 1605 i stedet med Hagenskov. For den urolige Christian IV blev den harmoniske, stilfærdige U. efterhånden "en kær og behagelig ven" der da også var med kongen til hyldingen i Hamburg 1603, på den engelske rejse 1606 og til herredagen i Stavanger 1607. S.å. blev U. medlem af rigsrådet, 1609 udpeget til rigens kansler og 1610 forlenet med Nyborg hvor han sad til sin død. Under Kalmarkrigen var han først krigskommissær ved vesthæren, men stødte siden til Christian IV i Kalmar.

U. sikrede sig hurtigt en lederstilling i diplomatiet og udviklede sig til den tids betydeligste af Christian IVs politikere. Allerede 1607 drog han ud på den første af en lang række syd- og sydvestvendte gesandtskaber, til Nederlandene for at mægle fred mellem disse og Madrid. 1613-14 var han i Spanien for at skabe en dansk-spansk korrespondens som modvægt mod den svensk-nederlandsk-hanseatiske tilnærmelse der vendte sig mod Christian IVs østersøherredømme. Og 1614-15 forhandlede han i Hildesheim og Celle i de braunschweigske stridigheder. Til den aktivistiske nordtyske politik, Christian IV indledte 1616 som kompensation for de svenske erobringer i Østbalticum, indtog U. en meget mere imødekommende holdning end rådsflertallet. Han forhandlede hyppigt med det over den nye politik stadig mere fjendtlige Gottorp og med Slesvig-Holstens landdage og var med til at afslutte den udvidede union med hertugdommerne 1623. Ved det betydningsfulde gesandtskab til Nederlandene 1621 lykkedes det ham ved taktisk kloge forhandlinger at skabe den korrespondens og alliance af 14.5. der banede vej for Christian IVs erhvervelse af koadjutoratet i Bremen ærkestift. Dette var nøglen til det herredømme over Elben og Weser og over den nedresachsiske kreds der atter var forudsætning for opstilling og forsyning af en slagkraftig unionshær. Den mere protestantisk end luthersk sindede U. arbejdede nemlig 1621-25 modsat rådsflertallet ivrigt for skabelsen af en stor evangelisk alliance med Christian IV som hoved, rettet mod de katolskes "store magt, fare og mægtige forsæt". Og han var deprimeret over de længe sorte udsigter til en sådan på grund af Englands pro-spanske politik. Denne var utvivlsomt med til at gøre ham nervøs for Spaniens krigsmagt og til som kongen at gå ind for en mindre imødekommende politik over for de trængte Nederlande end rådsflertallet. Hertil kom at han gerne så den handel med Spanien udviklet som der tilmed var chance for i vid udstrækning at få på danske hænder efter den spansk-nederlandske krigs genoptagelse 1621.

I Sverigespolitikken var U. mindre fremtrædende, men deltog dog ved grænsemøderne i Ulvsbäck 1619 og Knäred 1624. Han var den råds-kommissær der i Knäred fremfor nogen hindrede en for den protestantiske sag ubelejlig krig mellem det også næsten urustede Danmark og det oprustede og de seneste år stærkt aggressive Sverige. Samtidig var han på mødet med til at hindre en total diplomatisk ydmygelse af Danmark ved at stå fast i sundpassagestriden. Dette var vigtigt for hævdelsen af Danmarks fortsatte dominium maris i Østersøen hvor Sverige var i fremtrængen. Modsat de fleste rådskolleger havde U. som kongen blik for nødvendigheden af at prioritere den skærpede nordiske magtkamp højt. Det bidrog til at han gik ind for den krig for Pfalz' restituering der ville isolere Sverige, hvis forbindelse med Nederlandene han betragtede med jalousi. U. ville derfor modsat rådsflertallet ikke være med til at magtkampen med Sverige blev tilsidesat for rådets indre magtkamp mod Christian IV. Med sin store viden og horisont hørte han til de få rigsråder som var fulgt med i tiden og som forstod, at udviklingen gik mod en stærkere kongemagt. Derfor burde rådet fire, hvor det var nødvendigt, for at bevare mest mulig indflydelse og ikke stift fastholde en forældet rådsideologi, baseret dels på en hægen om den Stettintraktat med status quo i Norden som mål som svenskerne ikke respekterede, dels på freden næsten for enhver pris, når den blot tilgodeså adelens egne øjeblikkelige økonomiske interesser. Selv syntes U. da også mindre interesseret i den snævre varetagelse af disse end de fleste af sine rådskolleger. Kun jævnt velstillet takseredes han 1625 til 1899 tdr. hartkorn. Han ejede bl.a. Urup (Vor hrd.), desuden Orebygård (Musse hrd.) og Bjørnemose (Sunds hrd.) som han begge købte 1618. Sin fars gård, mønstergodset Ulfeldtsholm i Vindinge hrd. (nu Holckenhavn), solgte han 1616 til Ellen Marsvin, men købte til gengæld s.å. Egeskov (Sunds hrd.). Da U. trods divergenserne med rådsflertallet trods alt kun nødig fraveg dettes udenrigspolitiske fredsprogram, forblev hans position i råds-stuen meget central. Sammen med Christen Holck skrev han da også fra sin indtræden til 1626, da helbredet tvang ham mere i baggrunden, langt de fleste rådsbetænkninger, alle hurtigt, klart og nuanceret formulerede. I flere hårde konfrontationer med kongen optrådte han som rådets talsmand, således i sommeren 1624 hvor det nægtede at gå ind i krigen mod kejseren, men dog samtidig stillede sin støtte til denne krig i eventuel udsigt. I det væsentlige fungerede han som mægler mellem konge og råd, således i februar 1625 da han var med til at skaffe kongen en krigsbevilling trods rådets afvisning af kejserkrigen. Og i den alvorlige konstitutionelle krise efter A. von Wallensteins erobring af Jylland 1627 manede han alvorligt de over nederlaget ophidsede rådskolleger til at moderere sig af hensyn til det nødvendige samarbejde med kongemagten. U.s politik og dygtighed påskønnedes da også stærkt af Christian IV, i hvis inderkreds han derfor ofte befandt sig i afgørende situationer. 1625 syntes han således at være kongens hovedrådgiver i de vigtige evangeliske unionsforhandlinger, og i Haag s.å. afsluttede han den alliance med England og Nederlandene som han i mange år havde været fortaler for. Trods sit stærkt svækkede helbred deltog han som kommissær aktivt i de fredsforhandlinger i Lübeck 1629 som endte med opgivelsen af den danske indflydelsessfære i Nordtyskland. Dermed gav de smerteligt for Christian IV som utvivlsomt for U. Sverige fri bane til den omringning af Danmark som de så mange år havde arbejdet på at hindre. Det var derfor næppe noget tilfælde, at kongen udså netop U.s søn Corfitz til det "svigersønneparti" der skulle udhule rådsflertallets ret passive udenrigspolitik og gøre det muligt at fortsætte magtkampen mod Sverige. U.s enke døde i fattigdom efter at have oplevet både Corfitz' karriere og landflygtighed.