Henrik Knudsen Gyldenstierne

Henrik Knudsen Gyldenstierne, d. .1456. Død til Restrup og Boller, rigsråd. G. må have modtaget ridderslaget ved Erik af Pommerns kroning 1397. 1401 kalder han sig ridder i et brev, hvori han afstår sine rettigheder til hovedgården Lugneholm i Vendsyssel til dronning Margrete. Han medbeseglede 1411 i Kolding adelens vidnesbyrd om kong Eriks forlig med hertuginde Elisabeth af Slesvig og grev Henrik af Holsten og var 1417 blandt kongens garanter i fredsslutningen med hertug Henrik og grev Henrik. 1420 nævnes han blandt kong Eriks råder. Året efter var han blandt de jyske stormænd, der på landstinget i Viborg afgav vidnesbyrd om hertugdømmets tilhørsforhold til den danske krone. Han støttede påny kong Erik som garant, da denne jan. 1423 henskød striden for den tyske konge Sigismunds dom, og senere på året fulgte han med på kongens udenlandsrejse og repræsenterede 1425 dronning Philippa i opgøret om arven efter biskop Bo (Mogensen Lang). 1419 nævnes G. som lensmand på Ørum, 1423 i Hillerslev, begge borge i Thy. Han besad selv gods i det nordligste Jylland, skrev sig 1426 til hovedgården Restrup syd for Ålborg. Ved hustruens arv har han tillige erhvervet Boller syd for Horsens, og han har sikkert tidligt haft opmærksomheden henvendt på Mogens Munks gamle len i disse egne.

I 1420erne må G. have støttet kong Eriks kamp imod greverne og hansestæderne. Han var i aug.1432 blandt hovedforhandlerne ved Horsensstilstanden, der imidlertid på G.s plads er beseglet med fætteren Niels Eriksen Gyldenstiernes segl. Op igennem 1430erne træffer man bestandig G. ved farbroderen Erik Nielsen Gyldenstiernes side; han følger ham i bruddet med kong Erik og indkaldelsen af Christoffer okt.1438. G. fik ved dette systemskifte en fremskudt plads i Christoffers rigsråd, bl.a. under de vigtige forhandlinger om freden i Kbh. juli– aug.1441 med hollænderne og hansestæderne. 1443 fik han anerkendt sin panteret til Horsens købstad. Blandt Christoffers nyudnævnte råder var G.s unge svigersøn Claus Rønnow. Da hans anden svigersøn Eske Brock faldt i bondekampene 1441, måtte G. tage sig af sin umyndige dattersøns store godser omkring Essendrup (GI. Estrup). Tronfølgeovervejelserne umiddelbart efter Christoffers død er uopklaret (se Knud Henriksen Gyldenstierne); men familien G. har i alt fald næppe støttet Christian I fra begyndelsen. Først efter kongens kroning okt. 1449 indtog G. atter sin plads i rigsrådet. Svigersønnen Claus Rønnow blev marsk, og krigspolitikken mod Sverige blev indstillet. Otte Nielsen Rosenkrantz må være fratrådt som hofmester, og ved unionsmødet i Halmstad maj 1450 præsiderede G. i den danske delegation og hans unge fætter Karl Knutssons svigersøn Erik Eriksen Gyldenstierne i den svenske. Den fredelige sameksistens mellem rigerne der var mødets resultat, og sikkert var Gyldenstierne-slægtens politik, brast dog året efter på mødet i Avaskar. Ved denne lejlighed modtog G. pantebrev af Christian I på lenet Bygholm, som i de følgende 100 år forblev i slægtens besiddelse.