Wilhelm Beseler

Wilhelm Beseler, Wilhelm Hartwig Beseler, 2.3.1806-2.9.1884, politiker. Født på Marienhausen i Oldenburg, død i Bonn, begravet i Mildsted, Slesvig. B. kom med sine forældre til Rodemis 1808. 1824 blev han student fra Slesvig domskole, studerede jura i Kiel og Heidelberg og tog 1828 juridisk eksamen (Gottorp). S.å. fik han bestalling som underretsadvokat og bosatte sig i Slesvig by, 1832 blev han over- og landsretsadvokat. B. der havde været knyttet til Heidelbergs Burschenschaft sluttede sig til Uwe Jens Lornsen da denne nov. 1830 kom til Slesvig. Han tog, som den første, Lornsen i forsvar i det anonyme skrift Beleuchtung der Broschüre "Einige Worte über die Schrift des Kanzleirats Lornsen" der var rettet mod Iandråd Rumohr. Hans daværende politiske meninger faldt i det væsentlige sammen med Lornsens. 1837 tilkendegav han på ny sit liberale sindelag ved at virke for indsamlingen til de syv afsatte güttingen-professorer. Theodor Olshausens forslag 1840 at Holstens liberale kun skulle virke for at skaffe Holsten en forfatning (Nyholstenismen) æggede B. til den skarpeste modsigelse. Mens det var Olshausens tanke at Slesvigs indtræden i Det tyske forbund var betingelsen for at det også kunne få en forfatning fælles med Holsten, hævdede B. at når hertugdømmerne i fællesskab havde fået en forfatning ville den naturlige følge blive at Slesvig trådte ind i Det tyske forbund. Først da B. så at forfatningssagen ikke skred frem krævede han Slesvigs indtræden i forbundet (1842). I erkendelse af at der i kendskab til hertugdømmernes historie lå et politisk agitationsmiddel foranstaltede han 1841 en prisopgave om den bedste Slesvig-Holstens historie. S.å. valgtes B. af Tønder købstad til medlem af den slesvigske stænderforsamling hvor han beholdt sin plads til 1848. Ved sin klare og saglige fremstilling og sin evne til at ramme kernen i en sag blev han en forgrundsfigur i stænderforsamlingen. Han støttede de liberale krav bl.a. om stændermødernes offentlighed, adskillelse af hertugdømmernes finanser fra kongerigets og forening af hertugdømmernes finanser. Ved 1842 at tale mod oprettelsen af en filial af den danske nationalbank i Slesvig og ved at støtte forslaget om fjernelse af ordene Dansk Ejendom fra hertugdømmernes skibe udæskede han stændernes danske medlemmer. I sit syn på Slesvigs nationale forhold gik han ud fra at landet var et tysk hertugdømme som ved den stadige forbindelse med Holsten var blevet knyttet til Tyskland. Nordslesvigernes danske nationalitet kunne ikke ændre landets statslige fysiognomi. Det ville være ugørligt at gennemføre dansk retssprog når der var tyske love. Hiort Lorenzens danske tale 11.11.1842 foranledigede B. til at foreslå Haderslev amt indlemmet i kongeriget mod at Sild og Før indlemmedes i Slesvig. I diskussionen om dansk sprogs anvendelse i Slesvigs stænder hævdede B. umuligheden af at have to forretningssprog; de deputerede der ikke talte tysk skulle udelukkes. Som leder af mødet i Neumünster juli 1846 foranledigede B. forsamlingens protestadresse mod regeringens åbne brev af 11.7.1846 om arvefølgen. Fra da af tilstræbte han at krydse regeringens planer. 21.10. valgtes han til præsident for Slesvigs stænder. Han både tillod og støttede andragender om en fuldstændig adskillelse af hertugdømmernes forvaltning, finanser og militærmagt fra kongerigets, om tilbagekaldelse af det åbne brev om Carl Moltkes afsked som præsident for hertugdømmernes kancelli og om Slesvigs indtræden i Det tyske forbund. Forslagene gav anledning til skarpe sammenstød mellem B. og den kgl. kommissarius amtmand v. Scheel, og 14.12.1846 opløstes forsamlingen. 1847 søgte regeringen at hindre B.s genvalg til stænderne med den begrundelse at hans valg var uforeneligt med hans advokatur. Som modtræk foranstaltedes en indsamling til en "B.-fond" hvis midler gjorde ham så uafhængig at han kunne nedlægge sin advokatur og derefter modtage valget til stænderne. 29.1.1848 valgtes han på ny i Tønder med 46 af 52 stemmer. 1847 blev han medarbejder ved de sydtyske liberales blad Deutsche Zeitung.

Forfatningsreskriptet af 28.1.1848 tilfredsstillede ikke B., og han stemte mod valget af "de erfarne mænd". Han valgtestil leder af borgerforsamlingen i Kiel 15.3. og blev medlem af det udvalg forsamlingen nedsatte. Således var han fra første færd med i bevægelsen 1848. Efter marts-ministeriets dannelse drøftede B. sammen med Wilhelm Ahlmann den provisoriske regerings sammensætning (23.3.). Foruden af B. kom den til at bestå af F. Reventlow, advokat Bremer og M. T. Schmidt samt prinsen af Nør (Frederik, 1800–65). Den sidste tog B. kun ugerne med. B. førte forsædet i regeringen indtil den trådte tilbage 19.10.1848. Samme måned kom B. til Frankfurt som medlem af den tyske nationalforsamling; han valgtes til forsamlingens næstformand og tilhørte partigruppen Augsburger Hof der var imod al partikularisme og ønskede stærkere sammenknytning af enkeltstaterne. 26.3.1849 valgte den tyske centralmagt B. og Fr. Reventlow til statholdere i hertugdømmerne. Da Preussen imidlertid snart overtog både krigsførelsen og forhandlingerne med Danmark blev statholderskabet kun en administrationskommission. B. søgte at frigøre sig for Preussens indflydelse, men da han, selv efter nederlagene og Preussens fredsslutning, ville fortsætte kampen kom det til brud med Reventlow. Landsforsamlingen støttede denne og jan. 1851 udtrådte B. Han undtoges efter freden fra amnesti og rejste til Braunschweig. I nogle år virkede han som skribent for den slesvig-holstenske sag, 1858 flyttede han til Heidelberg, og 1861 blev han kurator for universitetet i Bonn. 1867 søgte han forgæves i Tønder at blive valgt til den nordtyske rigsdag. B.s betydeligste politiske gerning faldt i 40erne hvor han i stænderne var Lornsens arvtager, men han manglede som statholder smidighed til at bøje de forskellige anskuelser under sin vilje.