Villads Holm, Villads Nielsen Holm, 15.1.1829-18.4.1901, politiker. Født i Nørre Tranders ved Ålborg, død i Vedsted, Kær hrd., begravet sst. H. som havde antaget sin stedfars navn købte 1858 en gård i Nørholm ved Nibe, 1866 en større i Ferslev ved Ålborg, byttede den 1880 for en gård i Findelstrup og 1890 denne for en anden i Brovst i Øster Hanherred. I sine sidste år boede han i Vedsted ved Åby. Han var 1862–66 og 1883–88 sognerådsmedlem, 1875–82 repræsentant, fra 1883 næstformand i Landbygningernes almindelige Brandforsikring, fra 1889 branddirektør og 1881–88 repræsentant i den jyske husmandskredsforening. 1866–90 var han folketingsmand for Nibekredsen. Han blev valgt på modstanden mod den reviderede grundlov og tilhørte i sine første rigsdagsår den G. Wintherske gruppe. 1870 gik han ind i det forenede venstre, af hvis bestyrelse han var medlem 1870–78. H. spillede i 70erne og 80erne en ret betydelig rolle i sit partis anden række. Han var vågen, alsidigt interesseret og i besiddelse af en ejendommelig jyskpræget realitetssans, hvorfor han også gennem sine hyppige taler i tinget og sin deltagelse i udvalgsarbejdet gav gode bidrag til behandlingen af en række forskelligartede sager, fortrinsvis lønnings-, forsvars- og toldsagerne. Han deltog også i den almindelige politiske debat og var blandt dem der stillede sig skeptisk til C. Bergs førerskab og anvendelsen af kampmidler som finanslovsnægtelse o. 1. Ved venstres delinger gik han altid til den moderate side og blev mere og mere tilhænger af den Høgsbro-Bojsenske retning. Han svor dog aldrig ubetinget til noget førerskab og gik undertiden sine egne veje. Den lune jyde med de poliske brune øjne og den trohjertede tale havde ikke ringe indflydelse mellem partiets menige, men ikke sjældent overvurderede man i regeringen og højre betydningen af de forligsantydninger han gav i de fortrolige forhandlinger det var hans lyst at føre med modstanderne, oftest uden noget egentligt mandat fra partiets ledelse. Således i forhandlingerne med ministeriet Fonnesbech 1874–75 og i de påskeforhandlinger han sammen med S. Kjær, Thomas Nielsen, J. A. Thorup og Jens Busk førte 1888. Ved denne lejlighed vovede han sig dog så langt frem at han desavoueredes af samtlige venstregrupper og sammen med de fleste af de andre "Limfjordspolitikere" svækkede sin stilling over for vælgerne så afgørende, at han måtte bestemme sig til en ikke helt frivillig tilbagetræden ved folketingsvalget 1890. Han benyttede i den følgende tid sin lokale indflydelse i afgjort moderat retning, men kom ikke mere til at spille nogen aktiv politisk rolle.

Familie

Forældre: gårdejer Niels Villadsen (ca. 1794–1838) og Maren Jensdatter (1806–73, gift 2. gang 1839 med gårdejer Christen Holm, 1804–68). -17.10.1858 i Nørre Tranders med Claudimine Christensdatter Clausen, født 24.7.1836 i Nørre Tranders, død 14.4.1912 i Vedsted, d. af gårdejer Christen C. (ca. 1805–38) og Johanne Villadsdatter (1802–80, gift 2. gang 1839 med gårdejer Jens Sørensen Peen, 1814–85).

Ikonografi

Litograferet på "venstretørklæde" ca. 1875 og på satirisk Danmarkskort 1881. Træsnit efter tegn. af Axel Thiess, 1889. Karikatur af K. Gamborg s.å. (Fr.borg). Afbildet på karikatur 1894 (sst.). Foto.

Bibliografi

H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882 153–57. III.tid. 9.2.1890. Aalborg amtstid. 19.4.1901. Aalborg stiftstid. 19., 20. og 25.4. s.å. A. C. Ertbøll-Nielsen i Fra Himmerland og Kjær herred XXIX, 1940 111–21.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig