Tage Reedtz-Thott, Kjeld Thor Tage Otto Reedtz-Thott, 13.3.1839-27.11.1923, lensbaron, politiker. Født på Gavnø, død sst., begravet i Vejlø ved Gavnø. R.-T. blev student 1858, privat dimitteret, og cand. phil. 1860. Han studerede statsvidenskab i Geneve og Paris, men måtte allerede 1862 ved faderens død afbryde studiet for at overtage baroniet Gavnø. Han viste hurtigt evner som en betydelig organisator af godsets drift og som foregangsmand på det landøkonomiske område, ligesom han tog livligt del i sin egns offentlige liv. Han var fra 1867 til omkring århundredskiftet sognerådsformand i Vejlø sogn, 1876–94 medlem af Præstø amtsråd og formand for Præstø amts landboforening, desuden 1886–91 medlem af repræsentationen for Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger, medlem af bestyrelserne for Kbhs. Byggeselskab, Fakse Kalkbrud, Gedser Jernbaneselskab fra de pågældende selskabers stiftelse til 1894. Ligeledes var han til 1894 medlem af Dansk folkemuseums bestyrelse. Han var en af de godsejere der indledte og stærkest tilskyndede sukkerroedyrkningen, og han var fra 1872 medlem af bestyrelsen for De danske Sukkerfabriker.

Både R.-T. og hans hustru var påvirkede af de grundtvigske strømninger, og han vedligeholdt en fri og jævn omgangstone der gjorde ham sjældent afholdt af godsets bønder. Det var også dette folkelige syn der prægede hans politik. – 1886 valgtes han, efter at han nogle gange forgæves havde søgt valg til folketinget i Vordingborg, af højre i 3. kreds ind i landstinget. Han tilhørte den fløj af højre der søgte føling med moderate venstreelementer. Han tilstræbte en samling af landbrugets udøvere, store og små, og ledemotivet i hans politik i disse år var derfor at få den politiske kampsituation afviklet. Delvis på linje med mænd som Lars Dinesen og Thomas Nielsen var han med til at lægge spirerne til den sociale lovgivning. Det ansås derfor også som et tegn på, at det store politiske forlig nærmede sig, da R.-T. 1892 ved O. Rosenørn-Lehns død optoges i ministeriet Estrup som udenrigsminister. Han var virksom i den politik der gennem samlingerne 1892–93 og 1893–94 førte til forliget 1894. På forligspolitikkens springende punkt, spørgsmålet om Estrups afgang, var han med til at lægge pres på J. B. S. Estrup, og han skal have sin andel i udformningen af erklæringen af 1.4.1894 der bebudede ministeriets tilbagetræden. – Da J. Nellemann vægrede sig ved at danne det nye ministerium, blev det R.-T. der 7.8.1894 ved Estrups afgang overtog konsejls-præsidiet samtidig med, at han beholdt udenrigsministeriet. Hans ministerium bestod udelukkende af mænd der vedkendte sig forliget, men det var stadig et rent højreministerium, og det modtoges derfor også i det moderate venstre med tvivl. Det viste sig imidlertid at R.-T. som N. Neergaard udtrykker det, "i det hele var loyal overfor Forligets Grundtanker". I en programerklæring efter ministeriets tiltræden udtalte R.-T., at han så det som sin regerings opgave at mægle mellem tingene. I samlingen 1894=95 gennemførtes en ny valgkredsordning", hvorved folketingets medlemstal steg fra 102 til 114. I øvrigt bragte R.-T.s regering ikke mere gennemgribende lovgivningsresultater. Der blev forelagt forslag til en skolelov, en næringslov, en toldlov og en lov om indkomst- og formueskat – forslag, ved hvilke ministeriet søgte at komme venstre i møde. Navnlig blev skattelovforslaget modtaget med tilfredshed af venstre, men ingen af lovene lykkedes det at gennemføre. Valget 1895, der bragte forligspartierne i mindretal, gav signalet til yderligere usikkerhed og splittelse i højre, hvilket svækkede R.-T.s stilling. Det har vistnok en overgang foresvævet ham som et mål at sprænge både højre og venstre, skille de yderliggående ud og samle de mere moderate elementer i et mellemparti til støtte for ministeriet. Det er dog et spørgsmål Om han, når det kom til stykket, følte sig skikket til at tage denne opgave op. I alt fald bragte hans forhandlingstilbøjelighed over for venstre ham i et stedse mere skærpet forhold til landstingets højre. Da han 22.10.1896, presset af C. Hage, udstedte sin erklæring om at "Regeringen maa betragte sin Mission som endt, dersom den Ulykke skulde overgaa Landet, at der atter indtræder en uløselig Finanslovkonflikt", besluttede Estrup at styrte ham. Mod slutningen af samlingen kom det til en konflikt om en militærbevilling på finansloven. R.-T. forhandlede sig til rette med folketinget om en betydelig nedsættelse af denne bevilling, men landstinget stemte ministeriets oprindelige forslag ind igen, hvorefter R.-T. 23.5.1897 indgav sin afskedsbegæring.

I sin udenrigspolitik fulgte R.-T. de linjer som siden 1870 var fastlagt af udenrigsministeriets direktør, gehejmeråd P. Vedel. Efter forliget 1894 var venstre stærkt optaget af tanken om at få Danmarks neutralitet anerkendt af stormagterne. R.-T. nægtede at rette en henvendelse herom til stormagterne, da han mente den ville skade. Men under en forespørgselsdebat som C. Hage rejste i folketinget 3.12.1896, erklærede R.-T. at "Regeringens Udenrigspolitik konsekvent er rettet mod Danmarks Neutralitet som det centrale Maal". – På rigsdagen sluttede han sig til den kreds af højremænd som senere skilte sig ud i landstingets frikonservative gruppe. Han stod i et nært samarbejde med M. Frijs og kom til at spille en ret fremtrædende rolle i det lovgivningsarbejde der udførtes under de første venstreministerier, således menighedsrådsloven og skoleloven af 1903. Efterhånden blev han en mere og mere udpræget tilhænger af samarbejdet med venstre. Ved folketingsvalget 1909 anbefalede han i Vordingborgkredsen venstremanden Carl Hansen (1870–1940), hvad bl.a. bidrog til at højre ved landstingsvalget n.å. lod ham falde. Han havde ikke siden sæde i rigsdagen. – Efter sin afgang genoptog R.-T. en række af de tillidshverv han 1894 havde afgivet. Fra 1902 til sin død var han medlem af sukkerfabrikkernes bestyrelse, fra 1916 formand. Endvidere var han fra 1898 medlem af Store Nordiske Telegrafselskabs bestyrelse. 1887–1923 var han forstander for Herlufsholm hvis økonomiske forhold han fik bragt i en mønstergyldig orden. – R.-T. var en åndeligt interesseret mand og i besiddelse af omfattende kundskaber. Den helt store førerskikkelse blev han ikke. Tiden var ikke hans medierende tilbøjeligheder gunstig, og trods gode anlæg i øvrigt skortede det ham på den fasthed og sikkerhed der ville have bragt ham over vanskelighederne. – Hofjægermester 1864. Kammerherre 1874: Gehejmekonferensråd 1897.

Familie

Forældre: lensbaron Otto R.-T. (1785–1862, gift 1. gang 1807 med Hedvig Sophie Christine de Roepstorff, 1782–1835, gift 3. gang 1845 med Caroline Amalie Fønss, 1817–69) og Karen Julie Elisabeth Frederikke Fønss (1814–44). Gift 4.5.1864 i Kbh. (Holmens) med Elisabeth Adelgunde Bülow, født 8.1.1841 i Kbh. (Garn.), død 25.11.1909 på Gavnø, d. af diplomat Johan B. (1814–90) og Adelgunde E. M. Scholten (1813–41). – Far til Otto R.-T.

Udnævnelser

R. 1875. DM. 1887. K2 1892. K1. 1893. S.K. 1896, i brillanter 1915. R. E. 1923.

Ikonografi

Afbildet med forældre og søskende på mal. af N. P. Holbech (Gavnø). Mal. af A. Schiøtt, 1867, tegn. af samme (Fedgård). Træsnit 1878 efter foto. Mal. af Fr. Henningsen, 1889 (Fedgård), skitse af samme. Mal. af Otto Bache, 1889 (Gavnø), litograferet af I, W. Tegner, 1890. Malet skitse af Bache formentlig 1889 (Fr.borg). Afbildet på H. Brasens mal., 1892, af vildtparade 1889 (Fr.borg). Tegn. af K. Hansen Reistrup, 1895. Mal. af Bertha Wegmann (Fedgård). Afbildet på tegn. af K. Gamborg (Fr.borg). Relief på mindestøtte 1912 (ved Gavnø). Afbildet på fire tegn. af Alfred Schmidt, 1921 (Fr.borg). Mal. af Knud Larsen, 1921 (Herlufsholm), kopi af Brita Barnekow (folketinget). Foto.

Bibliografi

N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 490–503 530–35. Erik Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen I, 1913 51 o.fl.st. Palle Rosenkrantz: Junkerdrømme, 1918 26f 124–32. J. A. Hansen og N. Neergaard i København 28.11.1923. Nationaltid. s.d. Berl. tid. s.d., 29.11., 1.12 og 4.12. s.å. Sofus Høgsbro. Brevveksl. og dagbøger, udg. Hans Lund I, 1924 233f 255 257 264 289. N. Neergaard: Erindr., 1935 310 329. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. II, 1938. De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig