Svend Horn

Svend Horn, Svend Aage Pedersen Horn, 11.3.1906-9.10.1992, politiker, smed. Født i Risinge, Flødstrup sg. Efter folkeskolen var H. i et par år tjenestedreng på landet og derefter i smedelære 1922–26, siden arbejdede han som maskinarbejder. Han var allerede som lærling med i Dansk socialdemokratisk ungdom (DSU), og efter ophold på arbejderhøjskolen i Esbjerg og på Askov blev han 1931 amtsformand for DSU i Svendborg amt. Hermed indledtes et lokalt organisatorisk arbejde der kom til at dække talrige felter: fællesorganisation, Arbejdernes oplysningsforbund (AOF), byråd (Nyborg 1943–46), skolekommission, ungdomsnævn osv. Han blev en af de sidste politikere med en bred organisatorisk skoling og en fast lokal forankring. Fra 1939 indvalgtes han i folketinget af Nyborgkredsen, indtil han trak sig tilbage 1972. – Svarende til H.s veldækkende lokale erfaringer kom han i folketinget til at dække en bred vifte af sagsområder, men i stigende grad blev det landbrug, skole og trafik der blev hans områder. Mere og mere blev det dog trafikforhold han blev sat på: 1950–66 var han medlem af landsnævnet vedrørende fragt- og rutebiler, 1954–59 formand for Storebæltsbrokommissionen, medlem af jernbanerådet 1954–66 (formand 1960–66), medlem af bestyrelsen for SAS 1963–66, m.m. På denne baggrund føltes det naturligt, at H. i nov. 1966 efter Kai Lindberg overtog posten som trafikminister i ministeriet J. O. Krag II. Ministertiden blev ret kort idet regeringen trådte tilbage i februar 1968, og da Krag oktober 1971 atter dannede regering kom H. ikke med, bl.a. fordi Krag ønskede at tage et særligt hensyn til de yngre i gruppen og derfor satte Jens Kampmann på trafikministerposten. Efter ministertiden overtog H. atter forskellige hverv med tilknytning til trafikken og var 1973–75 formand for Foreningen Norden. H. hørte typisk til politikerne i anden række der gør et stort og stabilt arbejde – folketingets arbejdsform hørte karakteristisk nok til et af hans interessefelter. Han var en myndig sekretær for partiets folketingsgruppe 1950–65, og han fulgte loyalt gruppen også i de tilfælde hvor han var usikker over for eller imod den valgte politik (Atlantpagten 1949, boligforliget 1973).