Sigurd Højby

Sigurd Højby, Sigurd Rasmussen Højby, 3.8.1902-2.1.1997, undervisningsdirektør. Født i Vester Vedsted. H. hvis slægtsnavn er taget fra faderens fødeby på Fyn undervistes af forældrene og fulgte iøvrigt passende dele af efterskolens undervisning. Praktisk oplæring i landbrugsarbejde fik han på de jordlodder der hørte til skolen. Han voksede op i et lille landsbysamfund der var præget af den nære beliggenhed ved Vesterhavet, de store engstrækninger og det frie udsyn og af en folkelig fællesskabsfølelse med stærkt grundtvigsk islæt. Sognepræsten var den kendte grundtvigske foredragsholder og forfatter Otto Rosenstand. H.s far var nært knyttet til Askov højskole og satte gang i sognets ungdoms-, gymnastik- og skytteforeninger. De fleste af efterskolens elever kom fra Nordslesvigs dansksindede hjem, og H. fik således tidligt indblik i nationalitetskampen og interesse for historie og samfundsspørgsmål. Krigsårene medførte økonomiske vanskeligheder for skolen, og 1918 afhændede forældrene den og købte højskolehjemmet i Odense. Her kom H. til for første gang at gå regulært i skole. Han tog præliminæreksamen fra Kursus af 1878 i 1920 og blev student fra Odense katedralskole 1923. H. vænnede sig til bylivet og fik snart kammerater, især i B 1909 hvor han dyrkede fodboldspillet med stor energi. 1923–24 var han elev på Askov og studerede derefter historie og dansk ved Kbh.s univ. med eksamen som cand.mag. 1930, ansattes s.å. ved Horsens statsskole og var 1931–34 tillige undervisningsassistent ved Århus univ. Det lå ikke for H. at lukke sig inde i gymnasiets akademiske lilleverden. Dertil var arven fra hans opvækst for stor. Han havde i slutningen af sin studietid indmeldt sig i socialdemokratiet og deltog – dog ikke på ledende plads – i partiarbejdet i Horsens, ledede studiekredse i AOF og DSU og holdt i og uden for partiet en del foredrag af historisk-politisk art i 1930ernes kamp mod nazisme og fascisme. Desuden fik han tid til en indsats for Horsens turistforening og Horsens erhvervsråd. 1942–54 var H. rektor for Maribo gymnasium og tillige formand for kommunens ungdomsskolenævn 1942–50 og stadsskoleinspektør 1951–54. Af socialdemokratiet var han indvalgt i byrådet 1950–54 og i samme periode viceborgmester. Desuden deltog han lokalt og på landsplan i Foreningen Nordens arbejde, var med i modstandsbevægelsen på Lolland, formand for bestyrelsen for kontoret for særlige anliggender i Maribo 1945–46 og formand for hjemmeværnets distriktsudvalg for Lolland 1949–54.

H. var opvokset på en kostskole, og da rektorstillingen ved Sorø akademi blev ledig fik han lyst til at prøve kræfter dér, søgte stillingen og var rektor i Sorø 1954–58. Der gennemførtes en række reformer på akademiet i hans tid. Nogle forældede traditioner aflivedes, men vigtigst var at H. fik planlagt en række nybygninger så de gamle sovesale kunne afvikles og eleverne i stedet bo i enkeltværelser i smukke mindre kollegier som han kort før sin fratræden fik sikret det økonomiske grundlag for. 1958 flyttede H. til Kbh. som undervisningsinspektør for gymnasieskolerne, blev 1963 ved omorganiseringen af undervisningsministeriet direktør for direktoratet for gymnasieskolerne hvortil 1967 føjedes HF (højere forberedelseseksamen). Hans virke som øverste administrative chef for gymnasier og HF faldt i den periode da tilgangen til disse uddannelser steg eksplosivt og krævede oprettelse af mange nye gymnasier og kurser samtidig med at der herskede lærermangel. Han måtte deltage i mange møder og vanskelige forhandlinger, men havde ved sit kendskab til uddannelsesområdet og sin kommunale og folkelige baggrund de bedste forudsætninger for arbejdet der lettedes ved hans forhandlingsevne og vilje til at forstå modparten, hans ro, humor og stilfærdige myndighed der om fornødent kunne skære skarpt igennem.

Foråret 1945 havde H. i tre kronikker i Socialdemokraten slået til lyd for en ny uddannelsespolitik og senere på året udviklet sine synspunkter i et foredrag i Gymnasieskolernes lærerforening. Hans hovedsynspunkt var at samfundet ikke udnyttede evner og dygtighed på en rationel måde idet adgangen til samfundets ledende stillinger i realiteten forbeholdtes unge fra de bedst stillede hjem. Det var urimeligt, og H.s konklusion blev: "Sandt demokrati må betyde at der findes lige adgang til at kvalificere sig til enhver post i samfundet. Her må den unges personlige evner og modenhed alene være afgørende". H. var ikke ene om disse synspunkter, men den klare måde de fremførtes på bragte ham ind i organisationsarbejde og gav ham en fremtrædende plads i 1950ernes pædagogiske og uddannelsespolitiske drøftelser. 1944–45 var han medlem af styrelsen i de kommunale gymnasiers lærerforening og 1945–52 formand for Gymnasieskolernes lærerforening og sad i samme periode i de danske lærerorganisationers samarbejdsudvalg. Det lykkedes at få gymnasielærernes lønforhold forbedret 1946–47 og få etableret et nærmere samarbejde mellem de forskellige lærerforeninger på gymnasieområdet, der en snes år senere førte til den samling af dem i én organisation som H. var talsmand for allerede 1946. H.s indsats i 1950ernes skoledebat sigtede mod nedbrydning af skel i folkeskolen, både skellet mellem landsbyskole og købstadskole og skellet der forårsagedes af eksamensmellemskolen. Gennem indførelse af gruppearbejde og valgfri fag i folkeskolen ville han opnå at alle dens elever fik mulighed for at udnytte evner og interesser og samtidig opnå de sociale og folkelige fordele som en sådan fælles og udelt folkeskole ville have. Han virkede for disse synspunkter i taler og artikler og som deltager i et af Julius Bomholt nedsat socialdemokratisk skoleudvalg og i det såkaldte Askovudvalg der med Jørgen Jørgensen (1888–1974) som formand arbejdede med skolespørgsmålene, væsentligst ud fra grundtvigske synspunkter. Skoleloven 1958 indførte dog ikke den udelte skole, men åbnede for en udvikling der hurtigt førte frem mod den. H. deltog i sin direktørtid i en mængde udvalg om uddannelsespolitik, også på nordisk plan, og var stærkt optaget af at få nedbrudt det skarpe skel i ungdomsuddannelserne mellem gymnasiet og de erhvervsrettede uddannelser. HF-eksamen var et led heri.

H. fik efter sin afgang 1971 som direktør overdraget formandsposten i det såkaldte Højbyudvalg der 1973 afgav betænkning som anbefalede en bred vifte af uddannelsestilbud til de 16–19 årige med bortfald af skarpe skel og en bedre balance mellem teoretiske og praktiske uddannelser. H. har pædagogisk og skolepolitisk betydet meget for det danske uddannelsessystem gennem sit mangeårige virke i skolens tjeneste. Hans linje har stedse været at betone det sociale og folkelige lighedssyn over for elitedyrkelsen uden derfor at slække på kravet til viden og kunnen, men han har aldrig anskuet kunnen og viden som alene bogligt og teoretisk bestemt.